Godformiddag
En kvinde går op ad trappen til sin lejlighed. Hun passerer sin nabo i opgangen. Der udveksles et kort høfligt hej.
Kvinden går videre – forbi underboens dør. Der står fire navne på dørskiltet. Hun kan kun sætte ansigter på tre af navnene. For hun kender faktisk ikke rigtig dem, der bor bag døren.
Hun taler heller ikke rigtig med det unge par, der bor lige over hende. Heller ikke dem, har hun udvekslet mere end et hej med. På nær den ene gang, hvor hun måtte banke på deres dør, for at få dem til at skrue ned for musikken en sen torsdag aften.
Hun går op i lejligheden, hvor hun bor alene. Som så mange andre gange står aftenen på TV i stuen i hendes eget selskab. Ofte tænker hun på, hvor mærkeligt det egentlig er. At være så tæt på andre mennesker fysisk og så alligevel så langt fra dem.
Jeg tror ikke kvindens historie er unik. Og måske nogen af jer, der sidder her i dag, også kan genkende lidt af den følelse, hun har. Måske har I selv boet et sted, hvor kulturen er, at man passer sig selv bag sin egen dør, og hvor naboerne derfor næsten er fremmede.
Det kan være noget, jeg bilder mig ind, men jeg tror, at naboskab ofte var noget andet før i tiden. Måske vi havde vi mere brug for hinanden og var derfor ikke fremmede overfor hinanden på samme måde. Man kiggede måske efter hinandens børn, lånte en kop sukker eller hjalp hinanden med vasketøjet i kælderen.
Det behøver man måske ikke i samme grad i dag. Børnene er i institutionen eller skole, mens forældrene arbejder, supermarkederne har næsten altid åbent, hvis man er løbet tør for sukker, og maskinen på badeværelset klarer vasketøjet.
Samtidig er der flere, der bor alene. I næsten 4 ud af 10 hjem står der i dag kun ét navn på dørskiltet.
Den teknologiske udvikling har også gjort, at vi kan søge social kontakt på andre måder end der, hvor vi fysisk bor. I stigende grad er vi i kontakt med andre mennesker på en skærm. Og online-liv fylder mere og mere for de fleste.
Men er det ikke ok, kunne man spørge? Er det ikke fint nok, at vi ikke længere i samme omfang søger det fysiske møde med andre? Og er det ikke ok, at vi ofte ikke er sociale med dem, der bor rundt omkring os?
Det er jo selvfølgelig op til den enkelte at bestemme, hvad man vil. Men problemet er bare, at alt for mange ikke trives med det.
Der er i dag, i forhold til for bare få år siden, mange flere, der ofte er alene, når de gerne ville være sammen med andre.
Flere, der føler sig ensomme. Flere, der fortæller, at de ikke har en nær ven.
Og jo mere, man kæmper med andre udfordringer i livet – jo større risiko er der for, at man også mangler de nære relationer.
I Mary Fonden er vores grundlæggende tilgang, at vi mennesker har brug for hinanden. Vi deler alle et helt grundlæggende behov for at blive set. Blive anerkendt. Og blive holdt af for at være lige præcis den, vi er.
Vi søger nogen, vi kan dele livet med, når det er smukkest, og nogen vi kan støtte os til, når det gør ondt. Og vi har alle brug for at have nogen, vi betyder noget for – og som vi kan betyde noget for.
Derfor har det store konsekvenser, når vi bliver socialt isoleret.
Uanset om vi er unge eller gamle.
At føle sig ensom i perioder igennem livet er helt naturligt. Men bider ensomheden sig fast, kan den have alvorlige konsekvenser.
Vi kan faktisk blive syge af at være alvorligt ensomme. Vi ved fra forskning, at der er en sammenhæng mellem manglende sociale relationer og visse hjertesygdomme, og vi ved, at ensomhed kan have konsekvenser for, hvor mange år, vi lever.
Derfor er det også bekymrende, at udviklingen går i den forkerte retning.
Men hvor der er udfordringer – er der også muligheder.
Og det er her, I i de almene boliger kommer ind i billedet.
For jeg ser, at der er en stærk og spirende bevidsthed om, at vi ikke bare kan fortsætte i det samme spor. At fællesskaberne og de gode relationer har brug for en hjælpende hånd.
Mange steder sættes nye initiativer i gang, der skal puste liv i fællesskaberne for at komme ensomheden til livs.
Det sker også hos jer. Med ”Vi Samles”-initiativerne og mange andre tiltag i de almene boliger, er I med til at bekæmpe ensomhed og skabe større trivsel igennem styrkede fællesskaber.
Og der er brug for det. For andelen af mennesker, der føler sig ensomme, er endnu større i de almene boliger, end i den øvrige befolkning generelt.
Der bor 1 mio. mennesker i almene boliger. I kan potentielt derfor skabe en meget stor forandring, hvis I kan lykkes med at få flere ud af ensomhed og ind i fællesskaberne.
Heldigvis hører jeg også historier om stærke naboskaber nogle steder – netop hvor I bor.
For de almene boliger er boliger med indbyggede fællesskaber. Der er mulighed for at være frivillig og bidrage med det, man kan. Og det er et sted, hvor alle mulige mennesker bor dør om dør.
Så potentialet for at skabe rammerne om stærkere fællesskaber og relationer for flere er bestemt til stede.
Men skal det lykkedes, kan forandringen ikke drives af en organisation eller enkeltpersoner alene. Vi kommer kun ensomheden til livs, hvis flere forpligter sig ind i fællesskaberne og arbejder for, at der er plads til alle. Giver en lille smule mere af sig selv, rækker en hånd ud, inviterer andre ind.
Det gælder ikke kun i de almene boliger, men overalt i vores samfund, hvor ensomheden har for gode vækstbetingelser i de her år.
I Mary Fonden har vi arbejdet med at bekæmpe ensomhed i mange år. I de seneste år har vi valgt at fokusere vores arbejde på de unge. For det er faktisk blandt de unge, at andelen af ensomme er højest. Hele 22 % af unge 16-24-årige føler sig alvorligt ensomme. Det skal vi have gjort noget ved. For bider ensomheden sig fast i ungdomsårene, er der en fare for, at den følger med videre i livet.
I vores nyeste initiativ – Lift – forsøger vi sammen med en række organisationer og kommuner at finde ensomme unge, der ikke selv opsøger hjælp. Når de unge er fundet, tilbyder vi dem et forløb hos det, vi kalder for en Lift-vejleder, der hjælper den unge med udgangspunkt i den enkeltes individuelle behov og udfordringer. Og så prøver vi at hjælpe dem ud i varige fællesskaber med andre.
Men når vi slipper de unge der, er vi afhængige af, at der er hænder, der griber. At der er fællesskaber, der åbner sig og invitere de unge ind. At komme ensomhed til livs er i den grad en hold-indsats.
Jeg er sikker på at mange af jer, der er her i dag, på forskellige måder er med til at understøtte fællesskab og godt naboskab i jeres almene boligforening. Uanset om I er ansatte eller frivillige. Det skal I have en stor tak for.
Skal vi komme ensomheden til livs, har alle en rolle at spille. Der behøver ikke at skulle så meget til, før man føler sig set af andre mennesker. Selv små ting kan gøre en forskel. At man spørger ind til hinanden, når man mødes i opgangen og ikke bare går hastigt videre, at man banker på og inviterer på en gåtur eller en kop kaffe. Eller måske giver en hånd med indkøbsposerne på vej op ad trappen.
Andre gange skal der lidt mere til. Måske har det menneske, man står overfor dårlige erfaringer med sig i bagagen. Brudte relationer. Oplevelser med at blive holdt ude. Derfor skal der sommetider mere end en enkelt gang til før den udstrakte hånd, der rækkes ud, bliver grebet. Det kan kræve lidt vedholdenhed. Men hvis man tager sig den tid, det tager, kan man potentielt være med til at bryde rækken af dårlige oplevelser og måske ændre livsbanen for et andet menneske.
Mange tak for alt det, I allerede gør. Jeg glæder mig til at følge den videre udvikling af alle de gode ting, I har sat i gang. Jeg håber, at de vil sprede sig som ringe i vandet og inspirere endnu flere til at gøde de stærke relationer og fællesskaber, der er så vigtige for os alle sammen.
Jeg vil slutte af med det modsatte billede af det, jeg tegnede i starten.
En kvinde går ind i en opgang. På vejen møder hun sin nabo. De taler lidt om naboens nye arbejde. Naboen er træt, det er krævende med alt det nye. Da de har sagt farvel, går kvinden videre, forbi underboens dør og genkalder sig sidste weekends fællesspisning i beboerhuset, hvor familiens datter tabte sin første rokketand. Der var store klapsalver, da pigen efter mange opfordringer meget modigt selv hev tanden ud.
Da kvinden kommer frem til sin egen dør, står der en plante på måtten. Hun har lovet at passe den, mens det unge par, der bor over hende, skal ud og rejse. Hun bærer den forsigtigt ind og tænker ved sig selv, at hun håber, hun kan holde den i live – hun har faktisk aldrig rigtig haft grønne fingre. Men hun vil gøre sit bedste.
Tak
