Inspireret af årstiden vil jeg gerne begynde med at fortælle jer en historie om kejserpingviner. Kejserpingviner lever i nogle af verdens koldeste områder. Og selv om pingvinerne har tilpasset sig det antarktiske klima, har de svært ved at overleve kulden, når den er værst. Derfor har de udviklet en særlig strategi til at holde varmen.
Når vinteren er koldest, klumper kejserpingvinerne sig tæt sammen. De pingviner, der står inderst, er beskyttet mod vinden og nyder godt af kropsvarmen fra de andre pingviner. De pingviner, der står yderst, er særligt udsatte for den bidende kulde.
Hvis pingvinerne blev stående, så ville den yderste kreds af pingviner fryse ihjel. Derefter ville den næstyderste kreds af pingviner komme i samme situation – og dø. Og hele flokken ville i løbet af vinteren være i fare for at bukke under for frosten.
Derfor cirkulerer pingvinerne. De bytter plads, så det hele tiden er nye pingviner, der står yderst. På den måde øges samtlige pingviners chance for at overleve.
Men hvad har pingviner med jer at gøre? Og hvad har kulde med ensomhed at gøre?
Hvis vi kigger på pingvinhistorien, så kan vi drage paralleller til os mennesker og til fællesskabets betydning for vores liv. Vores chancer for at overleve bliver også dårligere, hvis vi står alene. Og sådan har det faktisk altid været.
Hvis vi fx går tilbage til stenalderen, så var vi mennesker helt afhængige af hinanden for at overleve. Så mennesket er genetisk kodet til at være et flokdyr. Og selv om omstændighederne er helt anderledes i dag, så påvirker det os stadig, når vi står uden for fællesskabet – helt alene.
Vi reagerer både psykisk og fysisk, når vores behov for at være sammen med andre mennesker, ikke opfyldes. Vores krop fortæller os, at vi nu gør noget, som gør os sårbare. Den går i alarmberedskab – vi bliver fx stressede, og vores blodtryk stiger.
Kroppen forsøger at få os til at ændre adfærd, fordi der er fare på færde. Hvis ikke vi lytter og gør noget ved følelsen, så er det, at ensomheden bliver farlig – lige så farlig som at ryge 15 cigaretter eller mere om dagen.
Men det er ikke altid så let at ændre adfærd, hvis ensomheden først har bidt sig godt fast. Og det har den for cirka 6% af unge i jeres alder. Det svarer til 1-2 elever i hver af jeres klasser. Det er en af grundene til, at vi i Mary Fonden i samarbejde med Ventilen og Lauritzen Fonden har igangsat Netwerk.
For nogle uger siden fik jeg mulighed for at møde to modige unge kvinder. De beskrev, hvordan ensomheden havde været en del af deres liv, så længe de kunne huske – faktisk helt tilbage til børnehaven.
De havde altid gået med en følelse af at være anderledes, af ikke at passe ind og af ikke at blive forstået. Som alle andre børn og unge havde de været omgivet af mennesker – men de havde aldrig følt sig som en del af de andres fællesskab.
Deres reaktion på følelsen var forskellig.
Den ene pige opbyggede en facade. Når hun var i skole, var hun udadvendt, altid i gang og måske endda lidt provokerende, men når hun kom hjem og slappede af, så var hun en anden. Efterhånden kendte hendes venner kun facaden og ikke personen bagved, og hendes dobbeltliv blev mere og mere opslidende. Til sidst var hun så udmattet af at lade som om.
Den anden pige trak sig mere og mere ind i sig selv. Hun begyndte at tro på, at hun bedst kunne lide at være alene. Og hun overbeviste også alle andre om det.
I virkeligheden savnede hun nogen at være tæt på, men for at beskytte sig mod det afsavn, skabte hun en fortælling om sig selv, hvor behovet slet ikke var der.
For begge pigers vedkommende blev kontakten til andre mennesker en overvindelse – de følte simpelthen, at det sugede al energi ud af dem, når de var i andres selskab. Derfor holdt de sig mere og mere for sig selv. Ensomheden var blevet en ond cirkel.
De to kvinder var ikke rigtig klar over, hvad der var galt. De følte, at de var anderledes og alene, men de var ikke bevidste om, at kernen i problemet var et uopfyldt behov for samvær. Med andre ord, de var ensomme. Da det gik op for dem, var det på den ene side pinligt, på den anden side en lettelse.
Pinligt, fordi ensomhed var og er et tabu. En lettelse, fordi de følte, at de kunne gøre noget ved det. De kunne ændre deres liv ved at invitere flere mennesker ind i det.
Det lyder måske let, men det kræver hårdt arbejde og mod at nedbryde den mur, ensomheden gennem mange år har bygget op mellem de to kvinder og resten af verden. Men de er godt på vej til et liv, hvor ensomheden ikke længere får lov til at stå i vejen for venskaber og nærhed.
Jeg har lært meget mere om ensomhed ved at tale med de to modige unge kvinder – og jeg håber, at I vil tage godt imod og lære lige så meget, når den ene af pigerne, Mia, senere i dag vil fortælle om sine oplevelser.
Jeg er utrolig glad for at kunne være her på Falkonergårdens Gymnasium i dag – I har sammen med 16 andre gymnasieskoler og tre tekniske skoler gennemført pilotfasen af Netwerk. I har taget imod projektet med åbenhed, og I har, som jeres rektor Kirsten Cornelius fortalte, allerede nu tanker om at gøre det til en fast del af introforløbet for nye elever her på skolen.
Jeg var glad for at hilse på Agnete og Mikkel fra 1.j for noget tid siden. De fortalte om, hvordan det var at starte her på Falkonergårdens Gymnasium, og hvad Netwerk har betydet for dem og deres klasse. Og et af de ord, de begge flere gange knyttede til Netwerk, var tryghed.
Da I startede her på gymnasiet, blev I kastet ind i en ny ramme. I var på. Hele tiden. I skulle finde jeres plads. Socialt og fagligt. Og som Agnete meget fint formulerede det, så kan det være svært at tage en time out, når man skal så mange ting på en gang.
Jeg tror ikke, Netwerk har givet jer en time out, men jeg håber, at Netwerk har gjort behovet for den time out mindre. At I i højere grad kan slappe af sammen – være jer selv – fordi I har skabt et trygt klasserum med plads til alle. Ved at tage del i Netwerk har I taget socialt ansvar for hinanden og skabt fokus på og mere viden om ensomhed.
Mia tog kampen op med sin ensomhed ved at gå ned i et af Ventilens mødesteder, men ensomheden kunne måske have været helt undgået. Det sidste, Mia svarede på, da vi mødtes, var, hvad der kunne have gjort en forskel for hende. Og hendes svar var: At blive set og mødt med forståelse og åbenhed – allerede inden ensomheden blev en fast del af hendes liv.
Vi har et individuelt og et fælles ansvar i forhold til ensomheden. Mia sagde det meget klart – fællesskabet skal gøre noget, og den enkelte skal gøre noget. Og det behøver ikke at være kompliceret.
Som en del af Netwerk har 1.j i deres klassekontrakt blandt andet besluttet, at alle skal sige ”hej” til hinanden om morgenen. Det er helt enkelt, men det gør, at alle føler sig set og mødt fra morgenstunden. Så I er allerede godt på vej her på Falkonergården – pas på jeres fællesskab, I har alle brug for det.
Og lad os så huske på: Vinteren står for døren – og selv om vi ikke dør af kulde, så er det en god ide at stå sammen.
Tak.
