Kronprinsen og jeg har glædet os til i dag. Vi har glædet os til at sparke Klubfidusen i gang sammen med jer her i Bagsværd Boldklub. I vores familie fylder sport – som nogen af jer måske ved – rigtig meget. Gennem sporten har vi skabt en verden af leg, oplevelser og venskaber – og vi har fået noget positivt at samles om. Klubfidusen handler om at give alle børn adgang til det fællesskab, som sporten udgør. Og Klubfidusen handler om at skabe fodboldklubber, hvor alle børn trives og føler sig velkomne – uanset hvem man er, og hvor god man er til fodbold.
Når man starter til fodbold, bliver man automatisk en del af et hold, men det er ikke altid lige så let at føle sig som en del af sammenholdet. Sammenhold er mere end det at være et hold, og der findes ikke et første og et andet sammenhold. Når man har et godt sammenhold, så holder man sammen på trods. På trods af forskellighed, forandringer og forbiere. Med Klubfidusen bliver I bedre til fodbold, samtidig med at I træner jeres sammenhold – på og uden for banen, på holdet og i klubben.
I Mary Fonden har vi siden vores etablering haft fokus på at sige stop til mobning og på at fremme trivsel. Sammen med Red Barnet har vi siden 2007 lært børnehavebørn og skolebørn, hvad det vil sige at være en god kammerat, og hvordan man finder modet til at sige fra, når nogen holdes ude. Klubfidusen bygger på samme tankegang og værdisæt og rykker nu trivselsarbejdet ud i fritidslivet. Og det giver rigtig god mening – for det første fordi vi ved, at hvert 8. barn er stoppet til en fritidsaktivitet pga. mobning, for det andet fordi følelsen af at være udenfor selvfølgelig ikke holder op, bare fordi man holder fri.
Som formand for Mary Fonden er jeg stolt af at være en del af det samarbejde, som står bag Klubfidusen. Samtidig er jeg utrolig glad for, at min mand Kronprinsen, som er dybt engageret i sportens verden, også støtter op om vores vigtige projekt. Sammen med Red Barnet, DBU og TrygFonden er det lykkedes at kombinere viden om børns trivsel og tryghed med erfaringer inden for børnefodbold. Vores forskellige kompetencer supplerer hinanden – akkurat som på et fodboldhold. Så jeg føler, at vi stiller med et stærkt hold, og at vi har gode forudsætninger for at skabe mere trivsel i de danske fodboldklubber.
Jeg vil også gerne takke alle jer her i Bagsværd Boldklub og i de fire andre pilotklubber, der har sagt ja til at teste Klubfidusen. Jeg ser frem til at følge jeres arbejde og ikke mindst at få et glimt af trivselstræningen om et øjeblik. Og til slut vil jeg blot sige til alle jer spillere – husk, at de største præstationer på fodboldbanen kræver hårdt arbejde og stærkt sammenhold.