25. marts 2019

Seks spørgsmål til eksperten

Ofte giver ny viden lyst til at stille flere spørgsmål. Sådan var det også med analysen "Ensomhed blandt unge", der udkom tidligere på måneden, og vi har derfor grebet muligheden og stillet seks skarpe til Mathias Lasgaard, der er ekspert på ensomhed og manden bag analysen.
Ny analyse Ensomhed i Danmark

1) Den nye analyse viser, at unge er den målgruppe, hvor flest er svært ensomme. Hvad ved vi om årsagerne til, at der er så mange unge, der er svært ensomme?

Vi mangler viden om årsagerne til ensomhed hos unge, men nedtrykthed og lavt selvværd øger risikoen.
De seneste år har der været en stigning i andelen af unge, der mistrives. Da ensomhed blandt unge ofte sameksisterer med andre mistrivselsproblemer er denne stigning  muligvis årsag til at flere unge føler sig ensomme.

2) De sociale medier får ofte skylden for unges ensomhed og generelle mistrivsel, har det hold i virkeligheden?

Forskningslitteraturen tyder på, at brug af sociale teknologier både kan øge og mindske ensomhed – afhængigt af hvordan de bliver brugt.
Hvis sociale medier/internettet bruges til at vedligeholde eksisterende sociale relationer og skabe nye kontakter, ser det ud til at kunne mindske ensomhed.
Men hvis internettet bruges som flugt fra den sociale verden og erstatter offline interaktion, ser det derimod ud til at kunne øge følelsen af ensomhed.

3) I analysen ses en kønsforskel både i forhold til udbredelse af ensomhed, men også i forhold til, hvad der ser ud til at beskytte mod ensomhed, hvordan forklarer du det?

Forekomsten af ensomhed og andre mistrivselsproblemer er generelt højere blandt unge kvinder end blandt unge mænd. Det  er fundet i en del undersøgelser – og tilskrives både biologiske og sociale forhold.
Det er overraskende, at det have en kæreste er forbundet med en lav forekomst af ensomhed hos unge mænd – men ikke hos unge kvinder.
Mange unge undersøgelser tyder på, at det at have en samlever beskytter mod ensomhed. Hvorfor dette ikke gør sig gældende for unge kvinder, kan denne analyse desværre ikke forklare.

4) I analysen ser vi også, at størstedelen af de svært ensomme unge ser deres venner ofte, hvorfor er de så ensomme?

Det er vigtigt at skelne mellem følelsen af ensomhed og hyppigheden af social kontakt. Her peger analysen på, at en del ensomme unge ikke er socialt isolerede.
Jeg formoder, at dette blandt andet skyldes, at deres ensomhed er forbundet med savn af nære, gensidige relationer fremfor savn af sociale kontakter.

5) Hvad har overrasket dig mest i analysen?

Selvom mange undersøgelser har fundet, at en partner/samlever er en beskyttende faktor i forhold til ensomhed, er det overraskende, at det at have en kæreste ser ud til at være en beskyttende faktor for unge mænd, mens det tilsyneladende ikke har nogen betydning for unge kvinder.

6) Hvad kan vi gøre for at stoppe svær ensomhed blandt unge?

Der mangler forskning, der belyser, hvilke indsatser der effektivt afhjælper eller reducerer følelsen af ensomhed hos unge. Det er derfor vigtigt at evaluere eksisterende indsatser. Det er også vigtigt at holde sig for øje, at ensomhed ofte sameksisterer med andre former for mistrivsel og psykiske lidelser; tilstande, som kan indgå i en negativ spiral. Dette kan have betydning for, hvilke indsatser der er effektive – alt efter om ensomhed er den primære problemstilling, en konsekvens af andre forhold eller om ensomheden optræder samtidigt med andre tilstande, der påvirker hinanden gensidigt.

Af:

Heidi Krumhardt

Relaterede nyheder

H.K.H. Kronprinsesse Mary

Året, der gik 2021

Kronprinsessen ser tilbage på året, der er gået, og ønsker alle en glædelig jul.
Mary Fondens særlige donation støtter piger i Burkina Faso

Mary Fonden støtter piger i Burkina Faso

Mary Fonden giver i år sin særlige donation til Gisèle Kambou-centeret, der hjælper piger og kvinder i Burkina Faso. Centeret, der også er støttet af …