28. august 2012

LæseLeg styrker børns sprog og adgang til fællesskab

Mary Fondens nye projekt LæseLeg giver børnehavebørn flere ord og mod til at bruge dem. Børnene får selvtillid og bliver bedre til at fastholde og indgå nye relationer til andre børn. Det viser forskningsresultater, der ledsager udrulningen af projektet til de danske børnehaver.
H.K.H. til lancering af LæseLeg i Brøndby

H.K.H. Kronprinsesse Mary var i dag i børnehuset Svanen i Brøndby med bl.a. børne- og undervisningsminister Christine Antorini og borgmester i Brøndby Ib Terp for at markere, at Mary Fondens nye projekt LæseLeg nu tilbydes til alle landets børnehaver. Samtidig gav børn og pædagoger en smagsprøve på, hvordan de arbejder med LæseLeg, og Hr. Skæg optrådte for børnene.

LæseLeg er et pædagogisk redskab, som Mary Fonden – i samarbejde med eksperter på feltet – har udviklet til brug i danske børnehaver. LæseLeg baserer sig på metoden dialogisk læsning, der i international forskning har vist sig at have en veldokumenteret effekt i forhold til at øge børns ordforråd og styrke deres kommunikative kompetencer og dermed vejen ind i fællesskabet.

Ved dagens arrangement blev følgeforskningen fra pilotfasen i LæseLeg offentliggjort og præsenteret af Mary Fondens direktør Helle Østergaard.

”Forskningen viser, at LæseLeg virker. De børn, der har deltaget i LæseLeg-programmet, har udviklet signifikant bedre kommunikative færdigheder end børnene i kontrolgruppen, der har fået læst bøgerne op på vanlig vis. Derudover er pædagogernes tilbagemeldinger overvældende positive – de oplever LæseLeg som et inspirerende og letanvendeligt redskab, der støtter sprogudviklingen og inklusionen af børnene. Børnene får nye ord, mod til at bruge dem og bliver bedre til at indgå og fastholde relationer. Og det er det, LæseLeg er sat i verden for – at give alle børn adgang til fællesskabet,”

fortæller Helle Østergaard, Mary Fondens direktør.

Maiken Bækgaard, pædagog i børnehuset Svanen i Brøndby, har brugt LæseLeg i pilotfasen og glæder sig til at fortsætte den pædagogiske aktivitet, som også børnene i høj grad har taget til sig.

”LæseLeg har været en rigtig god udfordring for mig som fagperson i forhold til det pædagogiske arbejde omkring sprog og højtlæsning. Det har været fantastisk at have et pædagogisk redskab mellem hænderne, som ikke bare styrker inklusionen, fordi der opstår nye relationer i læsegrupperne, men som også udvikler børnenes sprog. Vi har nu fået børn, der smager på ordene, og som har fået mere selvtillid – bl.a. til at byde ind, når vi taler om ord og begreber,” fortæller Maiken Bækgaard.

LæseLeg kan fra dags dato bestilles af børnehaver på www.læseleg.dk. LæseLeg-pakken består bl.a. af fire udvalgte børnebøger, faghæfte, instruktions-dvd og boghæfter og koster 850 kroner.

Af:

Heidi Krumhardt

Relaterede nyheder

Mary Fondens årsberetning 2023

Hvad skete der i 2023, og hvad skal der ske det kommende år i Mary Fonden? Årsberetningen for 2023 giver et indblik i Mary Fondens …
Sammen uden vold - Gravide

Screening for partnervold blandt gravide virker

Ved at screene systematisk for partnervold i jordemoderkonsultationer finder Amager og Hvidovre Hospital 1-2 par om ugen med voldsproblematikker. Før fandt de omkring 6 om …