God eftermiddag alle sammen.
Jeg er virkelig glad for at stå her i dag.
Endnu engang har Mediekonkurrencen vist sig at være et fantastisk redskab til at få unge landet over til at forholde sig til et svært tema. Denne gang et tema, der har så stor betydning for os alle.
Derfor vil jeg gerne starte med at sige mange tak til JP/Politikens hus for fortsat at prioritere Mediekonkurrencen, og også til Østifterne for at bakke op.
Jeg er også meget glad for at kunne få mulighed for at være med til at fejre alle jer unge, der har vundet konkurrencen i år.
Undervejs i planlægningen af dette års mediekonkurrence, har vi tænkt meget over, at emnet ’Døden er da noget, vi taler om’ måske kunne være lidt udfordrende og hårdt at dykke ned i og arbejde med.
For døden er nemlig ikke noget, vi bare taler om.
Død, sygdom og sorg er stadig noget af det sværeste for os mennesker at forholde os til, og alt for ofte kan vi ikke finde ud af at tale åbent om det. Men det har I – sammen med en masse andre skoleklasser – gjort. Og I har gjort det så godt.
I har kastet jer over opgaven med empati, nysgerrighed og åbenhed. Det vil jeg vende tilbage til om lidt.
Sammen med Børn, Unge og Sorg har vi i Mary Fonden været initiativtager til årets tema i Mediekonkurrencen, fordi vi alt for ofte oplever, hvordan tabuer og berøringsangst omkring død, sorg og sygdom kan føre til mistrivsel blandt børn og unge.
Når nogen, vi kender, mister, eller selv bliver alvorligt syge, holder vi os alt for ofte tilbage og tier – fordi vi tror, at vi på den måde skåner hinanden. Men i virkeligheden er det det modsatte.
For døden er en del af livet, og følelserne, der følger med, er naturlige. Og de følelser har vi brug for at tale om og forholde os til.
Vi kommer ikke igennem livet uden at opleve døden. Og mange oplever at miste et nært menneske allerede som barn eller ung. Alligevel har de fleste af os svært ved at tale om tab, sorg, minder og savn.
Jeg tror faktisk, at det er sådan, at vi ved at tale om dem, vi har mistet, er med til at holde minderne i live.
Vores ambition med årets tema har derfor været at skabe opmærksomhed omkring hvor vigtigt det er, at vi gør det lettere at tale om død og alvorlig sygdom blandt jer unge.
For når vi lærer at tale om døden og dele de svære følelser og tanker med andre – så er vi bedre rustede til at håndtere døden, når vi – eller nogen vi kender – møder den.
Vi ved, at mange børn og unge føler, at de står alene med deres sorg, bl.a. fordi omgivelserne af misforstået hensyn eller berøringsangst ikke får spurgt ind.
Jeg har selv oplevet, hvor svært det kan være.
Da jeg mistede min mor, stod jeg tilbage med en følelse af, at min verden gik i stå mens alle andres liv gik videre. Det gjorde, at jeg følte mig alene med min sorg.
Når jeg ser tilbage på den periode i dag, så tror jeg, at jeg ville have haft glæde af at åbne mere op og inddrage andre i min sorg.
Og jeg tror på, at det ville have været nemmere, hvis jeg havde kunnet mærke, at mine omgivelser havde været mere åbne for at tale om det.
Når jeg kigger på jeres arbejde med aviserne, så bliver jeg fuld af håb omkring, at jeres generation måske kan blive bedre til at tale om og forholde jer til noget af det sværeste i livet.
For I er gået til emnet med en åbenhed og en fordomsfrihed, som er befriende og forbilledlig. De færdige aviser og nyhedssites, I har lavet, rummer artikler, der gør os klogere på både livet og døden – set fra mange forskellige perspektiver.
I jeres aviser kan man bl.a. finde interviews med alt fra en præst, en retsmediciner, en sygeplejerske på en børneafdeling og endda med en enkelt clairvoyant, der kan tale med de døde.
I har også bl.a. lavet rapportager fra et hospice, fra en kræftafdeling og hos en bedemand.
Flere af artiklerne er også enormt bevægende, og jeg ved, at der har været våde øjne mere end en gang blandt den jury, der har læst alle aviserne igennem.
I har skrevet personlige beretninger fra børn eller unge, der har mistet en far, en søster eller en bedsteforælder, eller som har eller har haft alvorlig sygdom helt tæt inde på livet.
Alle jeres aviser og nyhedssites rummer nogle virkelig gode artikler. Og I sidder her, fordi I alle har gjort det virkelig godt.
Men der er en enkelt artikel, jeg gerne lige vil dvæle lidt ved. For den er for mig indbegrebet af, hvad årets tema handler om. Og hvor fint det kan komme i spil netop her i Mediekonkurrencen.
Det er bagsidehistorien i avisen CNS Aktuelt, skrevet af 7.a fra Carl-Nielsen skolen på Fyn. Her fortæller I om, hvordan I mistede jeres klasselærer til kræft i 6.klasse.
I artiklen har et par af jer interviewet jeres klassekammerater, som fortæller om, hvor glade, I var for jeres lærer, og hvor meget I stadig savner hende. I fortæller om, hvordan I fulgte hende i hendes sygdom. Hvordan hun bevarede det gode humør, selv da håret begyndte at falde af. Og at hun kom og besøgte jer i klassen næsten til det sidste.
I fortæller om begravelsen og om den sorg, der fulgte efter – og som stadig fylder.
I har også – i en anden artikel – interviewet jeres nye klasselærer om, hvordan hun har oplevet at komme ind i en klasse, hvor sorgen pludselig kunne komme til udtryk som gråd midt i en dansktime.
Da jeg læste artiklen, blev jeg både bevæget over jeres historie. Men jeg blev også rørt over jeres åbenhed og mod til at dele.
Jeg håber, at arbejdet med artiklerne, og de snakke den har medført, også har bidraget lidt til at bearbejde jeres sorg. Og at arbejdet med avisen i det hele taget har sat tanker og samtaler i gang, som I ellers ikke ville have haft.
For det er jo netop hele ideen med Mediekonkurrencen.
Når man læser aviser og nyhedssites af alle jer unge der sidder her i dag, kan man se, hvor meget det rykker, når I får tid og mulighed for at arbejde jer ind på et emne, som det her ved at researche, interviewe, skrive og være kreative.
Og jeg tror og håber på, at de tanker og samtaler, der er sat i gang, ikke stopper her efter konkurrencen er slut. Men at de spreder sig som ringe i vandet til jeres venner udenfor skolen, familien og andre steder I færdes i jeres liv – nu og i fremtiden.
I skal have en stor tak alle sammen.
I har nu bidraget til at bryde dødens tabu på allerfineste vis. Og I har sat barren højt for alle os andre.
Kæmpestort tillykke med den velfortjente sejer.
Tak for ordet.
