Tak. Tak, fordi I er mødt op i dag. Tak for jeres interesse for emnet og lyst til at blive klogere på, hvordan man kan gøre en forskel for unge, der har brug for det.
I Mary Fonden har vi et tæt samarbejde med de mennesker, der hver dag sidder over for unge, der kæmper med ensomhed og mistrivsel. De taler med og lytter til unge, der ikke har det godt.
Deres arbejde giver dem et meget direkte indblik i, hvordan ensomme unges liv kan se ud. Og jeg vil gerne indlede med at gengive to af de fortællinger, de har delt med os. Det er Morten og Frejas historie.
Morten kunne generelt ikke lide dagene i gymnasiet, men særligt kunne han ikke lide mandagene – når alle i klassen samledes i små grupper og talte om, hvad de havde lavet i weekenden. Når Morten kom ind i klassen, var der ingen, der hilste. Det føltes ikke som om, at de ignorerede ham. Det føltes mere som, at de slet ikke så ham.
Morten gjorde, hvad han kunne for at skjule sin ensomhed. Nogle gange stillede han sig over i et hjørne af skolegården og lod som om, han talte i telefon. Og han aktiverede altid alle notifikationer på sin telefon og sørgede for, at der var lyd på, så den kunne vibrere, når han sad i klassen – og give et indtryk af, at der var nogen, der gerne ville ham.
På et tidspunkt starter Morten i et tilbud for ensomme unge. Han får det langsomt bedre, og en dag kan han fortælle, at han nu taler med en anden dreng på skolen. Han tør ikke kalde ham sin ven. Han er stadigvæk bange for, at drengen kun taler med ham for på et tidspunkt at vende ham ryggen og gøre grin med, at Morten troede, at de var venner.
Men en dag bliver Morten overbevist om venskabet. De to drenge er kørt på McDonalds sammen, og da de skal hjem, siger den anden dreng til Morten, at han skal huske at tage sin sele på – så der ikke sker ham noget. Det er første gang, Morten oplever den omsorg… Så nu tør han godt kalde ham sin ven.
Freja manglede ikke venner. Hun gik i 9. klasse og var blandt de mest populære på sin skole. Hun var dygtig – både socialt og fagligt. Hun fik ros, og hun ville gerne have mere ros. Hun gjorde sig umage for altid at være den bedste udgave af sig selv. Og hvis andre i klassen havde brug for hjælp, søgte lærerne ofte Freja og bad hende om at være der for dem.
Frejas venner, forældre og lærere så altid kun en glad og succesfuld pige, og ingen af dem vidste, at Freja en dag efter skole cyklede mod Bülowsvej – mod et tilbud for unge i København, der ikke trives. Da hun trådte inden for tog en kvinde imod hende, men de nåede ikke at sige mange ord til hinanden, før tårerne trillede ned ad Frejas kinder.
Hun brugte sit liv på at være den bedste udgave af sig selv, men hun havde ingen mennesker i sit liv, som hun turde dele sine inderste tanker med. Hun turde aldrig vise den rigtige Freja med alle sine fejl og usikkerheder. ”Jeg er ikke glad. Nogle gange har jeg slet ikke lyst til at være her”, sagde hun til kvinden, der sad over for hende.
Morten og Frejas fortællinger er forskellige, men de har ensomheden til fælles.
For nogle bygger ensomheden sig op, lidt efter lidt, for til sidst at fylde alt. For andre opstår den, fordi livet pludselig tager en forkert drejning.
Nogle mærker ensomheden, når de sidder alene foran en skærm på deres værelse. Et værelse, som er blevet et helle for alle de nederlag, der findes uden for døren. Andre føler ensomheden, mens de smiler og er sammen med andre – fordi de ikke har en ven, de kan være fortrolige med – eller fordi de ikke føler, at der er nogen, der ser dem og forstår, hvem de er – inderst inde.
Nogle gemmer ensomheden bag store, grå trøjer og hår, der går ned foran øjnene og skærmer dem for omverdenen. Andre gemmer den bag nyt tøj, makeup og hurtige kommentarer.
Ensomheden kan gemme sig bag fravær og vrede eller bag topkarakterer og en telefon fuld af nye venneanmodninger.
Så hvad tænker vi hver især, når vi hører ordet ensomhed?
Jeg tror ikke, at vi alle tænker det samme.
I dag skal vi blive klogere på, hvordan ensomhed kan se ud.
For vi ved rigtig meget om, hvor mange der oplever ensomhed, hvem der er særligt udsatte, og hvilke konsekvenser ensomhed har for vores helbred.
Men vi ved ikke ret meget om, hvordan ensomhed opleves. Hvordan den opstår, hvordan den føles, og hvad man søger, når ensomheden fylder ens liv.
Det er en slags viden, som vi måske ikke altid er bevidste om, at vi mangler. For vi har alle en idé om, hvordan ensomheden kan se ud. Vi har alle nogle billeder, der er dannet af vores egen historie og de fortællinger, andre har delt med os.
Men hvis vi skal blive bedre til at hjælpe mennesker, der kæmper med ensomhed, har vi brug for en dybere og mere kvalificeret forståelse af ensomhedens nuancer. Hvad vil det egentlig sige at være ensom?
For kort tid siden stod Isa på scenen og opførte en monolog fra teaterstykket ”Kunsten at være okay”. Forestillingen gik på Nørrebro Teater og byggede på unges egne fortællinger om ensomhed, og jeg ved, at teatret oplevede, at flere unge end nogensinde før, kom til dem, og sagde, at de virkelig følte sig genkendt. Det er sådan, jeg har det, sagde de. Jeg kan også forstå, at mange voksne havde svært ved at forstå stykket. De stillede spørgsmålstegn ved, om det, de så, var ensomhed.
De spurgte, om det ikke bare var kærestesorger, skoletræthed og andre almindelige ungdomsproblemer. Men det skal vi være forsigtige med. Måske er det mere end det, vi tror.
Måske er det vanskeligt for os at forstå, hvordan ensomhed kan se ud for unge. Unge, der er vokset op i en verden – hvor alt går hurtigere. – Hvor muligheden for at sammenligne sig med andre og følge med i andres liv er konstant. – Hvor fokus på præstationer er større. Og hvor mulighederne er eksploderet – og man derfor også altid har muligheden for at vælge forkert.
Hvis både den indre og ydre verden, ser anderledes ud for mange unge, end den gør for os, så kan ensomheden måske også se anderledes ud?
Hvis vi skal hjælpe unge, der føler sig ensomme, skal vi få en bedre forståelse for de mange forskellige måder ensomhed kan se ud på, når man er ung. Og de eneste, der kan gøre os klogere, er de unge selv.
Om lidt skal vi høre Noemi fortælle om mistrivsel i ungefællesskaber. Senere lancerer vi en helt ny rapport om unge og ensomhed, udarbejdet i samarbejde med VIVE. I begge tilfælde er der tale om ny viden, der bygger på grundige interviews med unge fra hele landet. Og når psykolog David Madsen skal fortælle os om unge og skærmkultur, så er det viden, der i høj grad bygger på de samtaler, David har haft med unge.
Med andre ord kommer næsten al den viden, der fremlægges i dag, fra unge.
Vores opgave bliver at glemme dét, vi troede, vi vidste, løfte blikket og blive klogere.
Så vi kan få en dybere forståelse af, hvad ensomme unge tænker, føler og oplever. Det er der brug for, hvis vi skal gøre en forskel.
De seneste 10 år er andelen af børn og unge, der bliver mobbet, faldet. Men samtidig er andelen af børn og unge, der føler sig ensomme, steget voldsomt.
Når vi taler om mobning, ved vi, at det ikke handler om det enkelte barn, men at mobning opstår i fællesskaber, hvor der mangler tillid, tryghed og tolerance. Derfor har vi alle et ansvar, hvis én i klassen – eller på arbejdspladsen – udsættes for mobning.
Vi skal huske på, at det samme gør sig gældende med ensomhed. Hvis én er udenfor, har vi alle et ansvar for at række ud.
Det er lærerens ansvar, forælderens ansvar, vennernes ansvar. Ligesom der også hviler et ansvar på det menneske, der føler ensomheden. Vi har alle et ansvar for at række ud til hinanden.
Heldigvis er det naturligt for os at søge hinanden. Og det er naturligt for os at række ud og hjælpe dem, der har brug for det.
Nogle mener, at mennesket grundlæggende er egoistisk. At vi som alle andre dyr er kodet til kun at tænke på os selv, og at vores interesse for andre i virkeligheden altid handler om egen vinding.
Andre mener, at mennesker netop adskiller sig fra de fleste andre dyr ved at have en medfødt evne omsorg og empati.
Jeg vælger at tro på det sidste. Jeg tror på, at vores evne til at leve os ind i, hvordan andre har det, og vores ønske om at række ud til dem, der mangler nogen, ligger dybt i os.
Mennesker har brug for mennesker.
De fleste unge har det godt. De kaster sig ud i ungdomslivet, forfølger drømme, danner venskaber og finder deres vej. Men vi befinder os også i en tid, hvor andelen af unge, der ikke har det godt, vokser.
Når vi står over for udfordringer som denne, har vi tendens til at søge efter et enkelt svar, der kan forklare problemet. Men det findes ikke.
Svaret er komplekst. Der er ikke én måde at føle sig ensom på, og der er ikke kun én vej til at hjælpe unge, der oplever ensomhed.
Men jeg tror, at vores afsæt altid skal være åbenhed og opmærksomhed. Det lyder enkelt, men det kan være vanskeligt.
For som voksne har vi gjort os vores egne erfaringer. Derfor springer vi hurtigt til løsninger, vurderinger – og nogle gange også løftede pegefingre. Vi er fx gode til at fortælle unge, hvor skadelig skærmen er, hvilken forskel det ville gøre, hvis de brugte deres krop mere, trak vejret dybere og sov flere timer.
Men vi glemmer, at unge ofte kender al den viden, vi kaster efter dem, bedre end vi selv gør.
Så nogle gange tror jeg, at vi skal bruge mindre energi på at tale til de unge – og i stedet øve os på at få unge til at tale til os.
Når vi står over for et ungt menneske, der deler sin tvivl med os, så har mange af os nok en tendens til at tolke på det, vi hører, og komme med gode råd – før vi overhovedet har givet os tid til at lytte efter og forstå.
Vi går i fiksemode. Og med de bedste intentioner. Men nogle gange skal vi bare lytte – i stedet for at tale.
Jeg tror nemlig, at kilden til forandring ligger i vores evne til at forstå.
Og hvis vi skal forstå, skal vi stille spørgsmål, før vi giver svar.
Hvad kan trigge følelsen af ensomhed, når man er ung? Hvad søger man, når ensomheden opstår, og hvad har man brug for fra de mennesker, der er tættest på en?
Vi finder ikke svarene, hvis vi kun leder i vores egne erfaringer. Vi finder svarene, hvis vi kan lægge de ting, vi troede, vi vidste, til side, og være åbne for at tage nyt til os.
Hvis vi øver os på at lytte, være åbne og være nysgerrige.
Så kan unge vise os vejen – og sammen kan vi tage de første skridt mod forandring.
Tak.
