22. juni 2019

H.K.H. Kronprinsessen løb med 2.600 børn mod mobning

”Jeg er en god ven”, stod der på ryggen af Kronprinsessen, Johanne Schmidt-Nielsen og de 2.006 børn, som sammen løb mod mobning i årets Fri for Mobberi Børnestafetten i København i dag. Løbet markerer kampen mod mobning og vigtigheden af en vedvarende og forebyggende indsats – allerede fra børnene er helt små.
H.K.H. Kronprinsessen til Børnestafetten 2019

Vi forebygger mobning bedst, når vi arbejder med og understøtter børns fællesskaber og hjælper dem med at være gode kammerater. Det var budskabet, som 2.006 glade børn og deres forældre i dag samledes om i Fælledparken i København, da Mary Fonden og Red Barnet for 12. år i træk arrangerede Fri for Mobberi Børnestafetten.

Børnene blev sendt af sted i fire grupper, og både Kronprinsessen og Red Barnets nye generalsekretær Johanne Schmidt-Nielsen stod klar til at løbe den en kilometer lange rute med de mange børn, da det første startskud lød. Da målstregen var passeret, tog Johanne Schmidt-Nielsen sig af at overrække medaljer til de seje løbere, mens Kronprinsessen gik direkte til startområdet for at løbe igen med den anden, så den tredje og til sidst den fjerde gruppe børn.

Johanne Schmidt-Nielsen deltog for første gang i Fri for Mobberi Børnestafetten.

Jeg er helt overvældet over den fantastiske stemning, som dagen har været gennemsyret af. At sætte fokus på positive fællesskaber blandt børn sammen med børn og se dem gå så begejstret til aktiviteter, som handler om tolerance, respekt og omsorg for hinanden har været en dejlig og meget livsbekræftende oplevelse,” siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Foruden at løbe mod mobning kunne børnene være med i forskellige aktiviteter, som bygger på de fire kerneværdier i antimobbeprogrammet Fri for Mobberi: Tolerance, respekt, omsorg og mod. Gennem sjove lege på pladsen øvede børnene sig i at være modige, respektfulde og i at se hinandens forskelligheder som en styrke, og i et roligt hjørne kunne de vise omsorg for hinanden gennem Fri for Mobberi-massage.

I år har vi fokuseret endnu mere på de fire værdier i Fri for Mobberi, da de er centrale i arbejdet med at opbygge fællesskaber, hvor der er plads til alle børn. Forældre er vigtige rollemodeller i børns sociale liv, og mange efterspørger konkrete redskaber til at bakke op om børns fællesskaber. Derfor har vi også uddelt gode råd til forældre om, hvordan man hjemme kan støtte op om de fire værdier,”

fortæller Helle Østergaard, direktør i Mary Fonden.

Fri for Mobberi Børnestafetten har siden 2008 været en årlig tilbagevendende begivenhed i hhv. Aarhus og København. Den 25. maj 2019 løb 542 børn mod mobning i Mindeparken i Aarhus.

Løbet afvikles i samarbejde med Sparta. DHL og WHEAT er sponsorer på dagen.

Fakta om Fri for Mobberi

  • Fri for Mobberi er et pædagogisk redskab til fagfolk, der arbejder med børn fra 0-9 år. Programmet er forebyggende og tager udgangspunkt i at arbejde med mobningens modsætning: Et stærkt børnefællesskab
  • Programmet danner en ramme om arbejdet med fællesskab og bevidstgør børnene om betydningen af de fire værdier: Tolerance, respekt, omsorg og mod, og hvordan de i praksis efterlever dem
  • Fri for Mobberi er udviklet på baggrund af forskning, der viser, at mobning er et gruppefænomen, som opstår i børnegrupper med lav tolerance
  • Der er en høj grad af frihed i programmet, som lægger op til, at pædagoger og lærere også selv – eller sammen med børnene – kan udvikle Fri for Mobberi-aktiviteter med afsæt i børnefællesskabet og de fire værdier

Af:

Birgitte Krogh Therkelsen

Relaterede nyheder

Mary Fondens årsberetning 2023

Hvad skete der i 2023, og hvad skal der ske det kommende år i Mary Fonden? Årsberetningen for 2023 giver et indblik i Mary Fondens …
Sammen uden vold - Gravide

Screening for partnervold blandt gravide virker

Ved at screene systematisk for partnervold i jordemoderkonsultationer finder Amager og Hvidovre Hospital 1-2 par om ugen med voldsproblematikker. Før fandt de omkring 6 om …