Lige nu bliver der lagt et stort arbejde ude på skolerne for at komme skolereformens krav om bl.a. øget fokus på trivsel og bevægelse i møde. Her kan man med fordel indtænke Fri for Mobberi.
I dag er Fri for Mobberi ude i mere end hver fjerde skole/SFO, hvor det ikke alene fungerer som et effektivt redskab til at øge trivslen og forebygge mobning – Fri for Mobberi rummer også elementer, hvor fx bevægelse og udeliv er i højsædet. Dermed flugter det godt med skolens nye udfordringer ift. skolereformen.
Et af de nyere elementer i Fri for Mobberi-kufferten er aktivitetshæftet Fælles i det fri, som gør det ligetil at rykke trivselsarbejdet ud i skolegården, på legepladsen eller i skoven. Fælles i det fri består af aktivitetsforslag og lege med fokus på fællesskab og samarbejde. Hæftet er en del af Fri for Mobberi-kufferten (har man en ældre kuffert, kan hæftet købes separat i webshoppen).
Tidligere på året så det digitale Fri for Mobberi Universet dagens lys. Her kan man bl.a. hoppe, danse, løbe og se sine klassekammerater på en ny måde. I Fri for Mobberi Universets ryste-sammen lege skal klassen ud på gulvet og bevæge sig, når der leges trivselslege.
Trivsel er også en god skolestart!
Fri for Mobberi er desuden velegnet som et redskab til den gode overgang, der sikrer, at fagfolk, børn og forældre taler det samme sprog, og arbejder ud fra de samme sociale spilleregler. Fri for Mobberi er ude i mere end hver tredje danske børnehave.
Nej tak til kampagner …
Fri for Mobberi er ikke en kampagne. Fri for Mobberi er pædagogisk materiale udviklet af eksperter til kontinuerlig og løbende brug i hverdagen – børnegruppe efter børnegruppe. Følgeforskning og undersøgelser har dokumenteret programmets effekt: Fagfolk oplever bl.a. mere omsorgsfulde børn, færre konflikter og en øget bevidsthed om børns trivsel.