3. februar 2016

Danmark spiser sammen

”Danmark spiser sammen” er et nyt initiativ og en landsdækkende kampagne, der vil fremme fællesskabet gennem måltider. Fra uge 17 dækker foreninger, frivillige, kommuner, skoler, virksomheder og private op i kampen mod ensomhed. Med 9,6 mio. kr. i støtte fra Nordea-fonden er det ambitionen at få tusindvis af danskere til at spise sammen.
Danmark spiser sammen fra uge 17

Folkebevægelsen mod Ensomhed sætter spot på fællesskabet og det sociale omkring måltidet ved hundredvis af spisearrangementer i hele Danmark i uge 17.

Nordea-fonden har netop meddelt, at den støtter ”Danmark spiser sammen” med 9,6 mio. kr. i tre år for gennem måltidet at sætte fokus på ensomhed og fælleskab.

”Støtten fra Nordea-fonden er helt afgørende for, at vi nu kan realisere tankerne bag ”Danmark spiser sammen”. Det gør, at vi kan nå ud i alle kroge af landet med budskabet om, at vi alle sammen kan bruge måltidet til at skabe nye fællesskaber. Og gøre kampen mod ensomhed og det at spise sammen til en folkesag,” siger Bjarne Hastrup fra Ældre Sagen, på vegne af Folkebevægelsen mod Ensomhed.

”Danmark spiser sammen” skydes i gang med fem store fællesspisninger mandag den 25. april i Varde, Aalborg, Aarhus, Odense og København. Der er plads til mellem 3–500 spisende gæster. Alle gæster modtager en madstafet og en opfordring til selv at invitere til et måltid. Det behøver ikke være et stort arrangement. Det centrale er at invitere nye mennesker med, som ellers spiser alene, eller som vi normalt ikke ser.

”Måltidet bringer folk sammen og skaber fælleskaber. Ved at åbne for vores egne fællesskaber og invitere naboen eller et familiemedlem, som måske sjældent kommer ud, kan vi alle bidrage til at bekæmpe ensomheden, ” siger Anders Folmer Buhelt fra Ungdommens Røde Kors, som også er en af organisationerne bag Folkebevægelsen mod Ensomhed.

Fokus på måltidet som motor for nye relationer er afgørende for, at Nordea-fonden støtter projektet.

”Måltidet er en oplagt mulighed for at møde nye mennesker og knytte bånd til andre. Vi håber, at mange vil være med til at invitere til fællesspisning, og at rigtig mange har mod på at træde ind i nye fællesskaber,” siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden, som støtter gode liv.

”Danmark spiser sammen” løber af stablen i hele uge 17 og skal fremover være en årlig national begivenhed. Hele ugen vil der være hundredvis af spisearrangementer og madstafetter over hele landet – store og små, på tværs af generationer og interesser. Det er Folkebevægelsen mod Ensomheds aktører, som står bag arrangementerne. Folkebevægelsen består i dag af flere end 60 organisationer, skoler, kommuner, foreninger og virksomheder.

Mary Fonden er en del af Folkebevægelsen mod Ensomhed.

Af:

Simone Bodholdt

Relaterede nyheder

Mary Fondens årsberetning 2023

Hvad skete der i 2023, og hvad skal der ske det kommende år i Mary Fonden? Årsberetningen for 2023 giver et indblik i Mary Fondens …
Sammen uden vold - Gravide

Screening for partnervold blandt gravide virker

Ved at screene systematisk for partnervold i jordemoderkonsultationer finder Amager og Hvidovre Hospital 1-2 par om ugen med voldsproblematikker. Før fandt de omkring 6 om …