Hjem / Projekter / Fri for Mobberi

Mobning kan forebygges gennem trygge børnefællesskaber

Fri for Mobberi er et pædagogisk antimobbeprogram, som styrker børns fællesskaber og forebygger mobning i vuggestuer, dagplejer, børnehaver, SFO’er og de mindste skoleklasser.

Mary Fonden og Red Barnet står sammen bag antimobbeprogrammet Fri for Mobberi, som i dag er vidt udbredt i hele landet. Programmet tager udgangspunkt i at arbejde med at fremme mobningens modsætning: Et trygt og inkluderende børnefællesskab.

Via kurser, materialer og aktiviteter målrettet det pædagogiske arbejde med børns sociale kompetencer og trivsel understøtter Fri for Mobberi fagfolk som lærere og pædagoger i at forebygge mobning i de konkrete børnefællesskaber, som programmet bliver brugt i, og samtidig give børn sociale kompetencer og pejlemærker, som kan følge dem videre i livet.

Mobning skal bekæmpes med forebyggelse

Mobning opstår faktisk sjældent, når børnene i gruppen er gjort bevidste om, at der er forskel på at drille for sjov og drille for alvor. At det er sejt at kunne sige fra og hjælpe andre. Fri for Mobberi giver børnene nogle konkrete redskaber til at håndtere drillerier og mobning, ligesom materialet indeholder råd og information til forældre og fagfolk om deres vigtige rolle i det forebyggende arbejde.

Evaluering

Fri for Mobberi bliver løbende evalueret. En effektevaluering fra 2017 viser, at børnehavebørn, der arbejder med antimobbeprogrammet Fri for Mobberi, udviser tydeligere empatisk adfærd end børn, der ikke arbejder med programmet. Undersøgelser blandt de fagfolk, der bruger programmet, viser, at fagfolk oplever, at børnene bliver mere omsorgsfulde over for hinanden, mens hele 98 % af lærerne og pædagogerne vil anbefale Fri for Mobberi til andre institutioner.

Det er tydeligt at se, at børnene er markant bedre til at tackle drillerier og mobning på de skoler og institutioner, som arbejder intensivt med Fri for Mobberi

Jan Kampmann, prof. ved Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning, Roskilde Universitet

Fri for Mobberi danner en ramme for arbejdet med at skabe trygge børne-
fællesskaber, og støtter fagfolk som lærere og pædagoger i at lære børnene, hvad tolerance, respekt, omsorg og mod vil sige i børnehøjde.

Projektet er udviklet i
samarbejde med Red Barnet

Projektet er finansieret af Ole Kirk’s Fond og Mary Fonden

Baggrund & fakta

Fri for Mobberi blev lanceret i 2007 og er nu ude i ca. 60 % af vuggestuer, 61 % af børnehaver og 61 % af skoler og SFO’er i Danmark. Programmet bruges også af dagplejere.

Fri for Mobberi er Danmarks første større, samlede indsats mod mobning på dagtilbuds- og indskolingsniveau og er
inspireret af Better Buddies – programmet fra den australske organisation The Alannah and Madeline Foundation.

Fri for Mobberi-kufferten, kurser og ekstra materialer kan købes i Fri for Mobberis webshop

Fri for Mobberi er udbredt til ca.
60%

af alle danske vuggestuer

61%

af børnehaverne

61%

af alle skoler og SFO’er

Fri for Mobberi sker i samarbejde med:

Relaterede projekter

Antibulli

Antibulli er et antimobberedskab, der gør det nemt for trænere at styrke fællesskabet og forebygge mistrivsel i fritidslivet.
LæseLeg

LæseLeg

LæseLeg er et pædagogisk materiale og en metodisk tilgang, som styrker børns sprog og selvtillid ved at inddrage dem aktivt i historieoplæsningen og dertilhørende aktiviteter.

Free of Bullying

Interessen for Fri for Mobberi i udlandet er stor, og flere lande har implementeret det danske antimobbeprogram i en oversat og tilpasset udgave.

Skolestyrken

Skolestyrken er et skoletrivselsprogram, der tilbyder skoler en helhedsorienteret tilgang til arbejdet med at styrke fællesskaber, fremme skoletrivsel og bremse mobning.