Hjem / Projekter / Antibulli

Sammenholdet vinder altid
med Antibulli

Antibulli er et antimobberedskab, der gør det nemt for trænere at styrke fællesskabet og forebygge mistrivsel i fritidslivet.

Antibulli er i dag udbredt til håndbold, fodbold, svømning og tennis, hvor trænere arbejder med konkrete råd og øvelser til træningen af 6-12-årige børn. Målet er at skabe en hold- og klubkultur, hvor respekt, omsorg og tolerance er i centrum.

Klubben skal være forbundet med glæde og kammeratskaber – uanset hvor god man er til sin sport.

For mange børn bliver overset i fritidslivet

For langt de fleste børn er fritidslivet fyldt med glæde. Men det er ikke noget, vi må tage for givet. Fx har hvert femte barn oplevet at blive mobbet, drillet eller holdt udenfor på deres hold, og for hvert tiende barn har konsekvensen været, at de forlod klubben.

Antibulli træner børnefællesskaber i fritidslivet, så der bliver plads til alle, og forskellighed bliver en styrke. Et hold, der arbejder med Antibulli, har fokus på, at børnene løbende udvikler nye venskaber. Samtidig lærer børnene, hvordan man bakker hinanden op, og hvordan man kan hjælpe dem, der står på kanten af fællesskabet.

Det gør en forskel

Både barnet, der står på kanten af fællesskabet, og børn, der i forvejen trives i deres idræt, reagerer positivt på, at træningen handler om mere end at blive dygtig til sin sport.

Vi evaluerer løbende på indsatsen i alle sportsgrene, der tager del i Antibulli. Trænere og børn svarer på spørgeskemaer før og efter, holdet har arbejdet med Antibulli, og de deltager i kvalitative interviews.

Et barn sætter disse ord på, hvordan træningen på holdet har udviklet sig: ”Vi starter hver træning ud med at kigge hinanden dybt i øjnene og sige hej og personens navn (…) Det kan jeg godt lide – for man lærer hinanden bedre at kende.”

Og en træner, der har arbejdet med Antibulli, fortæller, hvordan det har gjort en helt konkret forskel for et barn, der var i risiko for at forlade holdet:

Før jeg startede med det her, var der én, som ikke rigtig var en del af holdet (…) Efter et år [med Antibulli] sagde hun, at svømmehallen var det eneste sted, hvor hun kunne være fri og være sig selv. Så det virker altså, at man laver et eller andet samarbejde, og man snakker med dem om, hvordan de har det.

Alle kan arbejde med Antibulli

Antibulli er for alle, der vil arbejde med at skabe stærke og inkluderende børnefællesskaber, hvor ingen føler sig overset eller udenfor. 

Trænere og klubber, der samarbejder med Antibulli, kan blandt andet få øvelser skræddersyet til deres sportsgren og gode råd til trænerrollen samt samarbejdet med forældre.

Men Antibulli er også for alle andre, der arbejder med børn i fritidslivet. Øvelser og råd, til hvordan man skaber stærke børnefællesskaber i fritidslivet, er frit tilgængelige på Antibulli.dk, og selvom de er bundet op på de involverede sportsgrene, kan de let overføres til andre områder.

Antibulli er et antimobberedskab til trænere. Det består af konkrete råd og øvelser til træningen af 6-12-årige.

Målet er at skabe en hold- og klubkultur med høj tolerance, hvor alle respekterer hinanden, taler ordentligt og hjælper hinanden.

Antibulli Håndbold

Antibulli Håndbold er udviklet af Mary Fonden og HEJ Fonden (tidligere MH24) i samarbejde med Red Barnet.

Antibulli Fodbold

Antibulli Fodbold er udviklet af Mary Fonden i samarbejde med Dansk Boldspil Union. Programmet er finansieret af Mary Fonden med donationer fra bl.a. UEFA Foundation for Children.

Antibulli Svømning

Antibulli Svømning er udviklet af Mary Fonden i samarbejde med Dansk Svømmeunion. Programmet er finansieret af TrygFonden og Mary Fonden.

Antibulli Tennis

Antibulli Tennis er udarbejdet af Mary Fonden i samarbejde med Dansk Tennis Forbund. Programmet er finansieret af TrygFonden og Mary Fonden.

Antibulli sker i samarbejde med:

Relaterede projekter

LæseLeg

LæseLeg

LæseLeg er et pædagogisk materiale og en metodisk tilgang, som styrker børns sprog og selvtillid ved at inddrage dem aktivt i historieoplæsningen og dertilhørende aktiviteter.

Free of Bullying

Interessen for Fri for Mobberi i udlandet er stor, og flere lande har implementeret det danske antimobbeprogram i en oversat og tilpasset udgave.
Fri for Mobberi

Fri for Mobberi

Fri for Mobberi er et pædagogisk antimobbeprogram, som styrker børns fællesskaber og forebygger mobning i vuggestuer, dagplejer, børnehaver, SFO’er og de mindste skoleklasser.

Skolestyrken

Skolestyrken er et skoletrivselsprogram, der tilbyder skoler en helhedsorienteret tilgang til arbejdet med at styrke fællesskaber, fremme skoletrivsel og bremse mobning.