19. marts 2012

Råd til Livet i Odense

Råd til Livet er økonomisk, juridisk og social rådgivning til kvinder, der lever eller har levet med vold i hjemmet. Fra november tilbydes Råd til Livet på Odense Krisecenter, og i begyndelsen af det nye år udvider Råd til Livet også til Mødrehjælpen i byen.
Råd til Livet

Råd til Livet er målrettet kvinder, som har været udsat for fysisk, psykisk eller økonomisk vold, og kvinder, som på grund af andre personlige problemstillinger har mistet overblikket over økonomien. I Råd til Livet tilbydes kvinderne professionel og uafhængig økonomisk, juridisk og social rådgivning. Målet er at yde hjælp til selvhjælp og støtte kvinderne på deres vej mod et liv uden vold.

”Vi er rigtig glade for, at vi nu kan tilbyde Råd til Livet i Odense, for der er et stort behov, og vi mærker, at økonomiske problemer fylder mere og mere. En stor del af de kvinder, der kommer hos os i Mødrehjælpen, har volden inde på livet og har brug for hjælp til at få overblik over deres økonomi. Nogle står i en skilsmisse og kan ikke overskue situationen, andre lider af fx angst og depression og har ikke overskud til det økonomiske. Her er det en stor støtte at møde fagfolk, der hjælper dem med at genvinde overblikket, så de får overskuddet til at tage hånd om deres egen situation,” fortæller rådgivningschef hos Mødrehjælpen i Odense, Charlotte Wæver.

Den økonomiske rådgivning i Råd til Livet varetages af frivillige økonomiske rådgivere fra Nykredit, der hjælper kvinden med fx at skabe overblik, lægge budget og lave aftaler med bank og kreditorer. Socialrådgivningen varetages af Mødrehjælpens erfarne socialrådgivere.

Af:

Heidi Krumhardt

Relaterede nyheder

Mary Fondens årsberetning 2023

Hvad skete der i 2023, og hvad skal der ske det kommende år i Mary Fonden? Årsberetningen for 2023 giver et indblik i Mary Fondens …
Sammen uden vold - Gravide

Screening for partnervold blandt gravide virker

Ved at screene systematisk for partnervold i jordemoderkonsultationer finder Amager og Hvidovre Hospital 1-2 par om ugen med voldsproblematikker. Før fandt de omkring 6 om …