15. maj 2018

2.100 nye rygsække til voldsudsatte børn

Det har store konsekvenser for børn at vokse op i et hjem med vold. Derfor skal de børn, der flytter på krisecenter med deres mor, ses, høres og mindes om, at volden aldrig er deres skyld. Mary Fondens rygsække til børn på krisecentre bruges systematisk i medarbejdernes første samtaler med børnene på landets krisecentre. I dag pakkede Mary Fonden og pensionerede LEGO-medarbejdere 2.100 nye rygsække til voldsudsatte børn.
Pakning af rygsække til børn på krisecentre

Hvert år flytter godt 1.800 børn på krisecenter med deres mor i Danmark. Ofte er situationen kaotisk, når familien forlader hjemmet, og mødrene når hverken at pakke børnenes tandbørste eller yndlingsbamse. Som en håndsrækning i en svær tid får alle børn, der flytter på krisecenter, en rygsæk fra Mary Fonden og Ole Kirk’s Fond.

Rygsækken rummer det mest nødvendige, som et barn kan savne, når han eller hun kommer på krisecenter – lige fra et håndklæde og hårbørste til en dagbog, lidt legetøj og en bamse. Rygsækken fungerer også som et pædagogisk værktøj for krisecentrenes børnemedarbejdere og bliver brugt til at sætte gang i den svære samtale med barnet om oplevelserne i hjemmet.

De børn, der får rygsækkene, har haft en svær start på livet. Rygsækken er en påmindelse til børnene om, at vi ser dem og hører dem, og at volden aldrig er deres skyld. Vi ved, at det at være vidne til vold mod en forælder er lige så skadeligt som selv at være udsat for volden. Rygsækken er en støtte til krisecentrenes afgørende arbejde med at bearbejde børns følelser, oplevelser og traumer,”

siger Helle Østergaard, direktør i Mary Fonden.

Støtter mor i at tale med børnene

På Vejle Krisecenter oplever børnene og deres mødre rygsækkene som en kærkommen omsorg og forkælelse. Det fortæller Lene Fibæk-Jensen, som er leder på Vejle Krisecenter. Når børnene flytter ind med deres mor, er de utrygge ved situationen. De har svære oplevelser med sig og kan savne deres far og hverdagen. Samtidig kan mødrene have meget at kæmpe med.

Rygsækkene kan være støttende for rigtig gode samtaler. Det er af stor vigtighed, at vi støtter mor i at tale med børnene om det, der er sket, og det, der skal ske. Dels fordi de allerfleste børn tror, at det, der er hændt i hjemmet, kan være deres skyld. Også selv om det fra et voksenperspektiv kan virke ulogisk. Dels fordi børnene, hvis de ikke får støtte til at bearbejde de svære oplevelser og den ofte følgende uvished, kan få det rigtig svært med meget ringe trivsel til følge,” siger Lene Fibæk-Jensen, leder på Vejle Krisecenter.

Hvert år pakker pensionerede LEGO-medarbejdere de mange rygsække, som sendes ud til krisecentrene i Danmark, Grønland og på Færøerne. I år pakkede de frivillige kræfter 2.100 nye rygsække

Tal om vold mod børn

  • Knap hvert 6. barn vokser op i et hjem med vold. Det svarer til 3-4 elever i hver skoleklasse (SFI, 2016)
  • Hvert år flytter godt 1.800 børn med deres mor på kvindekrisecenter (LOKK årsstatistikker 2013-2017)
  • 64 % af børn på krisecentre har ikke talt med nogen om volden forud for krisecenter-opholdet. Når de har talt med nogen, har det typisk været en socialrådgiver på skolen, mor og søskende, en lærer eller voksne, de kender fra deres fritidsliv (LOKK, 2014)
  • Det kan være lige så skadeligt for børn at overvære vold mod deres nære, fx deres mødre, som selv at blive udsat for vold (Socialstyrelsen)
  • Børn, der oplever vold i familien, klarer sig dårligere i folkeskolens 9. klasseprøver end deres jævnaldrende (SFI, 2017)

Af:

Heidi Krumhardt

Relaterede nyheder

Mary Fondens årsberetning 2023

Hvad skete der i 2023, og hvad skal der ske det kommende år i Mary Fonden? Årsberetningen for 2023 giver et indblik i Mary Fondens …
Sammen uden vold - Gravide

Screening for partnervold blandt gravide virker

Ved at screene systematisk for partnervold i jordemoderkonsultationer finder Amager og Hvidovre Hospital 1-2 par om ugen med voldsproblematikker. Før fandt de omkring 6 om …