Øvrige initiativer

Hjem / Årsberetning 2023 / Aktiviteter i 2023 / Øvrige initiativer

Særlige donationer: Offside Sociale Haver

Mary Fondens kerneopgave er, at vi sammen med partnere udvikler og driver projekter. Hvert år plejer H.M. Dronningen dog at uddele en særlig donation til en organisation eller et projekt, der flugter med vores formål. Tidligere er donationen fx givet til Bydelsmødre og Maternity Worldwide. I 2023 uddelte vi vores særlige donation til det sociale værested Offsides Sociale Haver.

Organisationen WeShelter inviterede i sommeren 2023 H.M. Dronningen til at besøge værestedet Offsides Sociale Haver i anledningen af organisationens 130-års fødselsdag. Besøget gjorde stort indtryk på Dronningen.  

Naturen kan noget helt særligt. Det kan den for os alle sammen. Både for vores fysiske og psykiske velbefindende. I Offsides Sociale Haver har de skabt et uderum, der kombinerer natur med et socialt tilbud til mennesker med psykiske udfordringer, hvor den enkelte både møder en udstrakt hånd, bliver tilbudt et fællesskab og oplever, at de får et meningsfuldt ansvar. Det er meget inspirerende at opleve.

-H.M. Dronningen

    Brugerne, der har deres gang i Offsides Sociale Haver driver haven i samarbejde med de ansatte. Sammen arbejder de i haven om stort og småt. Alt, hvad der produceres i haven, doneres til hospitalets køkken, hvor patienterne får glæde af hjemmedyrket økologisk frugt og grønt. Offsides Sociale Haver har eksisteret siden 1990 og er Danmarks første udendørs værested. WeShelter, der står bag værestedet sammen med Region Hovedstaden og Københavns Kommune, har en drøm om at starte projektet flere steder i Danmark. Og det er netop den drøm Mary Fonden med sin donation på 300.000 kr. er med til at føre ud i livet.

    ”I Offsides Sociale Haver oplever vi, at fællesskabet under åben himmel og arbejdet i det grønne får mennesker, som har haft det rigtig psykisk svært, til at blomstre på ny. Med små tiltag bekæmper vi ensomhed og kan se, hvordan havens brugere langsomt får troen på dem selv tilbage. Og de begynder at drømme om et bedre liv, når de oplever, at deres bidrag i haven gør en forskel. Vi havde en ung kvinde i haven, som de første tre måneder ikke ville have øjenkontakt. I dag er hun i lære hos en gartner, det varmer mit hjerte”, fortæller Lise-Lotte Damkjær, daglig leder i Offsides Sociale Haver.