Vold i familien
Vold i familien påvirker hver dag mennesker i alle samfundslag. Vold er aldrig acceptabelt og kan have store konsekvenser for hele familien. Derfor er tidlig indsats og tilbud om den rette hjælp afgørende for at opspore og hjælpe familier til at forebygge eller bryde med volden.
På indsatsområdet Vold i familien arbejder Mary Fonden for et familieliv og en barndom uden vold. Vi arbejder for at skabe opmærksomhed om vold i familien, forebygge vold og støtte den voldsudsatte på vejen mod et liv uden vold.
Som voldsudsat eller vidne til vold i familien kan man opleve at stå alene. Gennem vores projekter og indsatser hjælper vi familier til at bryde med voldens mønstre. I Mary Fonden har vi et særligt fokus på forebyggelse og tidlig indsats gennem samarbejde med fagpersoner – jordemødre og sundhedsplejersker – der i forvejen er tæt på småbørnsfamilier. Det er hjørnestenen i vores Sammen uden vold-indsatser, hvor vi skaber forudsætninger for, at fagpersoner rundt om familierne har viden om vold og muligheder for at handle.
At blive udsat for vold er aldrig ens egen skyld, og vold i familien er aldrig børnenes skyld. Det er også det klare budskab i vores projekt rygsække til børn på krisecentre. Rygsækkene er først og fremmest til glæde for børnene, men kan samtidig bruges som et pædagogisk redskab i dialogen med børnene.
Ud over vores projekter og indsatser skaber vi opmærksomhed om vold i familien og udbreder ny viden, som kan styrke og nuancere danskernes kendskab til og forståelse af vold og dens mange former. For vi ved, at det kræver viden for at kunne handle. Derfor vil vi med vores arbejde medvirke til, at voksne er klædt på til at reagere, når de er vidne til vold.
Med indsatsområdet Vold i familien vil vi bidrage til at forebygge og modvirke social isolation som konsekvens af volden. Vi vil nedbryde tabuer og skabe håb for de mange, der lever med vold i nære relationer, ved at vise, at der er hjælp at få, og at der er alternativer til voldens sprog.
Fakta om Vold i familien
- Kvinder, der er eller har været udsat for partnervold, har cirka 24 % højere risiko for for tidlig fødsel (før graviditetsuge 37) og 35 % større risiko for, at barnet fødes med lav fødselsvægt (under 2.500 gram). (Ankerstjerne, 2025)
- 5,5 % af kvinder og 4 % af mænd over 16 år angiver at have været udsat for fysisk eller psykisk partnervold i 2021 (Statens Institut for Folkesundhed, 2022).
- 3,4 % af den voksne, danske befolkning har været udsat for mindst én af fire partnervoldsformer (fysisk, psykisk, seksuel og økonomisk vold) i 2020. Det gælder for 4,5 % af kvinderne og 2,4 % af mændene (VIVE, 2022).
- Der findes forskellige undersøgelser af omfanget af vold mod børn. En undersøgelse fra 2016 (SFI) viser, at knap hvert 6. barn vokser op i et hjem med vold (SFI, 2016). En undersøgelse af Børns Vilkår fra 2025 viser, at omkring hver sjette elev i 8. klasse har været udsat for fysisk eller psykisk vold fra en af deres nærmeste voksne.
- Det kan være lige så skadeligt for børn at opleve vold mod deres nære, som selv at blive udsat for vold (VIVE, 2019).
- Et barn, som lever med vold i familien, kan være konstant bange og i beredskab – også mellem voldsepisoderne. Det kan føre til alvorlige og varige psykiske skader, som også kan betyde, at børnene klarer sig dårligere både fagligt og socialt i skolen (Øverlien, 2012 og Lyk-Jensen, 2017).
- I 2024 boede der 3.300 personer på landets krisecentre. Der blev i alt medbragt 2.600 børn (Danmarks Statistik).
- Livsomvæltende faktorer som at blive forældre kan udløse eller eskalere volden i en familie. 13 % af adspurgte kvinder på krisecentre oplevede, at volden begyndte under deres graviditet, og 51 % af de adspurgte kvinder på krisecentre oplevede, at volden blev hyppigere efter fødslen (Partnervold før, under og efter graviditet, SocialRespons, 2022).
- Knap tre ud af fire voldsudøvere har selv oplevet vold i familien som børn (Dialog mod Vold, 2018).
Ekspertpaneler
Under hvert af Mary Fondens tre indsatsområder er der nedsat et panel af uvildige eksperter. Panelet giver Mary Fonden input og sparring, og er dermed med til at kvalificere vores arbejde og sikre, at udviklingen af vores projekter er baseret på den nyeste forskning og viden.
Ekspertpanel tilknyttet Vold i familien
- Administrerende direktør Helle Øbo, AskovFonden
- Seniorforsker Mai Heide Ottosen, VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd
- Leder Mette Skovgaard Væver, Center for tidlig indsats og familieforskning, Københavns Universitet
- Overlæge, Ph.d. Trine Rønde Kristensen, Center for Voldsramte, Socialmedicinsk Center, Frederiksberg Hospital
Viden
Find alle de analyser og evalueringer, Mary Fonden selv har sat i gang på indsatsområdet Vold i familien.
Seneste nyt på området
Læs mere om Mary Fondens seneste aktiviteter på indsatsområdet Vold i familien.