God eftermiddag.
Lige nu, i dette rum, er der samlet en imponerende mængde viden om vold mod kvinder og børn. I løfter alle – frivillige og professionelle – en afgørende opgave på krisecentrene og i kvindeorganisationerne. Jeres viden udspringer af en stærk faglighed, bunder i jeres erfaringer og bygger på de skæbner, I har mødt. De historier, I har fået fortalt. De reaktioner på vold, I har oplevet. De kvinder, I har set rejse sig efter at være blevet udsat for grusomheder, som hjertet næsten ikke kan rumme.
For 25 år siden samledes I for første gang for at dele jeres erfaringer og sammen stå stærkere i bekæmpelsen af vold i hjemmet. Jeg er taknemmelig for, at jeg som formand for Mary Fonden og protektor for LOKK for tredje gang får mulighed for at åbne denne vigtige konference.
Vidensdeling om vold i nære relationer er stadig væsentligt. Vi har ikke knækket kurven. Hverken globalt eller i Norden. Det ved I bedre end nogen. Vold mod kvinder og piger er på globalt plan stadig en af de mest udbredte forbrydelser mod menneskerettighederne. WHO angiver, at hver femte kvinde på verdensplan mellem 15 og 49 år er blevet udsat for fysisk eller seksuel vold af en nuværende eller tidligere partner inden for et år.
Med verdensmålene har det internationale samfund forpligtet sig til at stå sammen om at styrke kvinder og pigers rettigheder, muligheder, trivsel og sundhed. Det indebærer naturligvis også at bekæmpe vold mod kvinder og piger. For ulighed mellem kønnene og negative sociale normer gøder jorden for, at den kønsbaserede vold kan gro.
I vores nordiske lande, hvor lighed mellem kønnene er mere udbredt end mange andre steder i verden, er omfanget af partnervold stadig større, end mange måske vil tro. Den seneste undersøgelse i Danmark viser, at hver 20. kvinde inden for et år har været udsat for mindst én form for partnervold. I undersøgelsen indgår også psykisk vold. Den usynlige og lige så skadelige vold, som kan være så vanskelig at indfange og definere.
Den nylige kriminalisering af psykisk vold i Danmark sender et vigtigt signal om, at psykisk vold skal tages ligeså alvorligt som fysisk vold. Debatten om bevisbyrde og dokumentation understreger, at sagerne vil blive komplekse. Ligesom volden er. For hvor går grænsen mellem et dysfunktionelt parforhold og psykisk vold? Hvad kan en sms-tråd eller en opkaldsliste fortælle og måske bevise? Nu skal lovændringen ud at virke.
Vi lever altså i et samfund, hvor lovgivningen på voldsområdet er tydelig, hvor graden af ligeværd mellem kønnene er relativt høj, og hvor der er bred enighed om, at vold hverken kan accepteres eller retfærdiggøres. Alligevel er vold mod kvinder fortsat udbredt. Hvorfor er kurven så vanskelig at knække?
Der findes ikke noget enkelt svar. Men jeg tror, at en del af løsningen skal findes i en forståelse af de sociale normer, der er i spil, når vi taler om vold i hjemmet.
Sociale normer er baseret på de sociale værdier og uskrevne regler, der fortæller os, hvad der er acceptabel eller forventet adfærd i en gruppe eller i samfundet som helhed. Når de sociale normer ikke efterleves, sørger gruppen for, at det har konsekvenser.
Jeg tror, at vi i vores del af verden er enige om, at vi bør ’gøre noget’, hvis vi for eksempel er vidner til et overfald på gaden. Enten ved at gribe ind fysisk eller ved at ringe til politiet. Hvis en person overfalder en anden person på gaden, er det forventet, at forbipasserende gør noget.
Gør dette sig også gældende, når vi taler om partnervold?
Lad mig fortælle jer en historie. I foråret inviterede jeg en række aktører til en workshop om netop sociale normers betydning for bekæmpelsen af vold i hjemmet. En af deltagerne fortalte en historie om en juleaften, som blev holdt i hendes hjem – en lejlighed her i København. Under julemiddagen lyder der tumult og råb fra lejligheden nedenunder. De hører også en person græde. Familien diskuterer, om de skal gribe ind. Om de skal banke på nedenunder og høre, om alt er okay. Om de skal blande sig. Kvinden, der var vært juleaften, stod alene med sit perspektiv: At selvfølgelig skulle de blande sig. Resten af hendes familie mente ikke, at de skulle gøre noget.
Jeg tror – og det er en hypotese – at primært to omstændigheder er på spil her. Og at de forstærker hinanden. Partnervold lever ofte i det skjulte, og skyld og skam gør volden til familiens største hemmelighed. Samtidig værner vi i særlig grad om privatlivets fred i Danmark.
Men er den vold, som foregår i hjemmet, udelukkende en sag mellem en mand og en kvinde? Er det en privat sag? Betyder det intet, at vi ved, at det, der foregår, er kriminelt og muligvis har vidtrækkende konsekvenser for en hel familie?
Når vi lader privatlivets fred afholde os fra at træde ind over dørtærsklen i andres hjem uden at være inviteret, så giver vi samtidig volden lov til at fortsætte i det skjulte – eller højlydt i lejligheden lige under os.
Flertallet i lejligheden juleaften var tilbageholdende med at tage afstand fra volden ved at vise voldsudøveren, at adfærden er uacceptabel og har konsekvenser.
Set i et bredere perspektiv sætter det så normen, der definerer vold som uacceptabel adfærd i vores samfund, ud af spil?
Er normen, som får os til at værne om privatlivets fred, stærkere og mere bindende?
Lever vi på den måde som samfund for stiltiende med partnervold og lader volden fortsætte uforstyrret?
Holder den hypotese, er vi nødt til at handle. Sociale normer er dybt forankrede i vores kultur og fastholdes af flertallet. Det gør dem vanskelige at ændre. Kun i fællesskab kan vi skabe kulturelle forandringer. Så vi er nødt til at stå sammen om at bryde tabuet. Vi er nødt til at turde gribe ind. Vi er nødt til at overvinde usikkerheden og frygten for at optrappe volden. Vi er nødt til at fjerne den kollektive modvilje mod at banke på. Vi er nødt til at gøre volden til et fælles anliggende og skabe en fælles forventning om, at vi ikke bare bør ’gøre noget’, men at vi faktisk gør noget, når volden er lige foran os.
Det eneste forkerte at gøre, er slet ikke at gøre noget. Vold er aldrig en privat sag.
Jeg vil gerne vende tilbage til den erfaring og viden, som er samlet i dette rum. Historisk stammer vores viden om vold i hjemmet fra kvindekrisecentrene. På grund af jer begyndte vi som samfund at tale højt om vold mod kvinder. Siden hen også om børnene og voldens konsekvenser for børn. I dag ved vi, at også mænd udsættes for partnervold, og vi ser området i et bredere perspektiv. Vi er gået fra at tale om hustruvold til vold i nære relationer.
Fakta er, at partnervold stadig har en kønsmæssig slagside. Flere kvinder end mænd udsættes for fysisk, psykisk og seksuel vold af deres partner. Den vold, kvinder udsættes for, er grovere. I Danmark bliver der lige nu forsket i partnerdrab. Retsmedicinere på Aarhus Universitet gennemgår drab begået i perioden 1992 til 2016, og de har fundet, at 56 procent af alle drab på kvinder i den periode var partnerdrab. 300 kvinder blev dræbt af deres partner. I samme periode blev 37 mænd dræbt af deres partner. Vold i hjemmet er en kønnet problemstilling. Men køn er ikke den eneste faktor.
På trods af omfangsanalyser, forskning og jeres viden fra praksis forstår vi ikke problemstillingen fuldt ud. Vi mangler især en større dybde i de psykologiske perspektiver på volden. Hvordan og hvorfor udvikler vold sig i et parforhold? Hvad betyder den vægt begge parter bærer på fra barndommen? Hvilken rolle spiller parterne i optrapningen af volden? Hvordan bliver vold til et sprog, som tales af alle medlemmer i en familie? Hvornår er familien mest åben for at modtage hjælp?
Hvis vi skal forebygge volden, skal vi vide, hvad der fører til volden – forståelse kommer før forandring.
Derfor har vi behov for at samle og udbygge den tilgængelige viden på området, så vi får en større forståelse af voldens kompleksitet. Effekterne af både de langsigtede og kortsigtede indsatser må dokumenteres. Vi har behov for en samlet voldsforståelse og et fælles sprog, når vi taler om vold i familien. Vi har behov for at vide, hvordan vi gør mere end at bremse volden og skabe sikkerhed midlertidigt.
Vold avler vold, og vold går i arv. Vi har behov for at ændre hele familiers skæbne.
Temaet for Nordiske Kvinder mod Vold i år er netop børnene. De børn, der udsættes for fysisk og psykisk vold og seksuelle overgreb. Og de børn, der lever i et hjem, hvor volden foregår mellem forældrene, men kan trække dybe spor ind i børnenes ungdoms- og voksenliv. Hvor mønstre gentages, og afmagt udtrykkes med vold.
På krisecentrene gør I en afgørende indsats for at bearbejde voldsudsatte børns følelser, oplevelser og traumer. I ser børnene, lytter til dem og giver plads til det kaos, der kan herske inden i dem.
Det kræver stærke relationelle færdigheder og en god portion tålmodighed at få børn til at fortælle om utrygheden ved en forælder, der svinger mellem kærlighed og vold. Om frygten for, at der skal ske mor noget. Og vreden over, at mor lader far slå og ikke kan passe på sig selv eller børnene. Om loyalitet og savnet af far. Om følelsen af, at volden er barnets skyld.
Som et redskab til at sætte gang i de svære samtaler med børnene giver vi i Mary Fonden sammen med Ole Kirk’s Fond og LOKK en rygsæk til alle børn, der flytter på krisecenter med deres mor i Danmark, Grønland og på Færøerne. Rygsækken er en påmindelse til børnene om, at volden aldrig er deres skyld. Den er beskeden om, at børnene bliver set, hørt og anerkendt. Og at alle børn har ret til en tryg barndom.
Fordi vi aldrig må tale om børnene uden at høre deres stemme, har jeg valgt at tage et citat med fra en pige på 15 år, som jeg mødte for nylig på Kvindehjemmet her i København.
Hun sagde: ”Jeg tror, at rygsækken er et slags symbol på tryghed. Hvis jeg ser på min familie, så plejer vi kun at få en ny rygsæk i forbindelse med skolestart, og det har altid været forbundet med en slags ny start. En begyndelse på noget nyt. Så det at få rygsækken, da vi kom på krisecentret, var for mig også et signal om en ny start uden vold for mig og mine søskende.”
Jeg tror, at børnene er nøglen, hvis vi ultimativt vil bekæmpe vold i familien. Alle forældre ønsker som udgangspunkt at være de bedste forældre, de kan blive. Og vi kan ændre børnenes skæbne ved at forebygge, at de tager volden med sig ind i ungdoms- og voksenlivet.
I Mary Fonden har vi skærpet vores strategiske fokus for vores arbejde under Vold i Hjemmet, det ene af vores tre indsatsområder. De kommende år vil vi i højere grad rette vores aktiviteter og projekter mod voldsudsatte gravide og småbørnsfamilier. Målet er at forebygge, at børn skal vokse op i et hjem med vold.
Vi ved, at en familieforøgelse kan være en udløsende eller eskalerende faktor for partnervold. Men også at en graviditet for mange kvinder – og mænd – er tæt forbundet med håb, drømme og en åbenhed for ændringer, som skaber et tryggere familieliv.
I det lys er opsporing centralt. I et helt nyt samarbejde med Hvidovre Hospital, Dialog Mod Vold og Østifterne vil vi skabe en model for rutinemæssig screening for partnervold blandt alle gravide. Det findes ikke i Danmark i dag.
Fagpersoner, som arbejder med selv de mest sårbare og udsatte gravide, fortæller selv, at de finder det udfordrende at spørge til partnervold. Voldens kompleksitet gør det til usikkert farvand. Selv for jordemødre, som arbejder med misbrug og tung psykiatri. For hvordan skal en jordemoder italesætte volden, hvis en voldsudsat gravid kvinde har sin partner med til en jordemodersamtale? Og hvis volden bringes op, hvordan reagerer partneren, når de kommer hjem?
Det er nogle af de udfordringer, vi vil forsøge at finde løsninger på sammen med blandt andre jordemødre. Vi vil klæde dem på med viden om vold og give dem konkrete handlemuligheder, så de føler sig rustede til at tale om vold. Så de føler, at det er en selvfølge at spørge til vold.
Vi vil skubbe endnu mere til berøringsangsten. Ligesom I gør hver eneste dag. Det er en proces, som tager tid. Som kræver, at vi sammen ændrer opfattelsen af, hvad der er almindeligt at spørge til for fagpersoner. Rygning er et godt eksempel. For 15 år siden blev det anset for grænseoverskridende at spørge en gravid til rygning. I dag er det en selvfølge. Vi ved, at rygning er skadeligt for barnet. Det samme er vold.
Tænk, hvis vi kunne nå dertil med vold i hjemmet. Tænk, hvis en læge, jordemoder, sundhedsplejerske eller andre fagpersoner med samme selvfølgelighed kunne spørge en gravid kvinde til partnervold og oplyse om konsekvenserne for barnet.
Tænk, hvis vi alle – privatpersoner, fagpersoner, organisationer og offentlige institutioner – begyndte at tale om volden og handle på den.
Kun i fællesskab og med en dybere forståelse af vores sociale normer, voldens dynamik og den sociale arv kan vi knække kurven. Og den skal knækkes.
Tak.
