27. oktober 2025

Ph.d. om psykisk vold i Danmark

Ph.d.-afhandlingen undersøger, hvordan psykisk vold opleves i Danmark, samt hvordan den håndteres af professionelle velfærdsaktører. Gennem tre videnskabelige artikler belyser afhandlingen både de personlige erfaringer med psykisk partnervold og de institutionelle praksisser, der former hjælpen til voldsudsatte.

Overordnet viser afhandlingen, at ofre for psykisk partnervold ofte kæmper med at genkende og kommunikere voldens alvor, fordi den ikke passer ind i samfundets forestillinger om vold. Samtidig peger afhandlingen på, at bureaukrati og kønnede stereotyper kan være med til at fastholde voldsudsatte i en offerposition.

Afhandlingen bygger på etnografisk feltarbejde gennemført i perioden 2021–2023 på kvindekrisecentre, mandecentre og en national hotline for personer berørt af vold i nære relationer. Materialet omfatter deltagerobservationer, aflytning af 64 rådgivningssamtaler, over 100 siders feltnoter samt interviews med mænd og kvinder, der har oplevet psykisk vold, hvoraf nogle har søgt hjælp, og andre ikke har. Herudover indgår også interviews med socialrådgivere og rådgivere, der arbejder med voldsudsatte borgere.

Hovedresultater fra de tre videnskabelige artikler

”Is This Violence?” Subtlety, Doubt, and the Struggle to Narrate Transgressive Behaviour in Denmark
Denne artikel belyser, hvordan ofre for psykisk vold ofte kæmper med at genkende og beskrive volden, da den foregår i det stille – eksempelvis igennem kritik og manipulation forklædt som omsorg. Tvivlen forstærkes ved, at offentlige fortællinger om vold ofte er knyttet til fysiske og ekstreme tilfælde. Dermed kan det være sværere at identificere psykisk vold som reel og skadelig.

Naming Violence: Counselling Practices among Danish Social Workers in a Men’s Centre, a Women’s Shelter and a National Hotline Service
Denne artikel viser, hvordan socialrådgivere og rådgivere på krisecentre og hos en national hotline anvender forskellige tilgange til at hjælpe ofre for psykisk vold.
På mandecentre forsøger man at styrke mænds handlekraft uden at bruge ord som “vold” eller “offer”, da det kan opleves stigmatiserende. På kvindekrisecentre bruges psykoedukation til at give kvinder viden om voldens mekanismer og støtte dem i at genvinde kontrol. På den nationale hotline hjælper rådgiverne ofrene med at sætte ord på deres oplevelser og genkende vold.

På trods af at disse strategier er med til at hjælpe ofrene, peger artiklen på, at de samtidig kan have den utilsigtede konsekvens at reproducere stereotype forestillinger om køn og offerroller.

The Maze of Bureaucracy: Immigrant Women in Denmark Waiting to Escape Violence from their Ex-partner
Denne artikel fokuserer på kvinder med immigrantbaggrund og finder, at det danske velfærdssystem i sig selv kan fungere som en barriere for at slippe ud af volden. Ventetider, komplekse regler og krav til dokumentation skaber en følelse af fastlåsthed, som giver voldsudøvere mulighed for at udnytte systemet til at forlænge kvindernes afhængighed (post-separationsvold). Socialrådgiverne spiller en afgørende rolle som “bureaukratiske oversættere”, der hjælper kvinderne med at finde veje gennem systemet.