15. oktober 2024

Ny rapport samler viden om Free of Bullying’s implementering og virkning

Ny rapport giver et samlet overblik over den eksisterende forskning om og evaluering af programmet Free of Bullying og fremhæver de mest centrale resultater vedrørende programmets implementering og virke på tværs af de syv Free of Bullying-lande.

 

Rapportens primære formål er at give et overblik over de mest relevante og konsistente resultater fra den eksisterende forskning og litteratur om Free of Bullying.

Om undersøgelsen

Rapporten Free of Bullying An Overview of Current Literature and Knowledge samler fund fra flere års forskning og evalueringer af Free of Bullying på tværs af de syv lande, der arbejder med en version af programmet: Danmark, Grønland, Estland, Island, Færøerne, Rumænien og Frankrig. Ud over at opsummere de vigtigste indsigter fra forskningen peger rapporten også på, hvilke aspekter af programmets forandringsteori, der endnu ikke er fuldt udforsket, og som derfor kræver yderligere forskning. Rapporten giver dermed et overblik over, hvad vi på nuværende tidspunkt ved om programmet og dets virke. Derudover er rapporten et værdifuldt værktøj i det videre arbejde med at implementere, videreudvikle og evaluere Free of Bullying i praksis.

Rapporten indeholder al offentliggjort følgeforskning fra de syv Free of Bullying-lande og omfatter både kvantitative, kvalitative og mixed-methods undersøgelser. Litteraturen er indsamlet af projektlederne i de respektive Free of Bullying lande. Der foretages ingen kvalitetsvurdering af de enkelte undersøgelser, og rapporten kan derfor ikke betragtes som et systematisk review.

Hovedpointer

Rapporten viser, at programmets virkninger på kort, mellem og lang sigt er veldokumenteret i litteraturen. Viden om programmets direkte effekt på mobning er dog mindre belyst.

På kort sigt finder litteraturen bl.a. at:
  • Både forældre og det pædagogiske personale finder programmet menings- og værdifuldt at arbejde med.
  • Det pædagogiske personale formår at sætte sig ind i programmet, og det styrker deres pædagogiske færdigheder ifm. mobning.
På mellemsigt finder litteraturen bl.a. at:
  • Implementering af programmet i daglig praksis er generelt vellykket, selv om der er stor variation i implementeringen af programmet på tværs af daginstitutioner og skoler.
  • For at opnå en positiv virkning af programmet, er det afgørende, at en stor del af personalet aktivt og systematisk engagerer sig i programmet.
På lang sigt finder litteraturen bl.a. at:
  • Programmet er i stand til at forbedre børnenes socio-emotionelle færdigheder
  • Børnene bliver mere omsorgsfulde, inkluderende og respektfulde efter at have deltaget i programmet.

Programmet ændrer det pædagogiske mindset vedrørende mobning og styrker det pædagogiske personales kompetencer til at forebygge mobning.

Free of Bullying An Overview of Current Literature and Knowledge

Udarbejdet af: Mary Fonden og Red Barnet

Forfatter: Emma Scheel Basse

Udgivelsesår: 2024

Af:

Emma Scheel Basse