
Der findes efterhånden solid viden om omfanget af ensomhed i Danmark. Gennem store befolkningsundersøgelser ved vi, at forekomsten af ensomhed er høj, og at den har været stigende de seneste 10 år. Særligt slemt står det til blandt unge, hvor omkring 17 % af de 16-24-årige oplevede svær ensomhed i 2023 (Ensomhed i Danmark, Epinion for Mary Fonden, 2024).
Alligevel har der ikke tidligere eksisteret et valideret værktøj, der kan anvendes til at opspore ensomhed på individniveau.
På den baggrund iværksatte Mary Fonden et forsknings- og udviklingsprojekt om at udvikle et evidensbaseret og praksisrelevant værktøj til opsporing af ensomhed blandt unge. Projektet er gennemført af DEFACTUM og resultaterne, som præsenteres i forskningsrapporten, giver et indblik i opsporingsværktøjets udvikling, tilpasning og validering.
Værktøjet er særligt udviklet til at blive anvendt i Mary Fondens Lift-projekt, hvor unge, der oplever svær ensomhed, opspores via værktøjet og tilbydes relevant hjælp og støtte til deres udfordringer.
Vurderingen er, at værktøjet kan anvendes i andre interventionsprogrammer rettet mod unge. Hvis målgruppen eller opsporingskonteksten adskiller sig væsentligt fra Lift, kan der dog være behov for yderligere afprøvning og tilpasning.
Hovedresultater fra forskningsprojektet
- Opsporingsværktøjet (UCLA-9) har høj validitet og brugervenlighed og kan anvendes til at opspore unge i alderen 15-20 år, der føler sig ensomme.
- I den afsluttende fase af udviklingsprojektet er opsporingsværktøjet anvendt som led i Lift-projektet. Det har resulteret i, at 12 % af de adspurgte unge er blevet identificeret som svært ensomme. Disse unge tilbydes efterfølgende hjælp som led i Lift.
- Opsporingen skal ske efter tydelig information om formål og støttetilbud, ligesom det skal sikres, at spørgsmålene kan besvares fortroligt i forhold til klassekammerater.
- Det vurderes, at værktøjet, udover Lift, kan anvendes i andre interventionsprogrammer rettet mod unge.
- Værktøjet har tilfredsstillende psykometriske egenskaber og opleves som forståeligt og meningsfuldt af målgruppen.
- Der anbefales en grænseværdi for opsporing på omkring ≥23, hvilket identificerer en målgruppe, hvor ensomhed ofte følges af anden psykisk mistrivsel.
Forskningsprojektet har ikke afdækket de unges udbytte af selve opsporingsindsatsen, og der er fortsat behov for viden om, hvordan opsporing bedst kan omsættes til relevant og virkningsfuld støtte.
Find viden om unges udbytte af opsporingsindsatse i Evaluering af Lift.
Samarbejdspartnere
Lift er et samarbejde mellem Mary Fonden, Vejle Kommune, Esbjerg Kommune, Ballerup Kommune, Foreningernes Hus, Frivillighuset Vindrosen, Ventilen, DGI og headspace Danmark.
DEFACTUM og Dansk Center for Mindfulness ved Aarhus Universitet bidrager også til projektet, som er støttet af Lauritzen Fonden, Det Obelske Familiefond og Bolig- og Socialstyrelsen.