
Fællesskabsmålingen 2025 – Veje ind og ud af social eksklusion undersøger, hvilke forhold ligger der bag menneskers bevægelser ind og ud af fællesskaber.
I 2022 viste resultater fra Fællesskabsmålingen, at op imod en fjerdedel af den voksne befolkning i Danmark befandt sig på kanten af fællesskaberne. Det var 6 procentpoint højere end i fællesskabsmålingen fem år tidligere.
Men hvad skubber folk ind og ud af fællesskaberne? Det undersøger Fællesskabsmålingen 2025 – Veje ind og ud af social eksklusion.
Centrale resultater
Mange forskellige faktorer kan bringe mennesker tættere på eller længere væk fra fællesskaberne. I praksis er der sjældent tale om lineære bevægelser i menneskers liv, men derimod komplekse processer, som kan forværre eller forbedre ens livssituation.
Fællesskabsmålingen 2025 viser blandt andet:
- Helbredet har en stor betydning i alles liv! Mange af de adspurgte har psykiske lidelser, der for en dels vedkommende har fulgt dem siden ungdommen. Andre har fysiske helbredsproblemer eller er blevet ramt af pludselig sygdom eller ulykker. Helbredet har samtidig en afgørende rolle for stort set alle andre områder af livet – særligt muligheden for at få eller fastholde et arbejde, men også muligheden for at være en del af et socialt liv med andre mennesker. Særligt mennesker med psykiske helbredsproblemer savner sociale relationer omkring sig.
- Et godt netværk er afgørende for alle, men ikke alle har et. Mens nogle gradvist mister kontakten til familiemedlemmer og venner i takt med, at for eksempel psykisk sygdom sætter ind, formår andre at fastholde netværket trods svære livsvilkår.
- Ensomhed er særligt udbredt blandt dem, der står uden for arbejdsmarkedet, og som kæmper med det fysiske og/eller psykiske helbred.
- Mange af de adspurgte har haft kontakt med det, man bredt set kan kalde ’velfærdssystemet’. Og netop velfærdssystemet spiller en nøglerolle for mange for at få det bedre igen.
- Tilliden er ulige fordelt. Oplevelsen af tillid til andre mennesker, samfundet, ’systemet’ og demokratiet er i høj grad påvirket af de oplevede erfaringer. Det kan både være i positiv og negativ retning. Negative oplevelser kan skabe mistillid. Mange af interviewpersonerne er alligevel positiv stemte over ’velfærdssystemet’ i Danmark og siger selv, at det har været en afgørende faktor for at få det bedre. Mange fortæller, at de er blevet mødt ligeværdigt og respektfuldt af kvalificerede fagprofessionelle, der har tilbudt dem den støtte og hjælp, de havde brug for i den givne situation.
Om undersøgelsen
Fællesskabsmålingen 2025 er baseret på kvalitative dybdeinterview med 69 interviewpersoner. De 69 personer har deltaget i fællesskabsmålingernes panelundersøgelse i 2017 og igen i 2022. De er udvalgt, fordi de i den mellemliggende tid har ændret deres livssituation i enten positiv eller negativ retning.
Derudover baserer Fællesskabsmålingen 2025 sig på nye analyser af kvantitative spørgeskemadata fra Fællesskabsmålingen 2022 suppleret med registerdata.