
Arbejdet med Fri for Mobberi begynder ofte med et grundkursus og forankres i det daglige pædagogiske arbejde gennem materialer som fx et faghæfte, samtaletavler og dilemmakort.
I kufferterne findes både materialer til brug sammen med børnene og materialer, der er målrettet de voksne omkring børnene – fagpersoner, ledere og forældre.
Formålet med evalueringen er at belyse, hvordan de voksenrettede materialer anvendes, hvor relevante de opleves, og hvordan de understøtter arbejdet med fællesskaber og kerneværdier i dagtilbud og skoler.
Evalueringen skal danne grundlag for at videreudvikle materialerne og sikre, at Fri for Mobberis vision om trygge børnefællesskaber også støttes i voksenkredsen omkring børnene.
Hovedresultater fra evalueringen:
- Materialer målrettet fagpersoner bliver brugt, men står ofte i skyggen af materialerne målrettet børn.
- Faghæftet og samtaletavlerne er de mest brugte materialer.
- Materialerne kan bruges af alle, men pædagoger er typisk tovholdere eller ansvarlige.
- Der er stor variation i, hvordan Fri for Mobberi implementeres og bruges i praksis.
- Ofte holdes indsatsen i live af en lokal ildsjæl eller tovholder.
- Materialerne bruges i overvejende grad individuelt og på eget initiativ – sjældent på personalemøder eller kollegaer imellem.
- Kun halvdelen af respondenterne bruger materialer målrettet forældre.
- Der er efterspørgsel på flere materialer, men ikke nye formater.
- Der ønskes materialer med nye tematikker og problemstillinger.
- Ønsker om vejledning og inspiration til brug af materialerne i praksis.
- Faghæfte målrettet medhjælpere eller assistenter i dagtilbud.
Om evalueringen
Evaluering er gennemført i 2024-2025 af VIA University College Efter- og videreuddannelse og har fokus på de Fri For Mobberi materialer og aktiviteter, der er rettet mod voksne. Evalueringen bygger på en kombination af kvantitative og kvalitative metoder, herunder:
- Spørgeskema: 294 deltagere, heraf 212 fulde besvarelser.
- Dybdegående gruppeinterviews: 9 interviews med i alt 15 ledere og medarbejdere fra dagtilbud og indskoling.
- Praksisfortællinger: 6 respondenter, hvoraf 5 er inddraget i rapporten.
Langt de fleste respondenter arbejder i daginstitutioner, og størstedelen har en professionsfaglig baggrund som pædagog, lærer eller pædagogisk assistent.
Evalueringen er lavet for Mary Fonden og Red Barnet med støtte fra Ole Kirk’s Fond.