Selvom langt de fleste børn er glade for at tage til ridning, er god trivsel i fritidslivet ikke altid en selvfølge. Derfor er Mary Fonden gået sammen med Dansk Rideforbund for at udvikle Antibulli Ridning, der kombinerer viden og metoder fra antimobbe- og trivselsindsatser med erfaringer fra rideverdenen.
Antibulli ridning har til formål at skabe stærke og inkluderende børnefællesskaber, hvor børnene føler sig som en del af fællesskabet, når de deltager i undervisningen og aktiviteter i rideklubben.
Fem rideklubber, der har arbejdet med Antibulli Ridning, har nu delt deres oplevelser og erfaringer med indsatsen i en evaluering, der fokuserer på Antibulli Ridnings funktion, virkning og potentialer. Evalueringen er udarbejdet af Center for Ungdomsstudier på vegne af Mary Fonden og Dansk Ride Forbund med støtte fra TrygFonden.
Hovedresultater fra undersøgelsen
Evalueringen viser bl.a., at:
- Antibulli Ridning materialet generelt opleves som forståeligt, brugbart og implementerbart i hverdagsundervisningen.
- Undervisere, klubledere og bestyrelsesmedlemmer oplever Antibulli Ridning som et godt tiltag til at kunne arbejde systematisk, forebyggende og proaktivt med social trivsel i fællesskaberne.
- Antibulli Ridning medfører øgede relationschancer og positiv interaktion rytterne imellem, hvilket gør en positiv forskel for det sociale liv i undervisningen.
- Antibulli Ridning øvelserne har gjort undervisningen sjovere i følge rytterne selv. Flere af rytterne oplever bl.a., at øvelserne har transformeret nogle ordinære dele af undervisningen til noget af det, de glæder sig mest til.
- Antibulli Ridning har øget socialt samvær på holdene ved bl.a. at medføre soveaftaler efter ridning. På den måde optimeres ridning som arena for at styrke sociale kompetencer.
Om undersøgelsen
Evalueringen af Antibulli Ridning er baseret på både kvantitative og kvalitative data indsamlet fra august 2023 til marts 2024. Erfaringer fra både undervisere, ryttere, klubledere og forældre indgår i dataindsamlingen, der både indebærer spørgeskema, interviews og feltstudier.
Mere specifikt inkluderer dataindsamlingen:
- En spørgeskemaundersøgelse med deltagelse fra 855 ryttere, der måler trivsel og relations oplevelser forud for implementeringsfasen.
- Feltstudier i fire ud af fem rideklubber.
- Kvalitative interviews med ni undervisere samt 30 rytter i alderen 8-13 år.
- Kvalitative interviews med 13 relevante aktører herunder klubledere bestyrelsesmedlemmer og tre forældre.