Siden 2008 har Mary Fonden, Ole Kirk’s Fond og LOKK uddelt rygsække til børn, der kommer til krisecentre med deres mødre – og fra 2024 med deres fædre. Rygsækkene indeholder forskellige typer af legetøj, tøj, bøger, aktivitetsmaterialer og praktiske fornødenheder.
Hovedresultater fra evalueringen:
- Evalueringen viser, at rygsækkene har en stor betydning for børnene – og også for deres mødre. Rygsækkene bliver blandt andet set som et symbol på omsorg og støtte.
- Stort set alle krisecentermedarbejdere (95 procent) bruger rygsækkene i deres pædagogiske arbejde. Medarbejderne bruger særligt rygsækkene til at skabe en tillidsfuld relation til barnet og som udgangspunkt for samtaler med barnet.
- Indholdet af rygsækkene vurderes generelt meget positivt på tværs af aldersgrupper, og de nuværende aldersinddelinger og kønsopdelinger opleves som meningsfulde af de fleste. Indholdet vurderes som mindre relevant for børn på et år, og tilfredsheden med indholdet falder i medarbejdernes vurderinger og blandt børn fra 10-årsalderen og opefter. Undersøgelsen peger særligt på et forbedringspotentiale for rygsækkene til teenagere.
- Evalueringen konkluderer, at rygsækkene skal betragtes som mere end en praktisk gave, fordi de spiller også en central rolle i at støtte børnene på krisecentrene. Undersøgelsen peger også på at løbende tilpasning og opmærksomhed på børnenes behov er afgørende for at opretholde rygsækkenes relevans.
Om evalueringen:
Evalueringen er udført af SocialRespons for Mary Fonden og Ole Kirk’s Fond i perioden juni-september 2024. Undersøgelsen bygger på en spørgeskemaundersøgelse blandt 58 medarbejdere på 50 forskellige krisecentre i Danmark, Grønland og Færøerne samt kvalitative interviews.
Interviewene er gennemført med:
▪ 13 krisecentermedarbejdere
▪ 4 børn i alderen 13-16 år
▪ 11 børn i alderen 7-12 år
▪ 6 mødre til børn i alderen 1-6 år
Evalueringen er udarbejdet for at følge, om rygsækkene fortsat lever op til deres formål og give indsigt i, hvordan de bliver benyttet og modtaget. Evalueringen vil blandt andet blive brugt til den løbende tilpasning af rygsækkene.