I 2017 flyttede Jette Højholdt Mikkelsen på Ringsted Krisecenter. Her boede hun i syv måneder, mens hun langsomt genfandt ro og overskud til et nyt liv. I 23 år havde hun været sammen med sin eksmand. De første mange år i et harmonisk parforhold, hvor de sammen byggede en virksomhed og en velfungerende gård op med både dyr og fødevarer. Men Jettes mand udviklede et massivt alkoholforbrug, og volden sneg sig langsomt ind i form af trusler, nedgørelse og kontrol.
På Ringsted Krisecenter fik Jette økonomisk og juridisk rådgivning i Råd til Livet, som Mary Fonden har udviklet sammen med Mødrehjælpen, LOKK – Landsorganisation af Kvindekrisecentre, Nykredit og Østifterne. I dag er Jette skilt, gården solgt og det fælles firma lukket, og Jette har det bedre, end hun har haft det i mange år. Ved Mary Fondens årlige præsidiemøde i maj fortalte Jette sin historie.
Hvorfor er det vigtigt for dig at bruge din historie til at bryde tabuet om vold i hjemmet?
”Jeg har været rimeligt åben om min situation i håbet om, at min fortælling kan give andre det håb og den viden, som jeg manglede for at kunne søge væk og få hjælp. Jeg er ude på den anden side nu, og det kan lade sig gøre, hvis man får den rette hjælp og kan genvinde troen på, at man er noget værd.
Jeg føler også, at jeg har været nødt til at være åben, fordi mange funderede over, hvad der skete med mig, og rygterne og historierne løb hurtigt. Min og min ex-mands situation var dramatisk og voldsom og med tiden umulig at skjule. Det var så flovt, og jeg følte, at andre tog afstand fra mig. Mens volden og bruddet stod på, var det svært for mig at sætte ord på, hvad der skete inden i mig. Det var en frygtelig fornemmelse at mærke, at jeg langsomt mistede fodfæstet. Jeg havde en følelse af at være svag og helt forkert, og at jeg svigtede fællesskabet. Jeg bliver stadig ofte spurgt, hvorfor jeg ikke sagde fra, og hvorfor jeg opgav ansvaret for mit eget liv. Det kan jeg da stadig tænke meget over, men håbet om bedring levede længe. Vi havde trods alt været sammen i 23 år.”
Hvilke fordomme har du mødt, når du fortæller, at du har boet på krisecenter?
”Jeg mødte og møder fortsat mange fordomme generelt om min livssituation. Når andre hører, at jeg har boet på krisecenter, går der ofte lidt tid, men mange tager mod til sig og spørger, om krisecentrene er fyldt op med indvandrere og narkomaner. Det er de ikke. Der bor kvinder, som kæmper deres livs kamp for deres børn og sig selv og ofte mod systemet. Vi er ikke de tabere, som vi selv og andre tror, vi er. Det arbejde, krisecentrene gør, er så utrolig vigtigt.”
Mange voldsudsatte oplever at blive isolerede. Hvilke spor trækker den oplevelse for dig?
”Følelsen af ensomhed er her stadig, selvom den er anderledes og lettere nu. Jeg føler mig ikke lige så magtesløs, tung og nedbrudt, fordi det værste er overstået. Jeg må erkende, at jeg har mistet kontakten til familien, mange venner og bekendte i de forløbne år og sætter nu stor pris på dem, der er tilbage.
Jeg skal derfor finde nye netværk og fællesskaber. Når man er på kontanthjælp og låst i systemet, har man ingen penge eller psykisk overskud til andet end at søge job, håndtere systemet og bekymre sig om, hvordan man kan klare sig økonomisk. Det er så ekstremt vigtigt for mig at finde et godt arbejde, mit eget ståsted og blive en del af et fællesskab, der giver mening, og hvor jeg føler, jeg kan bidrage med min lange jobs- og livserfaring. Hvor der er plads til, at jeg kan være mig selv. Jeg drømmer om at finde en god rytme og balance i livet, hvor jeg er glad for mit arbejde og har tid og overskud tilovers til at deltage i foreningslivet igen og komme ud af ensomheden og føle mig værdsat, glad og tryg.”
Hvis du skal komme med et godt råd til pårørende til voldsudsatte, hvad vil det så være?
”Det er ikke let at komme med gode råd til pårørende, for det kan være svært at nå ind til en person, der er så kriseramt og ødelagt, som jeg var. Jeg lukkede af for alle, fordi jeg følte mig flov, intet værd og var ude af stand til at overskue mit liv. Som pårørende skal man nærme sig med nænsomhed og varme og aldrig være berøringsangst. Pårørende må gerne stille krav, så den voldsudsatte kan komme videre fremad. Når beslutningen bliver taget om at komme ud af et voldeligt forhold, er det vigtigt, at de pårørende bakker op, så den voldsudsatte ikke står alene med ”systemet”. Det er så hård og urimelig en kamp at kæmpe alene.
Fyld indimellem på med positive oplevelser og luk ikke den voldsudsatte ude af jeres liv! Jeg har hele tiden ønsket mig et så normalt liv som muligt, hvor elendigheden ikke skulle fylde det hele. Jeg ville egentlig også bare gerne høre om og deltage i andres glæder og sorger i hverdagen. Det kræver masser af tålmodighed fra de pårørendes side, for problemerne løser sig ikke over natten. Vid også som pårørende, at I har en grænse for jeres formåen, og det er nødvendigt, at der kommer professionel hjælp indover.”
