Over Teams mødtes Kronprinsessen igen med ungepanelet nu 11 måneder efter, at landet første gang lukkede ned.
Stemningen på skærmen var mærkbar anderledes, end den var, da vi mødtes med selvsamme unge i oktober.
”Ensomheden forstærkes i det her forløb. Det føles bare sværere hele tiden,”
siger Mads på 20 år, der som den første sætter ord på, hvordan han har det under denne anden nedlukning
Han forklarer, at det har påvirket ham psykisk at være isoleret, og i langt højere grad end det gjorde sidste år. Den oplevelse deler stort set alle de unge.
”Nummer to nedlukning har været meget værre. Under første nedlukning skulle man tænke kortsigtet, fx hvad man skulle lave i morgen. Nu er det på lang sigt. Jeg skal tage min kandidat i Berlin til sommer, og ved ikke, hvordan det kommer til at gå. Når man ikke ved, hvad der sker, er det virkelig svært at forholde sig til. Nu fylder uvisheden meget,” siger Emma på 22 år.
Bekymring for fremtiden
Generelt tegner de unge et billede af, hvordan deres liv lige nu påvirkes i høj grad af alt det, de ikke kan. Silas på 20 år havde sagt sit job og lejlighed op for at tage på højskole i januar.
”Jeg bor hjemme hos mine forældre nu. Jeg sidder lidt i en dårlig situation, hvor jeg kun kan sidde og vente. Der er en helt anden håbløshed her anden gang,” siger Silas.
For Cathryn og Mina, der begge går i 3.g. fylder også bekymringen for deres afgangseksaminer, fordi de nu er oppe på et halvt års online undervisning.
”Det går ned ad bakke skolemæssigt. Man får ikke den samme mængde ind, som man kunne. Især for os, der slutter til sommer. Vi føler os ikke forberedt,” forklarer Cathryn på 17 år og bakkes op af Mina på 18 år:
”Jeg føler mig lidt opgivende, fordi man skal sidde over en skærm og tale med sin lærer. Man er også bange for, at læreren ikke tager hensyn til, at det er sværere lige nu”.
Kreativiteten svækkes
I oktober fortalte flere af de unge, at de havde brugt første nedlukning til at være kreative eller lære dem selv bedre at kende, men den kreativitet er sværere at finde frem nu.
”Sidst var det en ny situation, og at sige, det var spændende, lyder forkert, men det var det jo på en måde. Men der er bare grænser for, hvor kreativ man kan blive ved med at være, når det nye ophører, og den der håbløshed indtræffer. Nu har jeg gjort alt muligt, og jeg har gjort min lejlighed rent fire gange i dag, nu kan den ikke blive renere. Nu er der ikke mere at gøre. Så bliver dagene rigtig lange,” siger Emma.
Forsamlings-begrænsningen på fem personer gør det ifølge de unge meget svært at lave noget, der kan skabe adspredelse i deres hverdag, og de er bekymrede for dem, der er nummer seks eller syv, og derfor ikke kommer med. Og desværre kan det være svært at erstatte med online aktivitet.
”Ligemeget hvor meget vi gerne vil løse ting online, så er det bare ikke det, der er løsningen. Jeg tror ikke på, at de online løsninger kan løse udfordringerne længere. Jeg har også gået de ture, jeg skal. Og jeg har holdt julefrokost med fire kammerater, for ikke at blive skør,” siger Lasse.
De voksne kan gøre meget
Noget har forbedret sig, siden vi så de unge sidst.
”Ros til samfundet for ikke at have en løftet pegefinger over for os unge, som man så det efter første lockdown. Det er meget dejligt,” siger Malthe på 21 år.
Kritikken af de unge fyldte meget sidst, og den er nu vendt til en større forståelse for de unges situation. Og deres bøn til undervisere og andre voksne omkring de unge er at være opmærksomme og spørge ind til dem, for det kan gøre en stor forskel.
”Vi havde klassens time, hvor to af vores lærere spurgte ind til, hvordan vi havde det. Og det havde jeg ikke oplevet før på den her oprigtige måde, hvor de aktivt spurgte ind til os og viste os medfølelse for vores mulige ensomhed. Det var superdejligt, og jeg håber, det kan fortsætte også efter corona. Det fjerner tabuet om ensomhed, at der i klassen bliver spurgt ind til det. Shout out to them,”
siger Mads.
Emma følger trop med en opfordring om samme opmærksomhed fra forældrene derhjemme.
”De voksne i hjemmet skal virkelig huske at møde deres børn i øjenhøjde. Hvis nu også mor og far kunne blive bedre til at gøre det, så tror jeg, at mange børn og unge derhjemme ville have gavn af det.”
Til spørgsmålet om, hvorvidt de unge tror, at alt bliver godt igen, når landet åbnes helt op, er svarene forskellige. Men der er en optimisme at spore, selvom de tror, at påvirkningen af nedlukningerne vil følge dem i noget tid ud i fremtiden.
”Jeg tror ikke, at de følelser, man har lige nu, forsvinder med det samme, når der bliver åbnet op. Men det vil løfte en vægt fra mine skuldre. Det hjalp i hvert fald mig rigtig meget sidst,” siger Cathryn.
