I efteråret 97 mistede jeg min mor. Jeg var 25 år. Verden omkring mig fortsatte, men min verden gik i stå. Når jeg løftede blikket og så ud på livet, kunne jeg se, at det og alle gik videre. Men jeg følte ikke, at jeg fulgte med.
Jeg følte mig alene og ensom i min sorg.
Jeg har også mærket ensomheden i andre perioder i mit liv, det vi kalder kortvarig ensomhed. Og når jeg ser tilbage på det, forstår jeg, at det er helt naturligt.
De færreste af os går gennem livet uden at opleve ensomhed. Hvis et kæresteforhold slutter, hvis vi flytter til en ny by fx for at læse – eller hvis vi mister én, vi havde kær, er der god grund til at føle ensomhed.
For vi er indrettet til at være sociale. Når vi mister sociale forbindelser, udsender vores hjerne signalstoffer, der fortæller os, at nu skal vi ud og skabe nye forbindelser. Vores krop fortæller os, at vi har brug for at blive forbundet med andre.
Men hvis ensomheden bider sig fast. Hvis den ikke vil slippe os igen, skal vi tage den alvorligt. For så kan vi ikke bruge den til noget. Den bliver usund og smertefuld.
En ung kvinde, der har kæmpet med langvarig ensomhed, beskriver følelsen sådan her:
”Som en parasit der har sat sig fast og gnaver sig ind i min krop. I mit hjerte og min mave. Gør mig tung og modløs”.
Hun er desværre ikke alene. Vi ved, at flere og flere unge rammes af langvarig ensomhed. Ensomme unge kæmper ofte med forhøjet stressniveau og dårlig søvnkvalitet. Og mange svært ensomme unge har symptomer på depression og angst.
Vi kan ikke fjerne ensomhed fra vores samfund, men jeg er sikker på, at vi kan vende udviklingen og skabe en kultur, hvor færre mennesker føler langvarig ensomhed.
Hvis det skal lykkes, skal vi hele tiden blive klogere på, hvordan ensomhed ser ud. Vi skal turde tale højt om ensomhed.
Og så skal vi stille spørgsmålstegn ved noget af alt det, vi troede, vi vidste.
Er ensomhed fx noget, der først og fremmest rammer ældre? Mange ville svare ja, men virkeligheden er en anden.
Mere end hver 10. ung mellem 16 og 29 år føler sig ensomme. Til sammenligning er tallet mindre end én ud af 20 for ældre mellem 65 og 80 år.
Unge rammes oftere af langvarig ensomhed, end nogen anden aldersgruppe.
Hvorfor tror mange, at unge er mindre udsatte for ensomhed?
Måske er det fordi vi glemmer, at man godt kan være en del af et fællesskab og stadigvæk føle sig ensom?
For ensomhed er ikke det samme som at være alene. Nogle oplever ensomheden, når de er alene. Andre oplever ensomheden, selvom de er sammen med andre. Ensomhed findes i mange former. Det er en følelse der kan komme og gå.
Den kan være der lige nu.
Fællesskabet kan være vejen ud af ensomhed, men kun så længe fællesskabet er godt.
Fællesskabet kan give os følelsen af samhørighed. Følelsen af at være en del af noget større. Fællesskabet er noget vi alle søger og noget vi af gode grunde dyrker og omfavner.
Men fællesskabet kan også gøre ondt.
I sidder lige nu 28 klasser i denne sal. I er en del af et gymnasiefællesskab. I er hver især en del af et klassefællesskab,og I har alle nogen, som I taler mere med end andre. Alligevel ved vi, at der gennemsnitligt sidder tre elever i hver gymnasieklasse, der føler sig ensomme.
Hvis ensomhed på Tårnby Gymnasium svarer til landsgennemsnittet, sidder der ca. 85 mennesker i denne sal, der føler sig svært ensomme.
Sådan behøver det ikke være.
Jeg tror på, at vi alle kan blive bedre til at skabe fællesskaber, hvor ingen føler sig udenfor. Og vi kan alle blive bedre til at få øje på dem, der ser ud til at være en del af fællesskabet, men som alligevel føler sig alene.
Men det kræver, at vi bliver bedre til at forstå de fællesskaber, vi bevæger os i. Hvordan ser de ud, når de gør en forskel for andre, og hvordan ser de ud, når de gør ondt.
Det vil jeg gerne blive bedre til at forstå. Derfor tog vi i Mary Fonden initiativ til en undersøgelse om unges fællesskaber.
Om lidt vil forskere fra CeFU fortælle om resultaterne fra den undersøgelse.
For vi vil meget gerne dele vores viden med jer. Men vi har også brug for, at I deler jeres viden med os.
Så vi sammen kan blive bedre til at få øje på ensomheden. Så vi kan blive bedre til at skabe fællesskaber, hvor der er plads til forskellighed, hvor vi har øje for hinanden og hvor vi taler om det, der gør ondt.
Tak.
