Hjem / Nyheder / Unge sætter AFTRYK på fritidslivet

Unge sætter AFTRYK på fritidslivet

Færre unge deltager i fritidsfællesskaber. Derfor har Mary Fonden involveret og engageret over 100 unge for at forstå, hvad der skal til for at styrke og åbne fritidsfællesskaber for endnu flere unge. Deres input er samlet i fire konkrete forslag.

Foto: Mary Fonden

Fritidslivet rummer et stort potentiale. Her kan relationer opstå, fællesskaber formes, og følelsen af at høre til kan vokse. Men undersøgelser viser, at færre unge er aktive i fritidsforeninger, og at mange føler sig presset over alt, de føler, der skal nås efter skole og uddannelse. 

Derfor sætter Mary Fonden AFTRYK på unges fritidsliv. 

De fire AFTRYK

  1. Vis os vejen til fritidsfællesskaberne 
  2. Gør det nemt at være ny 
  3. Vores forventninger fylder meget 
  4. Skærmen er ikke bare en skærm 

At lytte til unge og aktivere voksne 

AFTRYK er Mary Fondens metode til at give unge reel indflydelse på spørgsmål, der angår deres hverdag og trivsel. For selvom unge ofte bliver spurgt og hørt, ønsker Mary Fonden at omsætte unges perspektiver til handling. I AFTRYK arbejder unge derfor med et konkret tema og udvikler idéer og konkrete forslag til, hvad der kan gøres anderledes. De konkrete forslag videreformidles af unge selv til aktører og andre relevante, som kan bidrage til at gøre forslagene til virkelighed.  

Arbejdet med AFTRYK Fritid begyndte i foråret 2025. Her delte Mary Fondens Ungepanel deres erfaringer med og perspektiver på fritidslivet. Inputtene dannede grundlag for et udviklingsværksted med aktører fra fritidsområdet og tre ungeværksteder i Vejle, Ringe og Hillerød.  

Det ville være træls at stå uden for fællesskabet. Man starter jo også til sport for at have det sjovt og få nogle gode venner. Man har jo ikke lyst til at komme, hvis man ikkepasser ind. 

Ung fra ungeværksted i Vejle

Til ungeværkstederne undersøgte over 100 unge både muligheder og udfordringer i fritidslivet og udviklede i fællesskab konkrete forslag til, hvordan flere unge kan finde vej til og blive en del af trygge fritidsfællesskaber. Alt det er samlet i fire AFTRYK, der blev lanceret til event i Vejle fredag den 24. april 2026. 

Unge lancerede AFTRYK til event i Vejle

Til lanceringen af de fire AFTRYK i Vejle fyldte unge på scenen og blandt publikum. Noa, Klement og Albert – alle fra Mary Fondens Ungepanel og vært Maria Helander læste de fire AFTRYK op.

Derudover deltog Mary Fondens formand, H. M. Dronningen, som både bød velkommen sammen med Mary Fondens direktør Helle Østergaard og var med i en samtale med Julieane Hamer fra Vejle Ungeråd og Ellen fra Mary Fondens Ungepanel.

Også tidligere professionel håndboldspiller Mikkel Hansen, foredragsholder og stifter af Just Human Chris MacDonald og skuespiller, podcast- og tv-vært Helin Erdem bidrog på scenen med viden og erfaringer.  

Chris MacDonald

Eventet bød også på gruppearbejde ved bordene og holdningsøvelser.

Eventet blev brudt op af både teater ved Teatergruppen Kastali’a fra Randers, som havde tolket unges perspektiver og forslag fra ungeværkstederne, og trommefællesskabet Nordic Performers med blandt andre Klement fra Mary Fondes Ungepanel.

AFTRYK-eventet blev afsluttet af alle de deltagende unge, som indtog scenen med et ønske om, at de voksne tog de fire AFTRYK til og tog del i at omsætte dem til forandringer.

Mary Fondens Ungepanel
Mary Fondens formål og metode

Seneste nyt

Unge sætter AFTRYK på fritidslivet

Færre unge deltager i fritidsfællesskaber. Derfor har Mary Fonden involveret og engageret over 100 unge for at forstå, hvad der skal til for at styrke...

Mary Fonden 2025 i tekst og billeder

Mary Fondens årsberetning er et sammensurium af det, der har fyldt mest i Mary Fonden i 2025. Det gælder både de enkelte projekter, vores tre...