En ny undersøgelse fra Mary Fondens Unge Tænketank viser, at ensomhed ikke er et fremmed begreb for unge mennesker. En stor del af de unge i tænketanken frygter at blive ensomme, og 6 ud af ti unge har følt sig ensomme uden at tale med nogen om det. Kun ganske få taler med deres venner om ensomhed, og næsten 70 % oplever ensomhed som et tabu.
De unge er i høj grad også bange for, at andre skal tro, at de er ensomme eller ikke har nogen venner. 3 ud af 4 unge synes, at det er ubehageligt at gøre ting alene, hvis mange andre gør dem sammen med andre. De unge tror især, at andre tænker, at de er ensomme, tabere, underlige og ikke har nogen venner, hvis de gør ting alene.
“Ungdomslivet handler om at gøre ting sammen. Det ser vi eksempelvis i ungdomsfilm- og serier, hvor karaktererne hele tiden er sammen med deres venner. Uanset om man er ensom eller ej, kan det væe meget grænseoverskridende at bryde med det billede og for eksempel tage i et træningscenter eller på café alene. Man frygter at blive set som kikset eller ensom,” siger ungdomspsykolog Ida Koch i Kristeligt Dagblad den 28. april 2015 i en artikel om den nye undersøgelse fra Mary Fondens Unge Tænketank.
Udvalgte tal fra undersøgelsen:
77 % frygter nogle gange eller oftere at blive ensom
60 % er nogle gange eller oftere bange for, at andre tror, at de er ensomme
63 % har følt sig ensom uden at tale med nogen om det
62 % taler ikke med deres venner om ensomhed
67 % oplever ensomhed som et tabu
54 % anvender ofte deres mobil, hvis de sidder alene og gerne vil se optagede ud
74 % synes, at det er ubehageligt at gøre ting alene, hvis mange andre gør dem sammen med andre
66 % tænker over, hvad andre tænker om dem, hvis de gør ting alene – af dem tror:
76 %, at andre tænker, at de ikke har nogen venner, hvis de gør ting alene
71 %, at andre tænker, at de er ensomme, hvis de gør ting alene
46 %, at andre tænker, at de er en taber, hvis de gør ting alene
8 %, at andre tænker, at de er modige, hvis de gør ting alene
Læs hele rapporten her.