Godmorgen alle sammen
Det er en fornøjelse at være her i dag, og det er en stor glæde, at vi er så mange samlet om at sætte fokus på trivsel i fritidslivet.
Trivsel i fritidslivet – det lyder måske ret let. Skolen er alvor, og man kan ikke vælge den fra, men fritiden er for sjov, og man bestemmer selv over den. Så det kunne lyde som en simpel sag at have det godt, når man har fri som barn. At føle sig som en del af noget, når nu man selv vælger det.
Når vi har inviteret jer her i dag, er det selvfølgelig, fordi det ikke er så ligetil med den trivsel. Den kommer ikke altid så automatisk, som man kunne ønske sig eller måske forvente. Vores undersøgelser viser, at langt de fleste børn har det rigtig godt, når de går til sport i deres fritid. 98 procent glæder sig til træning, og godt 91 procent synes, at fællesskabet på deres hold er ”godt” eller ”rigtig godt”. Fritidslivet er for langt de fleste børn en gave.
Men der er også børn, der ikke trives. I 2013 bad vi i Mary Fonden sammen med Red Barnet Center for Ungdomsstudier om at undersøge børns trivsel i fritidslivet. Resultatet var overraskende negativt – hvert 8. barn var stoppet til en fritidsaktivitet på grund af mobning eller mistrivsel. Og i flere end halvdelen af tilfældene var forældrene ikke klar over, hvorfor børnene var stoppet.
Undersøgelsen pegede på et alvorligt problem, men måske endnu vigtigere pegede undersøgelsen på, at der var tale om et overset problem. Fordi det er frivilligt, om man vil møde op til en fritidsaktivitet, så ”forsvinder” problemet så at sige af sig selv. Hvis man ikke trives, bliver man væk. Problemet løser på en måde sig selv – eller rettere forbliver skjult, medmindre vi får øje på mistrivslen og gør noget ved den.
Forestil jer Ida fra 2. klasse. Hun er lige startet til fodbold. Der går et par klassekammerater på holdet, men det er ikke nogen af Idas nære venner. De to klassekammerater har gået til fodbold i et par år og er en integreret del af holdet – både socialt og spillemæssigt. Ida er ny, hun skal på den ene side finde sin plads på holdet, mens holdet på den anden side har et ansvar for at give plads til hende.
I Idas tilfælde lykkes det ikke – de to klassekammerater lukker hende ikke ind i det, de oplever som deres hobby, deres hjemmebane – og de andre spillere følger trop. Efter en måneds tid fortæller Ida sine forældre, at hun ikke har lyst til at gå til fodbold mere, fordi hun ikke synes, det er sjovt. Forældrene spørger lidt ind til hvorfor, men accepterer, at sportsgrenen ikke er noget for Ida.
I Idas tilfælde er der ikke tale om mobning, men der er tale om et lukket fællesskab, hvor der også er brug for voksne til at skabe plads til nye spillere. Ida er bare et eksempel, men de fleste af os kan måske godt huske et par Ida’er til træning – eller måske har vi glemt hende, fordi hun var der så kort.
I Mary Fonden har vi sammen med Red Barnet arbejdet med at forebygge mobning ved at skabe stærke børnefællesskaber siden 2007, hvor vi sammen lancerede Fri for Mobberi. Og der er virkelig sket en kæmpe udvikling på trivselsområdet de sidste 10 år. Dem af os, der har børn i børnehave eller skole ved, at man arbejder målrettet med at skabe trivsel mange steder.
Trivsel bliver set som fundamentet for læring, og pædagoger og lærere arbejder løbende på at støtte børnene i at skabe et godt fællesskab. Hvor der er plads til alle, og hvor børnene kan være sig selv. Tanken er, at der er bedre rum for ny læring, når man ikke skal koncentrere sig om at passe ind – derfor går trivsel og læring hånd i hånd.
Fritidslivet er båret af imponerende, frivillige kræfter. Ofte påtager spillernes forældre sig opgaven som trænere for de yngste børn, og forudsætningerne for at arbejde med trivsel er helt anderledes end i det professionelle institutions- og skoleliv. Trænerne har vidt forskellige baggrunde, og der er derfor også stor forskel på, hvordan man arbejder med trivsel i de forskellige klubber og på de forskellige hold. Det er naturligt.
Fodboldklubber er ikke skoler, frivillige trænere er ikke lærere – men trods det besluttede vi os på baggrund af vores nye viden i 2013 at arbejde for en styrket indsats for børns trivsel i fritidslivet. Sammen med Red Barnet, DBU og TrygFonden udviklede vi Klubfidusen, der er et trivselsprogram skabt særligt til børnefodbolden.
Klubfidusen handler om at gå fra hold til sammenhold – ikke bare på det enkelte hold, men i klubben som helhed. At skabe en klubånd, hvor trivsel er vigtigt, og hvor man bl.a. via trivselsøvelser på og uden for banen styrker sammenholdet og gør fællesskabet tilgængeligt for alle.
Det har ikke været nogen let opgave at få Klubfidusen ud i klubberne. Det kan vi lige så godt indrømme. På den ene side er vi blevet klogere undervejs, og i øjeblikket justerer vi konceptet, så det passer endnu bedre til trænernes og klubbernes virkelighed. På den anden side er det nyt at arbejde systematisk med trivsel i fritidslivet.
Børn har ret til at trives, også når de har fri. Uanset om et barn starter til fodbold, håndbold, gymnastik eller noget helt fjerde, så skal vi have øje for trivsel. Vi skal have tænkt over, hvordan vi tager imod nye spillere, hvordan vi styrker sammenholdet, og hvordan vi som forældre kan hjælpe vores børn til at forstå, hvad det vil sige at være en god holdkammerat – også når det går knap så godt.
Med Klubfidusen har vi gjort det lettere – og forhåbentlig lidt sjovere – at arbejde målrettet med trivsel på fodboldbanerne. Næste mål er at versionere Klubfidusen til andre sportsgrene, så fællesskab og fastholdelse bliver en helt naturlig del af fritidslivet for alle børn.
Når vi spørger børnene, hvad sport handler om for dem, så svarer de ”At blive bedre” og ”At have det sjovt” – og så er der selvfølgelig også nogle, der svarer ”at vinde”. Og det er lige præcis det, børnesporten skal kunne rumme – så alle Ida’er også kommer til træning næste gang.
