12. maj 2015

Tale: Råd til Livet i Aalborg

Kronprinsessen glædede sig over, at Råd til Livet nu også er et tilbud til nordjyske kvinder, der lever med vold i hjemmet.
Råd til Livet i Aalborg

Det er en stor glæde at kunne stå her i dag og vide, at kvinder i Nordjylland nu også kan få Råd til Livet. For vold diskriminerer ikke. Vold foregår i alle samfundslag og i alle dele af verden – også i alle dele af vores land. Derfor har det været vores ambition fra starten at gøre Råd til Livet landsdækkende. I dag har vi taget et vigtigt skridt i den rigtige retning.

Vold er – som Mads så fint beskrev det – en kompleks problemstilling. Og hvis vi skal hjælpe de mange tusinde kvinder, som lever med volden, så er vi nødt til at komme hele vejen rundt om den svære situation, de står i. Derfor involverer Råd til Livet både økonomisk, juridisk og social rådgivning.

I august sidste år mødte jeg en ung kvinde, der havde fået Råd til Livet i Mødrehjælpen i København. Hun var veluddannet, velreflekteret og havde levet en stor del af sin ungdom sammen med en voldelig mand. De havde fået to børn sammen, og det var i forbindelse med den anden graviditet, at hun ikke længere kunne holde til den systematiske nedbrydelse af hendes selvværd og hendes frihed.

Og opkaldet til Mødrehjælpen blev et vendepunkt i hendes liv. I Mødrehjælpen mærkede hun støtten fra erfarne og professionelle mennesker. Hun mødte kvinder, hun kunne spejle sig i, og hun følte for første gang, at hun ikke længere stod alene med sine problemer.

Kvinden blev hurtigt henvist til Råd til Livet, hvor hun blev vejledt af en socialrådgiver, en jurist og en økonom. Og lige så langsomt fik hun kontrollen over sit liv tilbage. I dag er hun bogholder, men da volden stod på, mistede hun overblikket over sit liv og over sin økonomi. Hun kunne ikke overskue at stille sig ned i køen i banken uden at ane, hvor hun stod. Hun skammede sig og havde mistet troen på, at hun duede til noget, at hun havde et valg.

I Mødrehjælpen fik hun troen tilbage. Hun blev hjulpet, så hun kunne hjælpe sig selv. Hun fik lagt et budget, hun fik overblik over sine rettigheder, og hun fik troen på sit eget værd tilbage. Hun fandt en anden vej. Og det er det, Råd til Livet handler om.

Jeg vil også gerne sige tak til alle jer, der gør Råd til Livet muligt. Til Mødrehjælpen, til Nykredit, til Østifterne og til alle de frivillige økonomiske rådgivere og advokater, som bruger deres fritid på at støtte voldsudsatte kvinder. Sammen støtter vi de mange udsatte kvinder og deres børn til at træde ud af voldens skygge.

Det er en stor glæde for mig som protektor for Mødrehjælpen at åbne denne vigtige rådgivning for kvinder i Nordjylland. I de her lokaler vil det være muligt at hjælpe endnu flere kvinder videre. Stort tillykke.

Af:

Simone Bodholdt

Relaterede nyheder