Når jeg tænker på lykkelige stunder i mit liv – så er det alt sammen øjeblikke, hvor jeg har været sammen med mennesker, der betyder noget for mig.
Venindeture hvor vi får vendt stort og småt, det gode og det svære.
Nytårsaftner, hvor vi sammen med familie og venner hopper ind i det nye år – med fælles håb og drømme for det kommende år.
Og når jeg ser mine børn møde andre mennesker med åbenhed, nysgerrighed og i øjenhøjde.
Jeg forestiller mig, at de fleste af jer, der sidder her, har det på samme måde. Vi mennesker er sociale dyr, og vi har brug for at høre til i en flok. Vi har brug for at være en del af relationer og fællesskaber, hvor vi bliver set, anerkendt og holdt af.
Prøv på den anden side at forestille jer at være i en situation i livet, hvor den slags relationer ikke er der. Hvor forbindelserne er gledet ud i sandet, eller hvor man ikke har kræfterne eller kompetencerne til at bygge stærke relationer op. Det kan være den unge, der hver dag sidder tilbage i klasseværelset, når de andre er gået til frikvarter. Den ældre, der kan høre glade stemmer fra sin altan, men ikke selv har nogen at tale med, eller den middelaldrende, der ikke har nogen at holde weekend eller ferie med.
Når jeg tænker på de mennesker, kan jeg mærke, hvor forkert, det er – og at det ikke er sådan, det skal være. At stå alene og isoleret er grundlæggende mod vores natur -og det er derfor ikke mærkeligt, at når man har det på den måde, så går det ofte hårdt ud over både trivsel og helbred.
Derfor bliver jeg også bekymret over den udvikling Fællesskabsmålingen viser. For siden vi spurgte danskerne sidst i 2016, er der flere, der svarer, at de ikke har en nær ven. Der er flere, der ofte er alene, når de gerne ville være sammen med andre. Og der er flere, der føler sig ensomme. Og jo mere udsat man er – jo større risiko er der for, at man også mangler de nære relationer.
Da jeg – for efterhånden snart mange år siden – flyttede til Danmark, lagde jeg ret hurtigt mærke til en helt unik ting ved det danske samfund – og som også er noget, vi danskere refererer stolt til ude i verden: Tilliden. Den helt grundlæggende tillid, vi viser hinanden i Danmark. Tilliden til at andre mennesker vil os det godt og tilliden til at samfundet holder hånden under os og griber os, når vi falder. Det er både unikt og helt uvurderligt. Og er også – tror jeg – en af årsagerne til at Danmark igen og igen er blevet kåret som et verdens lykkeligste land. Det skal vi værne om og passe på.
Derfor kan man ikke undgå at blive urolig over, at netop tilliden til andre mennesker også har ændret sig siden, vi lavede målingen sidst. Der er markant flere danskere, der svarer, at de mangler den grundlæggende tillid til andre mennesker. Og igen er det særligt blandt de grupper, der kæmper med enten ensomhed, psykisk mistrivsel, eller andre udfordringer og som oplever lavere livstilfredshed.
Det er for mig at se endnu et faresignal, vi skal tage meget alvorligt. For har man ingen tillid, er det svært både at lukke andre ind eller turde række ud efter nye relationer.
Fællesskabsmålingen giver os et billede af udfordringerne, men den giver ikke alle svarene. Vi har stadig til gode helt at forstå, hvorfor problemerne på nogle punkter er blevet større. Og derfor er det også svært at komme med meget præcise bud på, hvad vi skal gøre. Vi håber derfor, at målingen bliver startskuddet på en videre debat om årsager, og ikke mindst løsninger.
For vi bliver nødt til at stille os selv og hinanden spørgsmålene: Hvorfor er der flere, der kæmper med trivslen og føler sig uden vigtige relationer i deres liv? Hvad kan vi gøre for at fremme de sociale relationer og skabe de bedste vilkår for gode inkluderende fællesskaber? Og ikke mindst, hvordan hjælper vi de mennesker, der føler sig helt ude på kanten af fællesskabet?
Det er spørgsmål, der ikke bare skal stilles i dag men også i morgen. Og ikke bare her blandt os, der til daglig arbejder med de her spørgsmål.
For de problemer, målingen peger på, kan ikke løses af enkelte organisationer eller individer. Det her handler om os alle sammen. Og det kommer til at kræve noget af os alle sammen at få ændret på det.
Det kræver noget af os, når vi er en del af gode positive fællesskaber. For her skal vi åbne op og invitere ind. Og det kræver også noget af os, når vi føler os udenfor fællesskaberne og relationerne. Her kræver det mod at turde vise sin sårbarhed og give udtryk for, at man har brug for hjælp til at finde en plads i fællesskabet. Kort sagt: At turde have tillid til andre.
I Mary Fonden vil vi gøre, hvad vi kan for at bidrage til at skabe nye måder at understøtte fællesskaber og relationer. Og ikke mindst den grundlæggende tillid mennesker imellem, der skal til for, at det kan lykkes.
Fællesskabsmålingen er en temperaturmåling på, hvordan det står til med noget af det allermest værdifulde i vores samfund, og derfor en af de vigtigste målinger af samfundet, vi overhovedet kan foretage os. Selve definitionen af et samfund er, at det er et system, der bygger på sociale relationer mellem medlemmerne. Og den sproglige betydning af ordet samfund er ’at finde sammen’.
Vores opgave herfra er at sikre os, at vi bliver endnu bedre til at finde sammen, og understøtte at alle mennesker i vores samfund oplever, at de har en plads i fællesskabet – at de hører til.
