Kære alle sammen,
Jeg vil indlede med at takke Folkebevægelsen mod Ensomhed og Mental Talk for at stå bag Ensomhedskonferencen 2022 og takke alle jer, der tager del i dagen og støtter op om ensomhedsarbejdet.
Det er ikke mange minutter siden, at I fandt jeres plads og satte jer til rette. Ved siden af jer sidder måske en god ven eller kollega. Eller måske sidder der et nyt menneske, som I ikke har mødt før. De fleste af jer gjorde jer nok nogle tanker om, hvor I gerne ville sidde, da I trådte ind i salen. Men de færreste af jer har bekymret jer meget om præcis, hvilken stol I endte på.
Men for nogle unge mennesker er den her øvelse – at finde sin plads – hver gang det ringer ind til en ny time – noget de skal igennem hver dag, men som de aldrig bryder sig om.
For hvis du ikke er en del af fællesskabet – hvis du ikke har bare én ven, du ved, at du kan gå til, så er det svært at finde en plads. Finde et sted, hvor du føler dig tryg.
Så kan klasseværelset være som et minefelt. Du må tænke dig om, hvis stolen du trækker ud, ikke skal fremkalde et nyt nederlag.
I foråret mødte jeg Signe. Gennem alle sine gymnasieår kæmpede Signe med følelsen af at være ensom. Om at træde ind i klasselokalet til en time på Næstved Gymnasium fortalte hun:
”Når jeg kom ind i klassen, så var bordene sat i sådan en hestesko. Og så satte jeg mig altid på den ene langside, tættest mod tavlen, for der havde jeg en fornemmelse af, at der var ikke rigtig nogen andre, der ville sidde der. Jeg ville helst undgå at træde nogen over tæerne…
Men nogle gange fik jeg sat mig ved siden af en mine klassekammerater, og så kunne jeg godt fornemme, at det var nok ikke lige mig, som hun havde regnet med, at hun skulle sidde ved siden af… Så nogle gange, så flyttede de sig. Så sad jeg uden en klassekammerat på hverken den ene eller anden side. Så tænkte jeg, hvad har jeg gjort?”
Signe fortalte også, hvad der hjalp hende videre, og hvad vi alle skal være opmærksomme på, hvis vi skal blive bedre til at hjælpe dem, der står udenfor fællesskabet. Det vil jeg lade Signe fortælle med egne ord…
Signe skal ikke være i tvivl om, at hendes historie gør en forskel. For andre mennesker, der oplever svær ensomhed. Men også for os, der beskæftiger os med ensomhed som fagområde. Det vender jeg tilbage til.
I dag vil jeg nemlig gerne tale lidt om det fagfællesskab, som vi, os der er samlet i dag, repræsenterer.
Ensomhedsområdet. Hvor kom vi fra? Hvor er vi i dag? Og hvilke mål skal vi sigte mod i fremtiden?
Da Folkebevægelsen mod Ensomhed blev stiftet i 2014, fandtes der ikke et etableret fagfællesskab på området herhjemme. Vi havde ikke udviklet et fælles sprog og en fælles forståelse af, hvad vi præcis mente, når vi sagde ensom. Vi havde ikke solide data at støtte os til – og i sundhedsdebatten var ensomhedsområdet slet ikke til at få øje på.
Hvordan kan det være?
Ensomhed er ikke en somatisk sygdom. Det er helle ikke en psykiatrisk lidelse.
Ensomhed er en følelse. Endda en følelse, der i sin lette form er almindelig og genkendelig for de fleste.
Måske er det en del af forklaringen på, at vi skulle kæmpe for, at ensomhedsdagsordnen fik den anerkendelse og opmærksomhed, som den fortjener.
Men som fagfællesskab har vi presset på for at sikre hjælp til mennesker, der står alene. Og i dag er vi et andet sted.
I dag skal vi ikke længere svare på, om ensomhed er en samfundsudfordring. I dag skal vi svare på, hvordan vi løser den.
I dag ved vi, at sociale relationer har ekstremt stor betydning for vores helbred. Vi ved, at der er en sammenhæng mellem manglende sociale relationer og visse hjertesygdomme, og vi ved, at ensomhed kan have konsekvenser for, hvor mange år vi lever.
I dag bliver ensomhedsområdet taget alvorligt.
Vi er, på kort tid, kommet langt. Det synes jeg, at vi har god grundt til at være stolte over.
Men vi er fortsat et ungt fagfællesskab. Og det er et vilkår for vores arbejde, at ensomhed ikke har været på dagordnen lige så længe som andre mentale helbredsområder såsom stress, angst og depression.
Vi har ikke haft mange år til at bryde med det tabu, der desværre altid omgiver disse emner.
Netop derfor har vi så hårdt brug for fortællinger, som den Signe gav os.
Hver gang et menneske stiller sig frem og fortæller sin historie, er de med til at nedkæmpe tabuet omkring ensomhed. De gør det dermed også lettere for den næste at stille sig frem – og fortælle sin historie – eller – til at starte med – fortælle, at de har brug for hjælp.
Samtidig er fortællingerne med til at give alle os, der beskæftiger os med ensomhed, en bedre forståelse af, hvad ensomhed er.
Hvordan ser ensomhed ud?
Det er et vigtigt spørgsmål. Som vi skal blive ved med at stille.
For vi har brug for mere viden om, hvordan ensomhed føles og opleves af den, der er ramt.
Kan vi kombinere den indsigt, som fortællingerne giver os, med vores mere kvantitative data, så kan vi udvikle indsatser, der gør en forskel.
I mange år har vi manglet sikker viden om ensomhed. Om hvor udbredt ensomhed er, hvordan det rammer, og hvordan vi bedst hjælper mennesker ud af ensomhed. I Mary Fonden har udvikling af ny viden derfor været en høj prioriteret. Det vil det også være i fremtiden.
Heldigvis er vi også hér vidne til en positiv udvikling. I takt med at vi bliver klogere på ensomhedsområdet, bliver det hele tiden tydeligere, at det skal prioriteres. Derfor avler viden ny viden – og det går hurtigt.
Men med de store mængder af ny data opstod der også et behov for at skabe et overblik – og samle den nye viden til nogle fælles konklusioner.
I 2020 påbegyndte vi derfor – sammen med dygtige partnere – arbejdet med det hidtil største metastudie på ensomhedsområdet. Mathias Lasgaard vil gå i dybden med studiets resultater senere, men jeg vil tillade mig at tage hul på nogle af dem her.
Studiet målte effekterne af forskellige typer af interventioner mod ensomhed og havde en helt afgørende konklusion:
Vi kan hjælpe mennesker, der oplever svær ensomhed. Vores indsatser har en dokumenteret effekt.
Men studiet viste også, at man ikke kan fremhæve én type intervention over andre. Der eksisterer ikke en one size fits all-model. Den indsats, vi yder, må til enhver tid tage afsæt i det menneske, vi står overfor.
Samtidig viste studiet, at selvom effekterne af forskellige indsatser er signifikante, så er de ikke så store, som vi kunne ønske os.
Måske hænger de to konklusioner sammen? For hvis du tager imod et tilbud, der ikke er målrettet dine behov, så udebliver effekten.
Med konklusionerne fra metastudiet i rygsækken, satte vi os for at udvikle et nyt ensomhedsprojekt for unge.
Vi ser meget frem til snart at kunne offentliggøre projektet, som er støttet af Det Obelske Familiefond og Lauritzen Fonden, men foreløbigt vil jeg blot fortælle jer lidt om tankerne bag.
Vores nye ensomhedsprojekt adskiller sig fra vores tidligere projekter; i stedet for at udvikle et nyt tilbud, vil vi udvikle et projekt, der trækker på og understøtter de gode tilbud, som allerede findes. Tilbud, som mange af jer, der sidder her, repræsenterer.
For hvis vi kan samarbejde på tværs af gode kræfter, så skal det unge menneske, der oplever ensomhed, ikke passe ind i en bestemt indsats. I stedet har vi ansvaret for at finde den indsats, der passer den unge.
Ensomhed er ofte koblet med andre mentale helbredsproblemer og sociale udfordringer. Om et ungt menneske har brug for gruppeterapi med ligesindede, et mødested, en mentor eller noget helt fjerde, det afhænger af, hvad det unge menneske har med sig.
Hvordan ser ensomheden ud for netop dem, når de træder ind i et nyt lokale?
Vi vil give unge mennesker et forløb, der er skræddersyet til dem. Det kan kun lade sig gøre, fordi der er så mange mennesker i hele landet, der hver dag arbejder for at skabe specialiserede indsatser på det her område.
Tak for det!
Lad os sammen fortsætte arbejdet. Vi har brug for flere fortællinger, flere studier, mere viden, mere debat og flere dage som i dag, hvor vi mødes, deler vores visioner og styrker vores felt.
Tak.
