For 10 år er ikke noget stort jubilæum – ikke mindst, når man tænker på, hvad vi har sat os for. At præge det sociale billede i vores land kræver en langsigtet og holistisk tilgang.
Der findes ingen lette løsninger, når det handler om at ændre negative mønstre i en børnegruppe, når det handler om at bringe en familie ud af en ond voldsspiral eller når det handler om at give et menneske troen på sig selv og sit eget værd tilbage.
Så 10 år er vel nærmest en slags børnefødselsdag – eller i hvert fald den første runde af slagsen. Det betyder ikke, at den skal gå ubemærket hen – slet ikke, for der er masser at fejre. Og det er også grunden til, at vi er samlet her i aften. Jeg er virkelig stolt af det, vi sammen har opnået indtil nu.
Det er lykkedes at minde danskerne om værdien af noget, som er et stærkt kendetegn for det danske samfund, men som vi måske godt kan glemme eller tage for givet. Nemlig vores fællesskab. Det kommer ikke af sig selv, vi skal beslutte, at det skal bestå. Arbejde for det. Alle sammen.
Det er lykkedes at udvikle og udbrede et antimobbeprogram til daginstitutioner og skoler i et omfang som aldrig set før.
Det er lykkedes at skabe opmærksomhed på, at det er lige så skadeligt for et barn at være vidne til vold som at være udsat for vold.
Det er lykkedes at kaste lys på og oplyse om ensomhed som et alvorligt og udbredt problem på linje med stress og andre livsstilssygdomme.
Blandt meget andet.
Og det er lykkedes i kraft af jer, der sidder med her i aften. Mange af jer har været med helt fra starten – andre er kommet til gennem årene. Alle har I bidraget til, at vi er gået fra en vision på papiret til at støtte og bevæge mennesker og livsforløb.
Jeg har sagt det mange gange før, og jeg vil fortsætte med at sige det. Jeg er dybt taknemmelig for den tillid, I har vist os på vores vej. I troede på vores ide og på, at vi var i stand til at føre den ud i livet. Jeg har mærket jeres opbakning fra første færd, hvilket jeg også satte ord på på fondens stiftende møde tilbage i 2007. I dagens anledning har jeg fundet talen fra netop det møde frem, og jeg vil gerne læse en lille bid op.
”Jeg kan endnu ikke sige noget om, hvilke projekter Mary Fonden vil engagere sig i. Vi går nu ind i en etableringsfase, hvor vi blandt andet skal analysere, hvordan vi bedst griber opgaven an. Der er mange skridt foran os, som jeg glæder mig til. Og jeg har ro i maven ved tanken om, at jeg begiver mig ud i dette arbejde med så mange gode mennesker ved min side.
I har vist mig en stor tillid. I har været med til at give mig en unik mulighed for at følge mit hjerte. Det tror og håber jeg, at der er mange mennesker, som med tiden vil sætte pris på, fordi de rent faktisk kan mærke, at Mary Fonden har hjulpet dem.”
Sådan lød det dengang, og roen i maven har fulgt mig siden. Jeg har oplevet det som et meget stort privilegium at være omgivet af så dedikerede, dygtige og driftige mennesker. I vores præsidium, blandt vores samarbejdspartnere, i bestyrelsen og i sekretariatet. I har kastet jeres energi, kompetencer og ressourcer ind i Mary Fondens arbejde. Et arbejde, som er en hjertesag for mig, men som jeg tydeligt mærker også er det for jer.
Mary Fondens arbejde består i høj grad af vores projekter og indsatser. Men vi er mere end det.
Vi kaster lys på det, som ofte gemmes af vejen på grund af skam og tabu.
Vi indhenter ny viden, fordi det er den eneste vej til at forstå og siden forandre.
Vi indgår partnerskaber på tværs af kompetencer og traditioner, fordi vi sammen står stærkere.
Og vi holder fast i et af vor tids måske vigtigste budskaber om, at vi alle har et ansvar for vores fællesskab. Vi er fællesskabet. Hver og en af os. Så når et menneske står alene og finder modet til at banke på fællesskabets dør, så skal vi sikre, at døren står åben. Uanset hvem der banker, og hvornår der bankes.
I Mary Fonden arbejder vi systematisk og i strategiske partnerskaber – og ofte i stor skala – for alles ret til at høre til. Men det er vigtigt, at vi husker os selv på, at små ting også kan gøre en forskel:
Måden, vi møder mennesker på.
Om vi kigger et andet menneske i øjnene.
Om vi møder hinanden med positive forventninger.
Det er så let at gå forbi. At lukke øjnene for andre menneskers problemer. Men i det øjeblik, vi tør blande os i hinandens liv og spørge ind – også til det, der er svært, så vokser vi som mennesker og som fællesskab.
