Det er dejligt, at vi er så mange, der har lyst til at bruge en formiddag på vores fællesskaber. Vi har alle brug for, at nogen er noget for os, og at vi er noget for nogen. Det er derfor en stor glæde, at vi sammen med TrygFonden i de kommende timer skal kaste nyt lys over årsagerne til, at nogle mennesker føler sig på kanten af fællesskabet.
For knap 10 år siden blev Mary Fonden etableret med en mission om at bekæmpe social isolation ud fra grundtanken ”Alle har ret til at høre til”. Fællesskabet var fra begyndelsen tænkt ind i samtlige af vores indsatser, fordi det er her, vi hører til, og fordi fællesskab står i kontrast til social isolation. Tanken var – og er – at hvis vi kan motivere åbne og rummelige fællesskaber, så er de et effektivt middel mod social isolation.
Når vi taler social isolation, kommer vi også let ind på ensomhed og social eksklusion, og det er vigtigt, at vi forstår, hvordan begreberne er forskellige, og hvornår de overlapper.
Social isolation handler om at være afskåret fra andre mennesker i bogstavelig forstand, mens ensomhed handler om savnet efter andre mennesker. Social isolation kan vurderes udefra, hvorimod ensomhed opleves indefra og er en følelse, som det enkelte menneske definerer. Ensomhed oplever vi, når vores sociale behov ikke er opfyldt. Ensomhed kan godt skyldes social isolation, men det behøver ikke at være sådan. I princippet kan to mennesker med samme omgangskreds opleve forskellige grader af ensomhed, mens graden af social isolation i det tilfælde vil være den samme.
Vi har altså social isolation og ensomhed. Og så har vi også social eksklusion. Social eksklusion handler om den enkeltes deltagelsesmuligheder i samfundet og hverdagslivet. Senere i dag vil vi få indblik i, hvordan de tre begreber overlapper for mange af de mest udsatte mennesker i vores samfund.
Når et menneske er socialt ekskluderet, så er der også en stor risiko for, at det menneske føler sig ensom og er socialt isoleret. Tingene hænger sammen … for det meste.
For der er også mennesker, der føler en voldsom ensomhed midt i en menneskemængde. I vores arbejde med ensomhed har vi ofte mødt mennesker, som kæmper med alvorlig ensomhed, og som beskriver, hvordan ensomheden kan være særlig smertefuld, når den optræder i selskab med andre. Følelsen af ikke at høre til, selvom det sociale liv udspiller sig lige foran en, er pinefuld, fordi den sociale isolation så at sige ikke kan forklare ensomheden. Ensomheden kan her let føles som ens egen svigtende evne til at tage del i fællesskabet. Det, vi ikke må glemme, er, at fællesskabet også kan svigte – for fællesskabet kan måske lyde rummeligt, men er det ikke nødvendigvis.
Men lad os et øjeblik dvæle ved begrebet fællesskab – hvad mener vi egentlig, når vi taler om det? Vi kan hurtigt blive enige om, at fællesskaber er centrale for os som mennesker, at fællesskaber er noget godt, og at det er vigtigt at være en del af dem. Men kan vi komme det lidt nærmere?
Fællesskaber er, når vi samles om noget. Fællesskabet vokser ud af et interessefællesskab. Nogle gange er de nærmest selvskrevne – tænk bare på familien. Nogle gange opstår de spontant på grund af sammenfaldende interesser, og andre gange etableres de. Der er formelle og uformelle fællesskaber, små og store, langvarige og kortvarige og åbne og mere lukkede fællesskaber.
De fleste af os træder ubemærket ind og ud af dem i løbet af vores dag; vi starter måske i familien, bevæger os videre til klassen eller arbejdspladsen, fortsætter til en fritidsaktivitet og får måske også tid til et hurtigt opkald eller en sms til en gammel ven eller et familiemedlem. Fællesskaberne er en naturlig del af vores liv – og som med så meget andet, bliver vi måske først rigtig opmærksomme på deres betydning og værdi, når vi ikke længere er en del af dem.
En udfordring ved fællesskaber er, at de ikke opstår, bare fordi vi har brug for dem. En anden er, at de ikke nødvendigvis er særlig åbne for nye medlemmer. Og så er vi tilbage til personen, som står omgivet af mennesker og føler sig helt alene i verden. Det kan være den ældre mand, som har mistet hørelsen og ikke længere føler sig som en del af samtalerne. Det kan være tilflytteren, som kun forstår en smule dansk og derfor har svært ved at tage del i det sociale liv på arbejdspladsen. Det kan være kvinden, der hver dag går på arbejde og hilser på kollegaerne, men stadig føler sig som en fremmed. Det kan være gymnasieeleven, der mangler tro på sig selv og undgår de andre ved at tage høretelefoner på i hvert frikvarter.
Man behøver ikke at være socialt isoleret for at føle sig ensom.
I Ungdomsprofilen fra 2014 udarbejdet af Statens Institut for Folkesundhed svarer hver femte ung, at de har svært eller meget svært ved at tale med deres venner om det, der går dem på.
I Mary Fonden har vi sammen med ungdomsorganisationen Ventilen arbejdet for at skabe tryghed og samhørighed på ungdomsuddannelser gennem vores fælles projekt Netwerk. Og i den forbindelse har vi netop udarbejdet en film, som forhåbentlig kan få de unge til at tale om, hvad det gør ved os, hvis vi holder på vores følelser og bekymringer for længe.
Filmen lanceres i næste uge, så der er tale om en forpremiere. Filmen kommer her.
[FILMVISNING – 1 MIN. 30 SEK.]
”Ingen kan holde vejret for evigt”. Det er udgangsreplikken i filmen, som er en opfordring til unge om at få luft – at få luft for deres tanker, følelser og bekymringer. De unge i filmen er helt almindelige gymnasieelever, stemmerne og historierne er deres egne.
Mange unge oplever et forventningspres fra sig selv og fra andre, og de føler, at der kun findes to udfald på de mange udfordringer, de står over for; succes eller fiasko.
Men langt størstedelen af et levet liv er jo alt det imellem de to yderpunkter. Det skal vi gøre plads til, og vi skal turde dele vores liv med hinanden – også når det ikke lykkes.
Filmen er skabt til unge, men vi kan alle lære noget af den. Og så skal vi måske allervigtigst huske på, at båndene til andre mennesker er livsvigtige. Det kan virke dramatisk at sammenligne vores relationer med det at trække vejret, men forskning viser i stigende grad, hvor livgivende vores sociale liv er. I 2010 viste et amerikansk studie, at vores sociale relationer har lige så stor betydning for vores levealder som rygning og alkohol, og at vores sociale liv har større indflydelse på vores helbred end fx fedme og inaktivitet. Det betyder ikke, at vi skal holde op med at røre os, men vi skal måske motionere noget mere sammen.
Vi har alle brug for at kunne føle os som en værdifuld og respekteret del af fællesskabet – både de nære og samfundets store. Ensomhed, social isolation og social eksklusion er komplekse problemstillinger, der kræver en helhedsorienteret tilgang, hvor den enkelte finder modet til at banke på fællesskabets dør, og hvor døren ind til fællesskabet står åben, uanset hvem der banker på og hvornår der bankes.
Danmark er et lille land, og vores samhørighed er stor. Vores fællesskab har et godt udgangspunkt, men vi må ikke glemme, at fællesskabet ikke nødvendigvis kommer af sig selv. Fællesskabet er vores ansvar, vi er fællesskabet – og vi kan alle gøre vores til at åbne fællesskaberne op ved at møde mennesker med åbenhed, respekt og positive forventninger.
