Tale: H.M. Dronningens tale til Lift-event i Esbjerg

God eftermiddag

Det er en stor fornøjelse at stå her i dag – omgivet af så mange mennesker, som på hver sin måde har bidraget til at gøre ensomhedsprogrammet Lift til virkelighed.

Men før vi taler om, hvad vi har opnået – og hvor vi skal hen – vil jeg gerne begynde et andet sted.
Med det mest grundlæggende spørgsmål:

Hvad vil det egentlig sige at føle sig ensom?

Langt de fleste af os har prøvet det. Måske mere end én gang. Det har jeg.

At mærke behovet for at være tættere på andre. Det er ikke en forkert følelse – tværtimod. Men den fortæller os, at vi mangler noget. 

For når vi oplever, at vi står alene, er det kroppens måde at sige: Du har brug for andre. Søg fællesskab.

For mennesker har brug for mennesker.

Hvorfor er det alligevel vigtigt, at vi bruger kræfter på hjælpe unge, der føler sig ensomme?

Fordi – hvis vi ikke lykkes med at finde vej til fællesskab og nærhed med andre mennesker, så kan ensomhedsfølelsen vende sig mod os.

Så går følelsen fra at være en drivkraft i retning mod fællesskab til at blive en kraft, der holder os tilbage. Og holder os fast. I dårlige mønstre og i et mere og mere negativt selvbillede.

Det er en følelse, der kan være tæt forbundet med angst, depression og selvskade. Og en følelse, der kan få én til at tro, at man ikke betyder noget for andre – at ingen ville savne én, hvis man ikke var her.

Det, vi taler om, kaldes i faglitteraturen svær ensomhed eller langvarig ensomhed.

Og hvis vi lytter til dem, der står midt i det, kan vi få en forståelse af, hvordan det opleves.

Vi har rakt ud til Ventilen i Esbjerg – hvor unge får hjælp til at tackle ensomhed – og bedt dem dele deres oplevelser med os.  

Deres beskrivelser rummer ikke alle nuancer. For ensomhed er en individuel oplevelse.

Men de giver os et klart indblik i, hvordan det kan føles. Her er nogle af de ord, de delte med os:

”For mig er det følelsen af ikke at have nogen at snakke med, når man har allermest brug for det.”

“For mig, er det følelsen af, at alle har det sjovt. Undtagen mig”

“Det er følelsen af at have lyst til at være sammen med andre mennesker, men så alligevel undgå det – for ikke at komme til at sige eller gøre noget dumt.”

Sådan kan svær og langvarig ensomhed se ud, når vi lytter til dem, der oplever den. Det er følelser, vi skal tage alvorligt.  

De seneste 10 år er andelen af unge, der bærer rundt på følelser som disse, steget voldsomt.

Derfor blev vi – mange af os, der er samlet her i dag – enige om, at vi ville afprøve noget nyt. Ikke fordi der manglede gode initiativer til at hjælpe ensomme unge. For dem havde vi allerede: Ventilen, Husrum, Headspace og mange andre. Men fordi vi havde brug for en måde at samle vores kræfter og kompetencer – og gøre det sammen.

Og vi har fra starten arbejdet ud fra to klare visioner:

For det første skal tallet ned. Markant færre unge skal opleve langvarig ensomhed.
For det andet skal de unge, der bærer rundt på denne følelse vide, at der er hjælp at hente – og mærke, at de ikke står alene.

For vi ved, at første skridt mod hjælp, ofte er det sværeste. Derfor er det en kerneværdi i Lift, at vi rækker ud til den unge.  

For Emma gjorde det en forskel. Hun var ikke i gang med at opsøge hjælp. Men da hun blev kontaktet af en Lift-vejleder, sagde hun ja. På det tidspunkt var hendes situation alvorlig. Hun havde det så svært, at hun gjorde skade på sig selv, og hun havde en gennemtrængende følelse af, at hun ikke burde være her.

I Lift oplevede hun, at nogen så hende – og at nogen ville støtte hende på den lange vej mod at få det bedre. Emma arbejder stadigvæk med sig selv. Hun kan stadig tvivle på, om andre vil hende. Men hun har taget de første, svære skridt. Hun er blevet en del af et fællesskab – og hun har opbygget en tro på, at hun er god nok, som den, hun er.

Mere end 200 unge har nu haft forløb med en Lift-vejleder. Og det er kun sket, fordi nogen rakte ud.

Det skyldes projektledere i Ballerup, Vejle og Esbjerg.
Det skyldes lærere og skoleledere, der har åbnet dørene – også i en travl hverdag.
Det skyldes Ventilen, Husrum, Headspace og frivilligcentre – som har taget imod unge og stillet deres viden til rådighed.

Det skyldes fritidstilbud og DGI – som løfter et ekstra ansvar for, at flere unge bliver en del af deres fællesskaber.
Det skyldes DEFACTUM  –  som har udviklet et opsporingsredskab, der virker.
Det skyldes Det Obelske Familiefond og Lauritzen Fonden, som har haft modet til at støtte noget nyt.
Og det skyldes Lift-vejlederne – hjertet i programmet – som tager det første, svære opkald og skaber et rum præget af tillid og tryghed.

Evalueringen viser tydeligt, hvor stor en forskel I gør.

Hver tredje af de unge, der bliver opsporet, svarer i starten, at de ofte føler sig uden for fællesskabet. Efter to måneder er tallet halveret.

Over halvdelen af de unge, der bliver opsporet, svarer i starten, at de ofte savner nogen at være sammen med. Efter to måneder gælder det kun en ud af fem.

Det er flotte resultater. Men det betyder ikke, at vi er i mål.

For evalueringen viser også, at vi finder langt flere unge, end vi reelt får mulighed for at hjælpe. Der er unge, der ikke ønsker at blive kontaktet eller takker nej til hjælp, når vi rækker ud.

Det kan der være mange grunde til. Nogle unge er allerede i et andet forløb. Andre er måske endnu ikke klar til at tage imod konkret hjælp. Og nogle gange er det så enkelt, at man sad det forkerte sted, da telefonen ringen, og man fik aldrig ringet tilbage.

Årsagerne kan være mange. Men vi ved, at dette tal kan blive bedre. 

Så selvom vi i dag markerer afslutningen på én fase, står vi først og fremmest ved begyndelsen på den næste.

Nu skal vi bruge alt det, vi har lært – og bygge videre. Med andre tilgange. Mere viden. Og endnu flere unge, der får hjælp.

Da vi lancerede Lift, sagde jeg:

“Selvom vi ikke kender alle svarene. Og selvom vi løber en risiko, når vi kaster os ud i noget nyt – så løber vi en endnu større risiko, hvis vi ikke gør det.”

Det gælder stadig.

I gør en forskel. For unge som Emma, der har taget de første svære skridt.

Men også for dem, der mærker ensomheden – men som, af den ene eller anden grund, aldrig mødte op hos en Lift-vejleder.

For nogen har set dem. Og nu ved de, at de ikke er alene.

For at citere Lærke – én af de unge I netop har mødt i filmen:

“Selvom det lyder … cheesy: It gets better.”

Det gør det. Takket være jer.

Tak for jeres engagement. Tak for jeres vedholdenhed. Tak for jeres medmenneskelighed.

(Det talte ord gælder)