Tale: H.M. Dronningens tale til Fællesskabsmålingen 2025
Den 5. december 2025 deltog H.M. Dronningen i lanceringen af Fællesskabsmålingen 2025. Her holdt Dronningen åbningstale og Mary Fonden og TrygFonden præsenterede i samarbejde med VIVE – Det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd de nyeste indsigter i befolkningens oplevelser af fællesskaber.
Foto: Kongehuset
Mennesker kan holde til meget. Meget mere, end vi ofte tror. Alligevel kender rigtig mange følelsen af at miste fodfæstet.
Det er her, nære relationer og fællesskaber bliver afgørende. De kan holde os oppe, give os kraft til at fortsætte og gribe os, når vi vakler.
Netop det peger den nye fællesskabsmåling på.
I Fællesskabsmålingen siger en mand i 30’erne:
”Jeg blev lige pludselig klar over, at der rent faktisk var nogen, der gad hjælpe mig, og jeg havde ikke engang behov for at spørge. Det var bare en selvfølge for dem, og det kunne jeg slet ikke forstå – at der var nogen, der var søde nok til at have det på den måde.”
Den gruppe mennesker, han taler om, er frivillige det samme sted som ham. Og han fortæller, hvordan de støttede ham gennem en svær periode – helt uden at han havde forventet det.
Manden er en af de 69 interviewpersoner, der bidrager til dette års fællesskabsmåling. Deres svar giver os en dybere indsigt i og en bedre forståelse for, hvad der har fået dem til at falde ud af fællesskabet, og hvad der har givet dem mulighed for at få foden ind i fællesskabet igen.
De er vidner på, at livet går op og ned.
Vi bruger ofte viden til at finde frem til sammenhænge.
Den undersøgelse, vi skal dykke ned i i dag, viser os noget mere komplekst – ikke ét entydigt svar, men mange sammenvævede forklaringer.
Vejene ind og ud af social eksklusion fletter sig ind i hinanden og går på kryds og tværs. Det er som et kompliceret og indviklet landkort, hvor det er let at fare vild, hvis man ikke har nogen at følges med eller nogen at spørge om vej – og her duer gps’en naturligvis ikke.
Nogle perioder i livet kan føles som en tur i overhalingsbanen, hvor alt kommer af sig selv. I andre kan man føle sig efterladt på en rasteplads, mens verden suser ubesværet forbi.
Vi er alle forskellige. Og nogen bærer måske på tung bagage. En utryg opvækst, nederlag i skolen eller måske omfattende mobning. Det kan gøre det udfordrende at stole på sine medmennesker og føle, at man har noget at bidrage med til fællesskabet.
Når der ikke er nogen at læne sig op ad, er det endnu sværere at holde balancen.
Nogle veje ender blindt. Så er man nødt til at vende om og starte forfra. Sådan kan det i hvert fald føles. Det kan være en fyring, en skilsmisse eller en sygdom, som enten rammer os selv eller nogen, der står os nær.
For mange er disse afveje blot en naturlig del af livet. Det kommer ingen af os uden om i løbet af et helt levet liv. Vi vil alle opleve modstand og omvæltninger.
Men for nogen kan disse hændelser gå fra at være enkeltstående og mindre betydningsfulde til at blive livsomvæltende og skelsættende. De kan blive dråben, der får os til at glide ud af fællesskabet.
Vi er ikke altid herre over de op- og nedture – eller omveje – som livet består af.
Fællesskabsmålingen viser os ikke én vej til trygge fællesskaber – det ville ellers have været dejligt. Nogle må køre en omvej, andre er nødt til at vende om flere gange.
Undervejs kan der heldigvis komme nye veje til syne – veje, som man ikke havde turdet håbe på.
For undersøgelsen viser også, at der er flere veje til fællesskab. Og det giver håb.
Uden fællesskaber mangler vi noget helt essentielt – følelsen af at høre til.
Og det er hårdt. Benhårdt.
En af interviewpersonerne beskriver følelsen af ensomhed sådan her:
”Da jeg trak mig lidt derfra, var det ikke sådan, at ens telefon var rødglødende. Jeg kunne godt have ønsket, at man ligesom følte, at man var ønsket. Frem for at det var ligegyldigt, at man var der.”
Oplevelsen af ikke at blive set, eller at ens bidrag ikke er noget værd, kan være ødelæggende, nedbrydende og farligt for et menneske.
Vi er tit gode til at tage skylden på os:
’Det er også, fordi jeg ikke siger noget interessant – at jeg ikke kan finde ud af det – at jeg ikke er god nok.’
Negative tanker – når de gentages ofte nok – kan komme til at præge opfattelsen af virkeligheden, selv om de ikke nødvendigvis afspejler den sande virkelighed.
Og så holder vi måske endnu mere afstand til andre, fordi vi ikke tror på, at det, vi bidrager med, og at den, vi er, har værdi.
Det kan blive en ond spiral, som er svær at komme ud af.
Interviewpersonerne peger på, at det kan være ganske tilfældige møder eller måske endda mikrohandlinger, som har været med til at løfte dem ind i fællesskabet:
En dygtig fagperson, der finder frem til den rette behandling. Frivilligt arbejde, som fører til reelle relationer. En arbejdsgiver, som ser ens bidrag – fagligt og socialt – som betydningsfuldt.
Vi kan alle være heldige at finde en fremstrakt hånd.
Selv om tilfældigheder råder i livets spil, kan vi også selv påvirke slagets gang.
Vi kan tro på os selv. For vores tanker og selvbillede har stor betydning for, hvordan vi møder andre og opfatter verden.
Vi kan tro på fællesskabet og løfte det ansvar, der følger med. For et fællesskab formes af det, der bæres ind i det.
Vi kan gøre vores fællesskaber inkluderende og invitere nye ind. For vi står stærkere sammen.
Og vi kan gøre vores fællesskaber rummelige, så der er plads til, at vi tør være os selv. Der er ingen grund til at prøve at skjule, at vi alle kan føle os usikre og utilstrækkelige.
For vi er bare mennesker. Og vi kan ikke alt selv. Det er faktisk heller ikke meningen.
Mennesker har brug for mennesker.
Derfor skal vi hjælpe hinanden med at finde hver vores vej.
(Det talte ord gælder)
