19. marts 2012

Rygsæk nr. 10.000 er pakket

Rygsæk nr. 10.000 er pakket med en tur i LEGOLAND for et helt krisecenter
Projekt rygsække til børn på krisecentre pakkes

I dag pakker tidligere ansatte i LEGO og Mary Fondens medarbejdere for femte år i træk rygsække til alle børn, som ankommer med deres mor til et krisecenter. Rygsæk nr. 10.000 indeholder en særlig gave – en tur i LEGOLAND for hele Viborg Krisecenter.

I dag bliver rygsæk nr. 10.000 sendt til Viborg Krisecenter, der blev udtrukket, da Mary Fonden trak lod om, hvilket krisecenter der skulle modtage den særlige rygsæk. I rygsækken er en ekstra gave til hele krisecenteret – en tur for samtlige mødre og deres børn – samt medarbejdere – i LEGOLAND.

Vi er rigtig glade. Det er dejligt for både børn og kvinder på krisecentret at få en anden oplevelse, end vi normalt kan tilbyde. Børnene får en god oplevelse i en svær tid – de oplever noget sjovt med deres mor og de andre beboere. Og det at få noget forærende minder kvinderne om, at nogen tænker på dem, at nogen i det her land mener, at vold aldrig er acceptabel. Det giver dem et boost,” 

udtaler Jane Lindhardt Madsen, leder af Viborg Krisecenter.

Børn, der ankommer til et krisecenter med deres mor, ankommer ofte med få eller ingen ejendele. Med sig har langt de fleste barske oplevelser med den vold, de er flygtet fra, og de har derfor brug for støtte og tryghed. I 2008 igangsatte Mary Fonden i samarbejde med LEGO Fonden Rygsække til børn på krisecentre – et projekt, hvor gratis rygsække til alle børn på krisecentre er omdrejningspunktet.

I dag mødes tidligere ansatte i LEGO og medarbejdere fra Mary Fonden for femte år i træk i Billund for at pakke de 2.500 rygsække, der hvert år deles ud til børn på krisecentre i Danmark, Grønland og på Færøerne. Rygsækkene indeholder bl.a. basale fornødenheder som tandbørste, nattøj samt legetøj og bøger og har en dobbelt funktion for børnene. På den ene side imødekommer rygsækken børnenes helt basale behov, på den anden side er rygsækken et signal til børnene om, at de bliver set, og at vold aldrig kan retfærdiggøres.

Størstedelen af landets krisecentre bruger rygsækkene som udgangspunkt for en samtale med børnene om deres oplevelser, og 89 % af de ansatte vurderer, at rygsækken er en effektiv måde at formidle til børnene, at vold aldrig kan accepteres. Med rygsækken ønsker Mary Fonden at bringe et lille smil frem hos børnene og markere, at de bliver set, hørt og anerkendt i en svær situation.

Godt 22.000 børn lever med vold i hjemmet i Danmark. 2.000 ankommer årligt på et krisecenter med deres mor. Langt de fleste er vidne til volden mod moren, hvilket er lige så skadeligt som selv at være udsat for vold. Børn, der vokser op med vold i hjemmet, har en øget risiko for selv at ende i et voldeligt forhold.

I 2012 vil der blive udsendt ca. 2.500 rygsække til børn på krisecentre i Danmark, i Grønland og på Færøerne.

Baggrunden for Rygsække til børn på krisecentre er et succesfuldt samarbejde mellem Mary Fonden og LEGO Fonden. Desuden håndterer LOKK (Landsorganisationen af Kvindekrisecentre) logistikken, og Gyldendal donerer bøger.

Projekt rygsække til børn på krisecentre
Morten Noren
Projekt rygsække til børn på krisecentre
Morten Noren
Projekt rygsække til børn på krisecentre
Morten Noren

Fakta om Viborg Krisecenter

  • Kapacitet: Syv kvinder og deres børn
  • Beboere i 2011: 64 kvinder og 75 børn
  • Centerets opgave er, via samtaler med kvinderne, at yde råd og vejledning, så kvinderne får bedre indsigt i egen situation og derved bliver i stand til at ændre på deres nuværende livssituation. Derudover ydes der også hjælp til forskellige praktiske opgaver, ligesom kvinden støttes efter opholdet. I forhold til børnene er krisecenterets opgave at sikre dem en tryg hverdag med stabile voksne og mulighed for at få bearbejdet de oplevelser, de har haft i forbindelse med opbruddet fra hjemmet. Viborg Krisecenter fungerer endvidere som børnenes talerør i forhold til deres mødre og det sociale system

Af:

Heidi Krumhardt

Relaterede nyheder