Hjem / Nyheder / Pårørende til voldsudsatte og voldsudøvere skal klædes på til at række ud

Pårørende til voldsudsatte og voldsudøvere skal klædes på til at række ud

På stoppartnervold.nu kan pårørende finde fortællinger om livet med vold tæt på og gode råd til at række ud til mennesker, som de er i tvivl om er udsat for eller udøver vold i en nær relation. Mary Fonden og Lev Uden Vold håber, at det vil få flere pårørende til at handle – også når de er i tvivl.

I 2024 blev op mod 135.000 voksne danskere udsat for fysisk, psykisk eller seksuel vold af en nuværende eller tidligere partner1. Men det er kun hvert tredje vidne til volden, der reagerer.

De tal ønsker Mary Fonden og Lev Uden Vold at ændre på. Derfor lancerer de to organisationer nu konkrete råd, viden om vold og en guide på stoppartnervold.nu, som tilsammen skal klæde pårørende og vidner til partnervold på til at reagere – også når de er i tvivl.  

Hvis vi har mistanke om, at en af vores kolleger, naboer eller en i vores omgangskreds er udsat for vold af en partner eller udøver vold mod sin partner, kan vi gøre en vigtig forskel ved at reagere.

Helle Østergaard, direktør i Mary Fonden

”Hvis vi har mistanke om, at en af vores kolleger, naboer eller en i vores omgangskreds er udsat for vold af en partner eller udøver vold mod sin partner, kan vi gøre en vigtig forskel ved at reagere. Det er absolut ikke nemt. Derfor håber vi, at stoppartnervold.nu kan støtte og guide flere til at række ud til den udsatte eller udøveren – også selvom de er i tvivl, om der er tale om vold. For vi kan alle være med til at hjælpe mennesker, der lever med vold i familien,” siger Helle Østergaard, direktør i Mary Fonden.  

Rådgiverne på Lev Uden Volds nationale hotline 1888 havde sidste år over 8.000 samtaler om vold. Opkaldene kommer både fra mennesker, der er udsat for vold, og mennesker, der udøver vold. Også pårørende og fagpersoner kontakter 1888 for at få hjælp og vejledning til, hvordan de bedst kan støtte mennesker, der lever med vold.

For at hjælpe flere pårørende eller vidner til partnervold til at række ud kan man på stoppartnervold.nu også se korte film. I den ene fortæller en rådgiver fra den nationale hotline 1888 om de dilemmaer og tvivl, pårørende kan stå med, og hvordan de bedst kan hjælpe. I den anden fortæller en kvinde, der er søster til en voldsudsat, om den tvivl, hun oplevede, og de tegn på vold, hun så.

Vi kan alle være med til at plante det frø af viden og håb, der kan være afgørende for, at de, der lever med vold, rækker ud efter hjælp.

Elsebeth Kirk Muff, direktør i Lev Uden Vold

”Vold trives i tavshed. Vi ved, at reaktioner og udstrakte hænder fra venner og familie kan være afgørende for både at erkende vold og for at bryde med den. Venner, familie og kolleger kan gøre en stor forskel ved at turde handle på deres bekymring. Det kan fx være ved at spørge ind – eller søge rådgivning om, hvordan de bedst gør det. Vi kan alle være med til at plante det frø af viden og håb, der kan være afgørende for, at de, der lever med vold, rækker ud efter hjælp,” siger Elsebeth Kirk Muff, direktør i Lev Uden Vold.

Partnervold påvirker ikke kun dem, der er direkte udsat for vold. Det rammer også børnene. Vi ved, at det kan være lige så skadeligt for børn at overvære vold mellem forældre som selv at være direkte udsat. Derfor indeholder hjemmesiden også information om, hvad man som pårørende skal gøre, hvis man har mistanke om, at der er vold i familien, selvom børnene ikke selv er direkte udsat for vold. Det handler blandt andet om, at man som pårørende har pligt til at underrette kommunen, hvis man er bekymret for et barn.

Hver situation er unik. Hvis du har behov for det, kan du få konkret rådgivning til netop din situation ved at ringe til Lev Uden Volds nationale hotline på 1888. Hotlinen er døgnåben, gratis og anonym.

  1. Befolkningens oplevede udsathed for vold og andre former for kriminalitet og overgreb i samfundet. Offerundersøgelserne 2005-2024. Justitsministeriet, Rigspolitiet, Det Kriminalpræventive Råd, Københavns Universitet ↩︎

Om stoppartnervold.nu

Hjemmesiden stoppartnervold.nu blev lanceret i 2022 og er nu opdateret med nyere viden og konkrete råd.

Her kan pårørende få hjælp til samtale om vold – uanset om den, man er bekymret for, er udsat for eller udøver partnervold. Målet er at støtte venner, kolleger og familie i at afklare den tvivl, der ofte følger med, og give dem redskaber til at række ud på en tryg måde.

Grundlag for stoppartnervold.nu

Hjemmesiden er udviklet af Mary Fonden og Lev Uden Vold med afsæt i undersøgelsen ‘Danskernes kendskab til partnervold’, som Mary Fonden fik udarbejdet af VIVE (2022). Undersøgelsen viser blandt andet:

  • Hver tredje voksne vidne til vold griber ind.
  • Når man spørger vidner til partnervold, hvorfor de ikke greb ind, svarer 26 procent, at de var i tvivl om, hvad de skulle gøre, 26 procent, at de ikke vidste, om der var tale om vold, og 13 procent, at det ikke kom dem ved.
  • Når danskerne bliver spurgt om, hvordan de ville handle, hvis de var vidner til partnervold, er der stor villighed til at handle – især hvis der er tale om fysisk vold. Men undersøgelsen viser samtidig, at handleparatheden er mindre i faktiske situationer med partnervold.

Indholdet på stoppartnervold.nu bliver også foldet ud på Mary Fonden og Lev Uden Volds sociale medier. Følg med på Mary Fondens Instagram-profil og Lev Uden Volds Instagram-profil.

Mary Fondens arbejde med Vold i familien

Seneste nyt

Antibulli Håndbold rykker til Grønland

1.400 grønlandske børn og unge skal opleve stærkere holdfølelse og mindre mobning. Det er målet med at udbrede trivselsprogrammet Antibulli til grønlandske håndboldklubber.