28. juli 2014

Over 1.300 kvinder har fået Råd til Livet

Mere end 1.300 mødre fra Københavnsområdet har fået gratis, økonomisk hjælp i projekt Råd til Livet hos Mødrehjælpen. Hele sommeren står dørene også åbne for kvinder, der lever i et voldeligt eller problematisk forhold, for rod i økonomien kan være grunden til, at man ikke forlader sin partner. 
Råd til Livet

I Danmark udsættes 29.000 kvinder årligt for vold af deres partner, og i mange tilfælde bruges økonomien som et magtmiddel til at fastholde kvinden i forholdet. Det er derfor afgørende, at man får hjælp til at få både økonomisk og personligt overskud. Det kan man i Mary Fondens projekt Råd til Livet hos Mødrehjælpen i København, hvor eksperter står klar med gratis økonomisk, juridisk og social rådgivning gennem hele sommeren. Her sørger socialrådgivere, jurister og frivillige økonomiske rådgivere fra Nykredit for, at kvinden får hjælp til alt fra problemer med forældresamvær til uåbnede rudekuverter. Mere end 1.300 mødre fra København og omegn har fået hjælp i projektet.

”Vi er stolte over, at vi har hjulpet så mange forældre med at genvinde overblikket, og vi ser frem til at hjælpe endnu flere. Gennem den personlige og økonomiske rådgivning hjælper vi både med at skabe overblik og se nye muligheder. Herved får brugerne hjælp til selv at handle fremadrettet, hvilket både kommer dem og deres børn til gode”, fortæller Mads Roke Clausen, direktør i Mødrehjælpen.

Få Råd til Livet

  • Råd til Livet er for alle mødre og fædre, der lever eller har levet i et problematisk eller voldeligt forhold. Volden kan være både fysisk, psykisk, seksuel og økonomisk.
  • Har du brug for Råd til Livet, så ring til Mødrehjælpen på tlf. 33 45 86 40. Rådgivningen foregår hos Mødrehjælpen og på krisecentre.
  • Råd til Livet hører ind under Mary Fondens indsatsområde Vold i Hjemmet og er økonomisk, juridisk og social rådgivning til udsatte og voldsramte mødre og fædre.
  • Mary Fonden, Nykredit, Mødrehjælpen, LOKK og Østifterne står bag Råd til Livet.

Af:

Simone Bodholdt

Relaterede nyheder

Ensomhed i Danmark

En omfattende befolkningsundersøgelse viser store udfordringer med ensomhed, særligt blandt unge voksne, og giver for...