Hjem / Nyheder / Nyt samarbejde skal opspore vold blandt familier på Bornholm

Nyt samarbejde skal opspore vold blandt familier på Bornholm

Jordemødre og sundhedsplejersker på Bornholm går sammen om at opspore og støtte familier med voldsomme konflikter og vold inde på livet. Det sker som led i udrulning af indsatserne Sammen uden vold – Gravide og Sammen uden vold – Småbørnsforældre.

Graviditet og familieforøgelse er ikke nødvendigvis ensbetydende med ren lykke. I nogle familier kan de store livsomvæltninger betyde, at voldsomme konflikter og partnervold opstår eller eskalerer.

Et højt konfliktniveau påvirker hele familien, og forskning viser, at dét at opleve vold mellem forældre kan være lige så skadeligt, som hvis barnet selv er direkte udsat for vold. Det kan have store konsekvenser for barnets trivsel og udvikling.

For at forebygge og afhjælpe voldsomme konflikter og vold i familien har Mary Fonden med flere partnere udviklet indsatserne Sammen uden vold – Gravide og Sammen uden vold – Småbørnsforældre. Med indsatserne bliver henholdsvis jordemødre og sundhedsplejersker opkvalificeret, så de systematisk kan screene kommende og nybagte forældre ved at spørge ind til deres trivsel og konflikthåndtering, så dem, der har brug for det, får tilbudt hjælp.

Evalueringerne af de to indsatser viser, at den systematiske screening virker, og at de to faggrupper finder langt flere familier, som har brug for hjælp, end inden indsatserne blev implementeret.

Gennem et tværgående samarbejde mellem Bornholms Regionskommune og Afdelingen for Graviditet og Fødsler på Bornholms Hospital skal de to indsatser nu udbredes til Bornholm.

Det er første gang, at de to indsatser bliver udrullet i en kommune samtidigt, og håbet er, at samarbejdet på tværs af fagligheder vil skabe en synergi, så flere familier bliver opsporet og får tilbudt den hjælp og støtte, der er relevant for dem.

”Forældre ønsker det bedste for deres børn. Det ønske formår jordemødre og sundhedsplejersker at tale ind i med deres unikke og tillidsvækkende relation til familierne. Det er takket være deres store faglighed og vilje til at gøre en forskel, at vi ser de flotte resultater. Vi er glade for, at indsatserne nu kan hjælpe til, at flere børn på Bornholm får en tryg start på livet,” siger Helle Østergaard, direktør i Mary Fonden.

Hos Center for Børn og Læring glæder Katja Abildløkke Munk Hansen, leder af Sundhedsplejen og børneterapeuter, sig over, at de to projekter nu kommer til øen.

”I sundhedsplejen møder vi familier helt tæt på hverdagslivet – både i glæden, usikkerheden og de udfordringer, der kan følge med dét at blive forældre. Med Sammen uden vold-indsatserne får vi et vigtigt fælles redskab til tidligere at opdage og støtte de familier, hvor konflikter fylder for meget. Det styrker vores faglighed, vores samarbejde med jordemødrene, og – vigtigst af alt – giver det flere bornholmske børn mulighed for en tryggere opvækst,” siger hun.

Udbredelsen af Sammen uden vold på Bornholm er et samarbejde mellem Bornholms Regionskommune, Bornholms Hospital, Mary Fonden, Dialog mod Vold, Amager og Hvidovre Hospital, Østifterne og Ole Kirk’s Fond.

Sammen uden vold – Gravide er udviklet af Mary Fonden, Dialog mod Vold, Amager og Hvidovre Hospital samt Østifterne.

Sammen uden vold – Småbørnsforældre – er udviklet af Mary Fonden, Dialog mod Vold, Ole Kirk’s Fond samt Albertslund, Glostrup, Helsingør, Hvidovre og Høje-Taastrup Kommuner.

Om Sammen uden vold – Gravide

Sammen uden vold – Gravide er et samarbejde mellem Mary Fonden, Dialog mod Vold, Østifterne samt Amager og Hvidovre Hospital.

I indsatsen er alle jordemødre på Amager og Hvidovre Hospital, Nordsjællands Hospital, Rigshospitalet samt alle seks fødesteder i Region Sjælland (per januar 2026) opkvalificeret til at spørge gravide par systematisk ind til voldsomme konflikter og vold i parrets relation i jordemoderkonsultationen og siden henvise berørte par til Familieambulatoriet, hvor de tilbydes forskellige rådgivnings- og behandlingsforløb.

Læs mere om Sammen uden vold – Gravide her

Om Sammen uden vold – Småbørnsforældre

Sammen uden vold – Småbørnsforældre er et samarbejde mellem Mary Fonden, Dialog mod Vold og Ole Kirk’s Fond og er udviklet i 2022-2025 med Albertslund, Glostrup, Helsingør, Hvidovre og Høje-Taastrup Kommuner.

I indsatsen er alle sundhedsplejersker i de fem kommuner opkvalificeret til at spørge småbørnsforældre systematisk ind til voldsomme konflikter og vold i parrets relation ved hjemmebesøg i løbet af barnets første leveår og siden henvise berørte par til kommunale konflikthåndteringsforløb eller andre relevante tilbud.

Læs mere om Sammen uden vold – Småbørnsforældre her

Fakta om vold i familien

  • Undersøgelser viser, at 4-8 % gravide udsættes for fysisk partnervold, og at volden kan begynde eller eskalere i forbindelse med graviditet (Sundhedsstyrelsen, 2024).
  • 5,5 % kvinder og 4 % mænd over 16 år angiver at have været udsat for fysisk eller psykisk partnervold i 2021 (Statens Institut for Folkesundhed, 2022).
  • 3,4 % af den voksne, danske befolkning har været udsat for mindst én af fire partnervoldsformer (fysisk, psykisk, seksuel og økonomisk vold) i 2020. Det gælder for 4,5 % af kvinderne og 2,4 % af mændene (VIVE, 2022).
  • Det kan være lige så skadeligt for børn at opleve vold mod deres nære som selv at blive udsat for vold (VIVE, 2020).
  • Et barn, som lever med vold i familien, kan være konstant bange og i beredskab – også mellem voldsepisoderne. Det kan føre til alvorlige og varige psykiske skader, som også kan betyde, at børnene klarer sig dårligere både fagligt og socialt i skolen (Øverlien, 2012 og Lyk-Jensen, 2017).
  • Livsomvæltende faktorer som at blive forældre kan udløse eller eskalere volden i en familie. 13 % af adspurgte kvinder på krisecentre oplevede, at volden begyndte under deres graviditet, og 51 % af de adspurgte kvinder på krisecentre oplevede, at volden blev hyppigere efter fødslen (Partnervold før, under og efter graviditet, SocialRespons, 2022).
  • Knap tre ud af fire voldsudøvere har selv oplevet vold i familien som børn (Dialog mod Vold, 2018).
  • Kvinder, der er udsat for partnervold, har øget risiko for for tidlig fødsel, at føde et barn med lav fødselsvægt og for fødselsdepression (ph.d. ’Intimate partner violence among pregnant women in the Danish STOP-VIOPREG cohor’, Ankerstjerne, 2025).

Mary Fondens arbejde med Vold i familien

Seneste nyt

Antibulli Håndbold rykker til Grønland

1.400 grønlandske børn og unge skal opleve stærkere holdfølelse og mindre mobning. Det er målet med at udbrede trivselsprogrammet Antibulli til grønlandske håndboldklubber.