Tak for ordet.
Men først og fremmest tak til dig, Anonym. Jeg er oprigtig ked af alt det, du og andre børn udsættes for, når I vokser op i en familie med vold. Det er ubærligt. Det bør intet barn opleve.
At lytte til dig og høre dig fortælle om det, der skulle have været din og dine søskendes sorgløse barndom, sætter dybe, men vigtige spor.
Dit mod til at stå frem er imponerende og fortjener stor respekt. Vi må ikke lade dit mod og håb om forandring gå til spilde. Det skal hjælpe os voksne til at arbejde endnu hårdere og lede efter nye veje, så færre børn skal opleve det samme som dig.
For vold er aldrig børnenes skyld. Det er vores – de voksnes – ansvar at se, at række ud, at spørge og at handle.
Det skal vi gøre for det enkelte barns skyld. Og det skal vi gøre for hinanden. For voldens konsekvenser er omfattende og alvorlige. Vold kan betyde varige fysiske og psykiske skader. Vold invaliderer og isolerer. Og vold fremkalder følelser som skyld, skam og svigt.
Når der er vold i familien, skal barnet overleve frem for at leve. Hverdagen er styret af utilregnelighed frem for rutiner. Angst frem for tillid. Barnet er i konstant alarmberedskab og nødt til at tilpasse sig omgivelserne frem for at kunne udfolde og udvikle sig i trygge rammer. Det er ikke nogen barndom.
Når volden fylder i hverdagen, kan det også give svære kår for venskaber og fællesskaber. Selv om det er her, et barn vil kunne se og lære, at en barndom ikke skal leves på listefødder og med hjertebanken.
At lytte til Anonyms historie er hårdt. Det må det også være for fagpersoner. Alle jer, der sidder her, og som hver dag går på arbejde for at hjælpe børn som Anonym.
Fra en ny undersøgelse af fagpersoners viden om vold i småbørnsfamilier ved vi, at pædagoger, sundhedsplejersker og socialrådgivere betragter opsporing og håndtering af vold i småbørnsfamilier som en central del af deres professionelle ansvar.
Men resultaterne af undersøgelsen viser også, at de tre faggrupper selv vurderer, at de mangler viden om vold. Og de efterspørger metoder til at opspore og gå i dialog med familier, de er bekymrede for.
Den efterspørgsel skal vi gribe. Det er derfor, vi er her i dag.
Vi ved også, at det er lige så skadeligt for børn at være vidne til vold som at være udsat for vold.
Derfor skal vi klæde fagpersoner, der er tæt på familierne, på til at kende tegn på vold, give dem et fælles sprog og værktøjer til at handle på vold. Ikke kun fysisk vold og ikke kun vold mod børnene.
Vi skal gå bredere til værks. For vold kan se ud på mange måder, og vold kan skjules på mindst lige så mange måder.
Der er meget på spil for børnene. De har gode grunde til ikke at fortælle om, hvad der foregår hjemme hos dem. Det kan gøre det endnu svære at opspore volden, men vi må aldrig lade det være op til børnene selv at bryde voldens cirkel.
Vold er et komplekst problem. Så hvordan bliver man opmærksom på vold i en familie?
Et eksempel på det er Sammen uden vold-indsatserne, som vi i Mary Fonden har udviklet sammen med Dialog mod Vold og henholdsvis Østifterne og Amager og Hvidovre Hospital og Ole Kirk’s Fond og fem kommuner. Her uddannes jordemødre og sundhedsplejersker i at genkende, spørge til og handle på vold.
For det kræver viden at handle.
Jordemødrene og sundhedsplejerskerne har med al tydelighed vist, at de med viden, et fælles sprog og en screeningsmodel kan handle – og de er dygtige til det. Langt flere familier med vold eller voldsomme konflikter er blevet fundet, og de er blevet hjulpet.
Jordemødrene på Amager og Hvidovre Hospital gik fra at finde omkring seks par om året, der lever med voldsomme konflikter eller partnervold, til at finde et til to par hver uge.
Sundhedsplejerskerne i de fem kommuner har over en periode på halvandet år tilsammen opsporet 181 familier. Tidligere fandt kommunerne tilsammen omkring 8-22 familier i en tilsvarende tidsperiode.
Tænk på alle de familier, der findes bag tallene.
Derfor er jeg glad og stolt over, at vi sammen med vores gode samarbejdspartnere er lykkedes med de resultater, og at indsatserne skal udbredes landet over.
For familierne – forældre og børn – kan det være altafgørende, at fagpersoner spørger og reagerer.
Jeg talte med en familie på Hvidovre Hospital, som var blevet opsporet af en jordemoder. De ventede deres andet barn og levede i et meget konfliktfyldt forhold. Forældrene var modige og ønskede forandring, så da de blev spurgt, fortalte de ærligt deres jordemoder, hvordan de havde det. Og de tog også imod tilbuddet om et konflikthåndteringsforløb.
Det var et rørende møde, der gav mig håb. Håb, fordi forældrene ønskede en tryg familie uden vold eller voldsomme konflikter for deres to børn.
Det gav mig også håb om, at hvis vi alle sammen bliver bedre til at genkende vold og handle, når vi ser vold eller har en mistanke, kan vi gøre en forskel for mange familier og for mange børn.
Det kræver, at vi deler vores erfaringer, arbejder sammen og – selvfølgelig – taler om volden.
Dagens program og alle jer, der sidder her i dag, vidner om, at vi er mange – rigtig mange – der ønsker, at Anonyms historie ikke får lov til at gentage sig.
I er mange, der allerede er i gang. Og jeg tror på, at vi kan gøre det endnu bedre, hvis vi gør det i fællesskab.
Tak.
(Det talte ord gælder)
