
Vold i familien påvirker hver dag mennesker i alle samfundslag. Vold er aldrig acceptabelt og kan have store konsekvenser for hele familien.
Mary Fonden, Barndom Uden Vold og Ole Kirk’s Fond arbejder for, at alle børn kan vokse op i en familie uden vold. Men det kræver en tidlig og helhedsorienteret indsats, hvis vi skal lykkes med at opspore og hjælpe familier til at forebygge eller bryde med volden. Her kan fagpersoner i kommunerne, sundhedsvæsnet, politiet og civilsamfundet spille en afgørende rolle i at opdage volden og handle på deres indsigt – hvis de har den viden, der skal til.
Derfor inviterede de tre organisationer videns- og fagpersoner til konferencen ‘Opsporing af vold i familien’ den 24. april 2025.
Fra scenen blev H.M. Dronningen og mere end 200 deltagere præsenteret for tre unge kvinders historier om at vokse op i et hjem præget af vold – og hvordan bare én voksen kunne have gjort en forskel. Derudover delte sundhedsplejersker, repræsentanter fra politiet, forskere og andre fagpersoner ud af viden og erfaringer med at opspore vold i nære relationer.
Dagen blev indledt med en tale af en ung kvinde, Anonym, der har oplevet vold i barndommen, og som er medforfatter til Kh Børnene.
Efter Dronningens åbningstale præsenterede Martin Bæksgaard og Amanda Thor Andersen fra Analytisk Fællesskab undersøgelsen ’Fagpersoners viden om vold i småbørnsfamilier’ efterfulgt af et refleksionspanel med deltagelse af Lisbeth Jessen, direktør i Barndom Uden Vold, Susanne Rank Lücke, formand for Fagligt selskab for sundhedsplejersker, og Helle Gade, næstformand i KL Social og borgmester i Silkeborg Kommune.
Senere på formiddagen fortalte Troels Græsholdt-Knudsen, postdoc ved Institut for Retsmedicin på Aarhus Universitet, om risikofaktorer for fysisk vold mod børn.
Og Mikkel Bertelsen, politiassistent, Ane Friis, specialkonsulent og Karin Munck Carstensen, socialrådgiver i Afdelingen for Forebyggelse, Nærhed og Tryghed i Midt- og Vestjyllands Politi, fortalte om deres arbejde med Politiets socialsøg.
Eftermiddagens program blev indledt med evalueringen af indsatsen Sammen uden vold – Småbørnsforældre. Først præsenterede Martin Bæksgaard og Amanda Thor Andersen fra Analytisk Fællesskab evalueringens resultater, og derefter delte Marika Jensen, ledende sundhedsplejerske i Glostrup Kommune og Lene Caspersen, tidligere ledende sundhedsplejerske i Albertslund Kommune, deres erfaringer fra indsatsen.
Jytte Banner, statsobducent og professor ved Retsmedicinsk Institut på Københavns Universitet, fortalte om retsmedicinsk screening af børn ved mistanke om vold, og Katrine Amalie Keller, seniorkonsulent i Lev Uden Vold, præsenterede Family Justice Centres – inspiration til samarbejder.
Som afslutning på konferencen fortalte to unge kvinder, Kayla og Elisabeth Belinda, der begge er medforfattere til Kh Børnene, om deres oplevelser med at vokse op med vold i barndommen. Helle Østergaard, direktør i Mary Fonden, og Lisbeth Jessen, direktør i Barndom Uden Vold, samlede op og kiggede fremad.
Flere end 200 deltagere blev styret trygt igennem konferencen med Trine Maria Ilsøe som konferencier. Undervejs reflekterede deltagerne over barrierer for at se og reagere på vold i familien, og ved konferencens afslutning kom de med bud på, hvad der fremover er vigtigt at forpligte sig til – både som fagperson og som organisation.
