17. marts 2025

H.M. Dronningen og børne- og undervisningsministeren besøgte Skolestyrken-skole

Elevrådet på Pilehaveskolen præsenterede H.M. Dronningen og børne- og undervisningsministeren for deres forslag til, hvordan skoledagen kan blive bedre. Ministeren og gæsterne fra Mary Fonden, Børns Vilkår og Red Barnet besøgte skolen i Vallensbæk, fordi den er en del af skoletrivselsprogrammet Skolestyrken.

De nationale trivselsmålinger viser, at elevernes trivsel i folkeskolen er faldet siden 2015. Og for nylig kom Trivselskommissionen med sine anbefalinger til, hvordan børn og unges mistrivsel og sårbarhed kan forebygges og afhjælpes.

Med helskoleprogrammet Skolestyrken har Mary Fonden, Børns Vilkår og Red Barnet et bud på, hvordan flere elever kan komme til at trives og blive en del af trygge fællesskaber i skolen. En netop offentliggjort evaluering af programmet viser, at elever på skoler med Skolestyrken oplever signifikant bedre social trivsel sammenlignet med elever på lignende skoler. Udviklingen ses allerede et år efter, at skolens personale er begyndt at arbejde med programmet.

I sommeren 2023 besluttede kommunalbestyrelsen i Vallensbæk, at alle tre folkeskoler i kommunen skulle arbejde med Skolestyrken. Siden har Pilehaveskolen været godt i gang med at uddanne personalet og implementere de forskellige værktøjer.

Mandag den 17. marts besøgte bestyrelsesformand for Mary Fonden, H.M. Dronningen, børne- og undervisningsminister, Mattias Tesfaye, direktør i Mary Fonden, Helle Østergaard, direktør i Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl, og generalsekretær i Red Barnet, Johanne Schmidt-Nielsen, Pilehaveskolen i Vallensbæk for at få indblik i skolens erfaringer med Skolestyrken.

”At Skolestyrken bruges på alle kommunens folkeskoler betyder, at vi, ikke bare på vores skole, men sammen i kommunen, har fået et fælles sprog til at tale om og også prioritere trivsel.”

Mette Juel, skoleleder på Pilehaveskolen.

”At Skolestyrken bruges på alle kommunens folkeskoler betyder, at vi, ikke bare på vores skole, men sammen i kommunen, har fået et fælles sprog til at tale om og også prioritere trivsel. Skolestyrken har bidraget til, at det trivselsfremmende arbejde bliver et vedvarende fokus, og så har vi fået brugbare værktøjer til at håndtere, hvis der opstår mobning,” siger skoleleder på Pilehaveskolen, Mette Juel.

Elevinddragelse er en central del af Skolestyrken. Og på besøget blev gæsterne blandt andet præsenteret for Pilehaveskolens elevråd, der kom med deres bud på, hvad der skal til for at styrke trivslen på skolen. Et forslag er en temauge på skolen for at skabe flere og nye relationer på tværs af klasser og klassetrin, mens et andet er mere fællesskabende undervisning med fokus på gruppearbejde, mere bevægelse og at få undervisningen ud af klasselokalet.

”Elevrådets gennemarbejdede forslag understreger, hvor stor værdi det giver os voksne at inddrage børn og unge, når vi samarbejder om, at flere skal have en plads i et trygt fællesskab. Det var spændende at se, hvordan Skolestyrken kan bidrage til den proces og høre om skolens erfaringer i lyset af Skolestyrkens nyligt offentliggjorte evaluering,” siger Helle Østergaard, direktør i Mary Fonden.

 

Skolestyrken er udviklet i samarbejde mellem Mary Fonden, Børns Vilkår og Red Barnet og er finansieret af A.P. Møller Fonden, TrygFonden, Ole Kirk’s Fond og Mary Fonden

 

Foto: Steen Brogaard
H.M. Dronningen bydes velkommen til Pilehaveskolen af Mette Juel, skoleleder, Smilla Hellan Salomonsen, elevrådsansvarlig, Mattias Tesfaye, børne- og undervisningsminister, Henrik Rasmussen, borgmester i Vallensbæk
Foto: Steen Brogaard
Dronningen blev budt velkommen af skolens elever.
Foto: Steen Brogaard
Elevrådet præsenterer Dronningen for deres forslag til, hvordan flere elever kan trives på skolen.
Foto: Steen Brogaard
Elevrådet præsenterer direktør i Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl, og direktør i Mary Fonden, Helle Østergaard, for deres forslag til, hvordan flere elever kan trives på skolen.
Foto: Steen Brogaard
Elevrådet præsenterer børne- og undervisningsminister, Mattias Tesfaye, og generalsekretær i Red Barnet, Johanne Schmidt-Nielsen, for deres forslag til, hvordan flere elever kan trives på skolen.

Om evalueringen

En evaluering af Skolestyrken foretaget af Rambøll fra februar 2025 viser, at elever på skoler med Skolestyrken oplever signifikant bedre social trivsel sammenlignet med elever på skoler, der ikke har benyttet sig af Skolestyrken. Udviklingen ses allerede et år efter, at skolens personale er begyndt at arbejde med programmet og findes både i indskolingen, på mellemtrinnet og i udskolingen.

Evalueringen viser også, at personalet på Skolestyrken-skoler oplever, at:

  • have fået en mere fælles tilgang til trivselsarbejdet.
  • Skolestyrkens værktøjer og redskaber bidrager til en ensartet tilgang til trivselsarbejdet på skolen.
  • arbejdet med Skolestyrken styrker elevernes mulighed for at engagere sig i skolens trivselsarbejde.

 

Læs hele evalueringen

Af:

Nynne B. Himmelstrup

Relaterede Nyheder

Praktikant til kommunikation

Studerer du på en videregående uddannelse inden for kommunikation eller journalistik? Og har du lyst til at bruge din kommunikationsfaglighed til at arbejde med projekter,...

Mary Fondens årsberetning 2024

Hvordan har Mary Fonden i 2024 arbejdet for, at alle oplever at høre til? Hvilke projekter er blevet udbredt hvor, og hvilke nye er udviklet?...