
Mary Fonden har sammen med Just Human og Efterskolerne udviklet og arbejdet med trivselsprogrammet Me&We i mange år, og programmet er i dag udbredt til knap halvdelen af landets efterskoler.
Nu er Me&We blevet tilpasset, så elever på landets erhvervsskoler også kan få glæde af programmet og sætte trivsel på skoleskemaet. Det sker samtidig med, at nye undersøgelser fra Center for Ungdomsforskning viser, at erhvervsskoleelever efterspørger større fokus på fællesskab og sammenhold.
Elever på erhvervsskoler i Roskilde har afprøvet Me&We og bidraget til at tilpasse programmet til netop deres behov. Og sammen med Dronningen lancerede de den 2. maj 2025 Me&We for erhvervsskoler.
Dronningen var blandt andet på scenen for – sammen med den tidligere formand for Trivselskommissionen, Rasmus Meyer, – at tale om trivsel, sammenhold og sociale kompetencer med tre erhvervsskoleelever. Eleverne fortalte om deres erfaringer med Me&We, deres perspektiver på unges trivsel generelt, og hvordan der kan komme større fokus på fællesskab og sammenhold i skolen.
”Det er interessant at forstå ens egne styrker og forstå, hvordan man kan bruge dem sammen med andres styrker til at støtte hinanden i livets udfordringer.”
H.M. Dronningen.
”Først og fremmest vil jeg gerne sige tak til jer alle, fordi I deler ud af jeres tanker og holdninger med os. Jeg vil også sige tak til de fire, der har udviklet spillet. Det er virkelig et spændende spil. Det er interessant at forstå ens egne styrker og forstå, hvordan man kan bruge dem sammen med andres styrker til at støtte hinanden i livets udfordringer. Og som vi har hørt i dag, så er livet fuld af udfordringer, og det kommer man ikke udenom. Vi har gode dage, vi har dårlige dage – og vi har mellemgode dage. Men én ting er sikker, og det er, at den eneste konstant i livet, er forandringer. Og forandringer kan komme i forklædninger, men kan vise sig at være et nyt vindue, der åbner. Man skal bare have lidt vedholdenhed, have hjælp fra andre – og den hjælp kommer ofte i form af fællesskab.” Sådan sagde Dronningen blandt andet til eleverne.
Under besøget i Roskilde deltog elever og gæster i en ny Me&We-aktivitet – et brætspil udviklet af elever fra NEXT Københavns Mediegymnasium. Brætspillet ”Sammen om livet” handler om samarbejde, forståelse for forskelligheder og om at kende sine egne og sine medspilleres styrker.
Me&We er udviklet af Mary Fonden i samarbejde med Just Human, Efterskolerne og LA10 og støttet af Tuborgfondet og Mary Fonden.