Cirka otte ud af ti af de adspurgte pædagoger, sundhedsplejersker og socialrådgivere har i løbet af deres arbejdsliv haft en bekymring for, at der var vold i de familier, de arbejder med. To ud af tre svarer, at de har haft konkret viden om vold i en familie, de har mødt i deres arbejde. Alligevel siger flere fagpersoner i interviewene, at de tror, at der er flere tilfælde af vold i småbørnsfamilier, end de opfanger. Det viser en ny undersøgelse af pædagoger, sundhedsplejersker og socialrådgiveres viden om vold i småbørnsfamilier, som Mary Fonden og Lev Uden Vold har fået udarbejdet af Analytisk Fællesskab.
Overordnet viser undersøgelsen, at alle tre faggrupper betragter opsporing og håndtering af vold i småbørnsfamilier som en central del af deres professionelle ansvar. Flest – 42 procent i alt – oplever at være klædt godt på til at genkende og reagere på fysisk vold mod børn. Men vold kan se ud på mange måder. Og når det drejer sig om mere usynlige voldsformer som psykisk, seksualiseret, materiel, digital, økonomisk og æresrelateret vold samt stalking, vurderer mellem 15 og 29 procent blandt de tre faggrupper, at de i høj eller meget høj grad har tilstrækkelig viden.
Mere end 80 procent af fagpersonerne efterspørger mere viden om konsekvenser af vold mod børn og flere redskaber til at kunne opspore vold. Fagpersonerne fortæller også, at mangel på viden og redskaber medfører udfordringer i opsporingen, da disse voldsformer kræver en anden opmærksomhed og mere specialiseret viden end opsporing af fysisk vold.
Forskning viser, at det er lige så skadeligt for børn at overvære vold mod deres nære som at blive udsat for det [1]. Men de fleste interviewede i undersøgelsen fortæller, at deres opmærksomhed i langt mindre grad er rettet mod at opspore vold imellem familiens voksne. Dels fordi de oplever, at deres primære ansvar er i forhold til barnet, dels fordi vold mellem forældre er mere vanskelig at opdage.
”Når alle tre faggrupper er enige om, at det er en del af deres arbejdsansvar at opspore vold i familien, og mange har bekymringer om og kendskab til vold i familier, er der et stort potentiale i at klæde fagpersoner tæt på familierne bedre på med mere viden og flere redskaber. Det potentiale er vi nødt til at gribe, så færre – børn og voksne – oplever de omfattende konsekvenser, der er forbundet med at være en del af en voldelig familie,” siger Helle Østergaard, direktør i Mary Fonden.
Især pædagoger og sundhedsplejersker oplever, at det er vanskeligt at tale med en familie eller et barn om voldsproblematikker, både i forhold til at initiere og gennemføre samtalen. De angiver blandt andet, at frygten for at ødelægge relationen til familien er en væsentlig barriere.
Generelt vurderer socialrådgiverne, at de har bedre viden om voldsformer end pædagoger og sundhedsplejerskerne, og over 90 procent har erfaringer med sager, der involverer vold i småbørnsfamilier. Det skyldes sandsynligvis, at deres rolle og kontakt til småbørnsfamilier adskiller sig fra de andre to faggrupper. Men cirka hver tredje socialrådgiver oplever hverken at have godt nok kendskab til relevante støttetilbud eller frivillige organisationers tilbud at henvise familierne til, ligesom flere socialrådgivere fremhæver, at der mangler langsigtede indsatser til voldsramte familier.
”Undersøgelsen viser, at fagpersonerne gerne vil tage et ansvar og ønsker at hjælpe både børn og voksne, der lever i familier med vold, men at de oplever at mangle forudsætningerne. Der er et stort forebyggelsespotentiale i at prioritere at give fagpersonerne de redskaber, som de efterspørger. Både i form af undervisning i at tale med familierne om voldsproblematikker og ikke mindst ved at sikre, at der er hjælp at henvise familierne til,” siger Elsebeth Kirk Muff, direktør i Lev Uden Vold.
[1] Psykisk vold mod børn i hjemmet – Et vidensgrundlag. Ottosen, Frederiksen & Henze-Pedersen, VIVE, 2020
