30. maj 2017

Mød Lone – frivillig økonomisk rådgiver i Råd til Livet

Råd til Livet bygger i høj grad på frivillige, professionelle rådgivere. Lone er en af disse frivillige. Læs hvordan, hun griber sin økonomiske rådgivning til voldsudsatte kvinder i Råd til Livet an, og hør, hvorfor hun er frivillig i projektet.
Lone Råd til Livet

Lone Amstrup. Frivillig økonomisk rådgiver i Råd til Livet:

“Jeg laver primært budgetter med kvinderne. Vi sidder sammen foran computeren og udfylder det. Jeg har også oplevet, at en kvinde kom ind med en pose fyldt med rudekuverter. Hun havde helt mistet overblikket. Så må man jo gå i gang fra en ende af og få skabt overblik. Det er netop overblikket, de fleste kvinder har brug for.

Fra et økonomisk perspektiv har det slået mig, at mange af de kvinder, jeg rådgiver, ikke nødvendigvis har en dårlig økonomi. Det, de har brug for, er at få lavet en budgetkonto og få struktur på deres forbrug. Selvom hverdagen kan være travl, så vil jeg gerne prioritere at være med. Det giver en stor tilfredshed at hjælpe kvinderne. Det kan være svært, at man ikke altid ved, hvordan det går kvinden. De får rådgivning, og så er de ude ad døren, og så hører man ikke mere.

Det kræver øvelse ikke at tage deres historier med hjem. Jeg cykler altid hjem fra rådgivning, og så bruger jeg cykelturen til at rense hovedet, så jeg ikke har det med hjem.”

Hvad er Råd til Livet?

Råd til Livet er et landsdækkende tilbud om gratis og uvildig økonomisk, juridisk og social rådgivning til kvinder, som har været udsat for vold. Mere end 3.600 voldsudsatte kvinder har indtil nu fået rådgivning i Råd til Livet – enten gennem et krisecenter eller gennem Mødrehjælpen i København, Aarhus, Odense eller Aalborg.

Råd til Livet blev etableret i 2009 i Mødrehjælpen og i 2010 på de første krisecentre. De økonomiske rådgivere er alle fra Nykredit, men rådgiver frivilligt i projektet ligesom frivillige jurister og advokater fra en række lokale advokatkontorer. Medarbejdere i Mødrehjælpen og på krisecentrene står for den socialfaglige rådgivning.

Projektet er et samarbejde mellem Mary Fonden, MødrehjælpenLOKK – Landsorganisationen af KvindekrisecentreNykreditØstifterne og frivillige, lokale advokater.

Læs mere om Råd til Livet

Af:

Simone Bodholdt

Relaterede nyheder

Ensomhed i Danmark

En omfattende befolkningsundersøgelse viser store udfordringer med ensomhed, særligt blandt unge voksne, og giver for...