Karin Rørbech. Socialrådgiver på et krisecenter, der tilbyder Råd til Livet:
“Jeg er med til at holde hjulene i gang forstået på den måde, at jeg koordinerer med den juridiske og økonomiske rådgiver. Dagen før en rådgivning skriver jeg til rådgiverne med en opdatering om de emner, de skal rådgive om. Jeg tilbyder altid kvinden, at jeg kan gå med hende til rådgivning. Jeg er lidt af en stikirenddreng til rådgivning og efterfølgende, hvor jeg kan hjælpe kvinden videre med nogle af de råd, hun har fået.
Det er godt for kvinden at få bekræftet nogle ting fra en person udefra, som har faglighed på området. Selvom jeg godt kan fortælle dem noget af det samme, giver det en ekstra tryghed, at det eksempelvis er en økonomisk rådgiver, der siger det. Samarbejdet med de frivillige rådgivere fungerer rigtig fint, og vi bruger hinandens faglighed. Råd til Livet er vigtig for, at vi kan hjælpe kvinden frem til en god tilværelse og give hende bedre styr på økonomien og familien. Det mener jeg, at vi bedst gør i fællesskab.”
Hvad er Råd til Livet?
Råd til Livet er et landsdækkende tilbud om gratis og uvildig økonomisk, juridisk og social rådgivning til kvinder, som har været udsat for vold. Mere end 3.600 voldsudsatte kvinder har indtil nu fået rådgivning i Råd til Livet – enten gennem et krisecenter eller gennem Mødrehjælpen i København, Aarhus, Odense eller Aalborg.
Råd til Livet blev etableret i 2009 i Mødrehjælpen og i 2010 på de første krisecentre. De økonomiske rådgivere er alle fra Nykredit, men rådgiver frivilligt i projektet ligesom frivillige jurister og advokater fra en række lokale advokatkontorer. Medarbejdere i Mødrehjælpen og på krisecentrene står for den socialfaglige rådgivning.
Projektet er et samarbejde mellem Mary Fonden, Mødrehjælpen, LOKK – Landsorganisationen af Kvindekrisecentre, Nykredit, Østifterne og frivillige, lokale advokater.