Når børn reagerer på mobning og siger fra på vegne af venner og klassekammerater, har det afgørende betydning for den mobbede. Det viser en ny befolkningsundersøgelse udarbejdet for Mary Fonden af mobbe- og skoleforskerne Helle Rabøl Hansen og Jens Christian Nielsen i samarbejde med Epinion.
Fire ud af 10, der er blevet mobbet i deres skoletid, angiver, at det var hjælp fra klassekammerater, der fik mobningen til at stoppe ”helt” eller ”næsten helt”, mens en fjerdedel oplevede, at kammeraternes hjælp mindskede mobningen. Når hjælpen kom fra venner uden for klassen, oplevede halvdelen, at mobningen holdt helt eller næsten helt op.
Lignende, men mindre udtalte effekter gør sig gældende for hjælp fra lærere og forældre.
”Det er positivt, at vi ser så stor optimisme i forhold til at blande sig – og det lægger op til, at både børn og voksne skal klædes bedre på til at handle, når de oplever, at nogen bliver mobbet,” siger Helle Rabøl Hansen.
Lærere har god forståelse for mobning, men mangler viden om forebyggelse og håndtering i praksis
Opfattelsen af mobning har ændret sig i de senere år. Tidligere var det en udbredt holdning, at mobning skyldtes enkelte, problematiske børn. Nyere forskning viser imidlertid, at mobning ikke handler om enkelte børn, men opstår som følge af utryghed i fællesskabet, fx i skoleklasser med mangel på sammenhold og lav tolerance. Undersøgelsen viser, at denne forståelse af mobning er nået bredt ud blandt lærere og skolepædagoger: Hele 89 % angiver, at ”mobning er en social dynamik, hvor en eller flere lukkes ude af fællesskabet”.
Men samtidig viser rapporten, at lærere og skolepædagoger stadig er usikre på, hvordan de skal agere over for mobning; 44 % angiver, at de mangler viden om forebyggelse, mens 32 % efterspørger viden om håndtering, hvis mobningen først er opstået. Samtidig viser undersøgelsen, at kun 18 % – og det gælder også for de yngre lærere og skolepædagoger – har modtaget undervisning i mobning under deres uddannelse.
”De senere års øgede fokus på mobning viser sig nu som øget efterspørgsel blandt lærere og pædagoger på mere specifik viden om, hvad man så gør ved det. Det tyder på, at der er behov for mere teoretisk og praktisk viden om mobning og mobbemønstre,” udtaler Helle Rabøl Hansen.
En ud af fire kender ikke skolens handleplaner mod mobning
Det er lovpligtigt for alle skoler i Danmark at have en offentlig tilgængelig og beskrevet antimobbestrategi. Ifølge undersøgelsen har 28 % af lærerne og skolepædagogerne imidlertid ikke set skolens handleplaner mod mobning, mens 13 % er i tvivl, om de har set den.
I Mary Fonden er den nye viden værdifuld for alle, der arbejder med at forebygge og afhjælpe mobning og fremme trivsel i skolen:
”Alle har et ansvar for at holde øje med og handle på mobning og begyndende mobbekulturer. Men det er svært for den enkelte lærer eller pædagog at løse fællesskabsproblematikker som mobning og mistrivsel alene. Undersøgelsen understreger behovet for, at vi inddrager eleverne og klæder lærere og skolepædagoger bedre på til at fremme trivsel og forebygge og håndtere mobning. Det kræver en fælles indsats,”
siger Helle Østergaard, direktør i Mary Fonden.
Alliancen mod mobning, som Mary Fonden sammen med Børns Vilkår og Red Barnet står bag, præsenterer i foråret 2020 et nyt, helhedsorienteret skoletrivselsprogram, der inddrager alle aktører i grundskolen i arbejdet med at styrke fællesskaber, fremme skoletrivsel og bremse mobning fra 0.-10. klasse.
Undersøgelsens centrale fund
Mange årsager til mobning
Undersøgelsen viser, at respondenter i befolkningsgruppen samlet set ikke udpeger én hovedårsag til mobning. Der peges på en vifte af såvel individorienterede som socialorienterede årsager.
Ofre for mobning i barndommen rammes af social usikkerhed som voksne
Respondenter i befolkningsgruppen, der har været ramt af skolemobning som børn, har i højere grad end respondenter, der ikke har været udsat for mobning, et voksenliv, hvor de oplever sig socialt usikre.
Interventionsoptimisme: Det hjælper at gøre noget
Samtlige spørgsmål om erfaringer og holdninger til at blande sig i mobning viser en positiv respons på, at det nytter, når der interveneres i mobning. Det gælder både i egne erfaringer fra barndommen og i nutidserfaringer, når egne børn mobbes. Interventionsoptimismen er særlig høj, når det handler om klassekammerater, der blander sig. Der er ligeledes en generel høj tillid til, at en indsats, der retter sig mod hele klassen, er betydningsfuld.
Mor er den, der handler
Hos såvel ældre som yngre respondenter i befolkningsgruppen er det især mor frem for far, der blander sig i barnets mobbesituation ved fx at kontakte skolen.
Skoleensomhed er en skoleopgave
Analysen diskuterer sammenhænge mellem mobning og ensomhed i skolen.
Respondenterne i befolkningsgruppen peger på, at skoleensomhed ligesom skolemobning er et fænomen, der kan forbindes til klassens sociale liv. Halvdelen af informanterne peger dog også på årsager hos den ensomme selv. Alt i alt anses ensomhed af befolkningsgruppen og af lærer- og pædagoggruppen som en opgave, skolen skal forholde sig til.
Lærere og skolepædagoger udpeger skolemobning som et socialt og kulturelt problem
Skolepersonalets generelle forståelser af mobning har sammenlignet med tidligere undersøgelser foretaget af eXbus, Exploring Bullying in Schools, rykket sig fra mere individualiserede forklaringer til sociokulturelle forklaringer af mobningens baggrunde og bevæggrunde. Der er dog en tendens til, at skolepersonalet fortsat forklarer mobning individuelt i takt med, at problemstillingen bliver mere konkret og specifik.
Lærere og skolepædagogers viden om mobning hentes ikke fra uddannelsen, og mange savner viden om forebyggelse af mobning
Lærere og skolepædagoger i denne undersøgelse har generelt set ikke hentet deres viden om mobning via deres professionsuddannelser, ligesom en del ikke har nærkendskab til handleplaner mod mobning på egen skole. En ikke ubetydelig andel af lærere og skolepædagoger savner mere viden om forebyggelse af mobning.
