Mary Fonden 2025 i tekst og billeder
Mary Fondens årsberetning er et sammensurium af det, der har fyldt mest i Mary Fonden i 2025. Det gælder både de enkelte projekter, vores tre indsatsområder – Mobning og trivsel, Ensomhed og Vold i familien – analyser og økonomi.

”Når der ikke er nogen at læne sig op ad, er det svært at holde balancen. For mennesker har brug for mennesker. (…) Derfor er fællesskaber omdrejningspunktet for alt, vi arbejder med og for i Mary Fonden. For det er i fællesskaber, vi kan bryde social isolation, nedbryde tabuer, udbrede viden og skabe varige forandringer.”
Sådan beskriver H.M. Dronningen i sit forord i Mary Fondens årsberetning 2025, hvorfor fællesskaber på alle leder og kanter gennemsyrer Mary Fondens arbejde.
Mary Fondens årsberetning giver et overblik over netop Mary Fondens arbejde i 2025. Her fremgår alt fra arrangementer og offentliggørelser til udvikling og evaluering af fondens projekter. Blandt andet fremhæves:
- Konference om opsporing af vold i familien
- Skolestyrkens effektevaluering
- Lancering af Me&We Erhvervsskoler, som blev markeret med et besøg af Mary Fondens formand, H.M. Dronningen, og stifter af Just Human, Chris MacDonald, på Roskilde Handelsskole
- Evaluering af Lift og arrangement med aktører og unge, der har oplevet ensomhed i Esbjerg
- Evaluering af Sammen uden vold – Småbørnsforældre
- Kampagne om at turde række ud som pårørende til en voldsudsat eller -udøver
Og meget, meget mere.
Fællesskaber er også omdrejningspunktet for Mary Fondens direktørs, Helle Østergaard, forord. I forordet udfolder Helle Østergaard også værdien af at involvere børn og unge i Mary Fondens arbejde – noget, som fonden også i 2025 har været optaget af:
”Det er et stort ansvar – både for fagpersoner og forældre – at skabe fællesskaber, hvor alle børn og unge oplever, at deres bidrag tæller og værdsættes. Men det er et ansvar, som vi er nødt til at tage på os, for konsekvenserne ved at lade børn og unge stå på kanten af et fællesskab eller måske helt uden for er store og kan sætte dybe spor. (…) Børn og unges perspektiver er ikke blot vigtige input. De er en forudsætning for, at vi kan skabe stærke fællesskaber for flere. Derfor bliver vi ved med at spørge dem, lytte til dem og prøve at forstå dem.”